0

Vinger før tid

(13 kundeanmeldelser)

kr. 299,99 kr. 299,99

I denne barske og bevægende beretning fortæller Malene Hasselblad uforskønnet om mødet med ondskaben, den afgrundsdybe sorg og et grotesk svigt af systemet i forbindelse med drabet på hendes mor i den sag, der er kendt som Seriemordene på Østerbro.

Malene inddrager læseren i den grufulde drabssag fra den første mistanke til domsfældelsen. Det er en personlig, vedrørende og modig beretning om at miste, men ikke miste sig selv. Om at bevare modet og finde styrke trods de mest umenneskelige udfordringer. Og om ene kvinde at sætte sig op mod systemet i håb om refleksion og forandring med den klare mission at forhindre, at noget lignende sker i fremtiden. En søgen i at finde en mening med meningsløsheden. Retfærdighed i uretfærdigheden.

Med hudløs ærlighed og autenticitet beskriver Malene hvad sorgen kan bryde ned, og hvor meget vi som menneske er i stand til at bygge op igen, med sorgen som transformerende kraft. Hendes viljestyrke inspirerer til at finde andre veje og viser os, at viljen til at skabe, skaber viljen til at kunne.  Hun skildrer det sårbare og ensomme møde med omgivelserne, som er præget af berøringsangst og minder os om det evigt relevante spørgsmål: Får vi det ud af livet, som vi ønsker?

Essentiel læsning, som rører og berører, og som henvender sig til alle, der har mistet. Dernæst er det en hårdrejsende true crime-historie, der i sine chokerende detaljer vil ryste enhver læser.

Kategori:

13 anmeldelser af Vinger før tid

  1. Lars

    Jeg har haft æren af, at gennemlæse det rå manuskript, inden Malene sendte det til forlaget. Jeg mindes ikke at have læst noget, der berørte mig dybere. Med tårerne løbende ned ad kinderne, læste jeg om Malenes virkelighed, som man svært kan forestille sig at stå i. Udover det absurde i hele hændelsesforløbet, blev jeg ramt af Malenes beskrivelse af svigt fra de nærmeste, kampen med og mod systemet samt indre og ydre omstændigheder. Jeg kunne næsten ikke læse videre, og samtidig slet ikke lade være.
    Det er en bog, der er så inspirerende, ærlig og hjertelig, at man husker den for evigt. Hatten af for dig Malene – du er en kæmpe inspiration!

  2. Sten Svensson – Mentaltræner og terapeut

    ”Det må aldrig ske igen” er Malenes motiv for at dele sine inderste tanker og følelser. Det er et stærkt vidnesbyrd om at tage kampen op og stå alene overfor autoriteter og myndigheder.
    Bogens udgangspunkt er mordet på hendes mor, Inez Hasselblad. Vi følger hele forløbet fra Malenes første mistanke om at der ligger en forbrydelse bag frem tid domsafsigelsen af gerningsmanden.
    Bogen er skrevet i kronologisk rækkefølge og næsten i dagbogsform. På den måde følger vi alle de mange tråde, der trækkes i forhold til politiets efterforskning, anklagemyndigheden, pressen og meget mere.
    Bogen er en meget personlig beretning om at være alene, sårbar og fyldt af sorg. Det er en vigtig bog om at være den efterladte.
    Bogen bør være pligtlæsning for alle der arbejder med sårbare mennesker i krise. Og for mennesker, der, i deres eget mørke, søger inspiration til at kæmpe.
    Malene viser, at det nytter at tage kampen op.

  3. Birgitte HANSEN

    Har læst bogen på 3 dage med tårer i øjnene den er så gribende at man ikke kan lægge den nu er jeg igen startet forfra med at læse bogen og syntes den er så godt skrevet og fortalt vil til enhver tid anbefale denne bog og alle sku læse den for det må aldrig ske igen at politiet de ikke undersøge når ældre pensionister dør

  4. Birgitte hansen

    Den bedste bog som er ikke til at lægge fra sig og så godt skrevet den burde alle mennesker simpelt hen læse er igang med at læse den for 2 gang

  5. Birgitte HANSEN

    Jeg føler virkelig at Malene har gjort det så godt men det er helt umenneskeligt alt det hun har været igennem med mord på hendes mor og børnenes mormor for en klump i hilsen og ines sidste minutter med den sindssyge idiot det er så grusomt det han har gjort

  6. Malene Svartzengren

    Denne bog er gribende, rørende, uhyggelig på en og samme tid. I bogen følger man Malene igennem 1,5 års helvede, man mærker på egen krop, hvordan sorgen æder hende op i hendes kamp på retfærdighed – både for hendes mors drab, men også de to andre drab. Man kommer hele følelsesregisteret igennem, når man sidder med tårer i øjnene, og tænker hvor er det uretfærdigt og synd, men samtidig bliver der også indraget sjove og kække bemærkning, som får en til at trække på smilebåndet. Bogen er skrevet så velformulerende og gribende, at man ikke kan stoppe, når man først er gået igang.

    ALLE der har mistet en nær burde læse bogen – uanset om det er sygdom, ulykke eller naturligt dødsfald. Igennem bogen lærer man, at bearbejde sorgen – samtidig med, at det er okay, at være ked af det efter sit tab.

    Malene, du er den sejeste person, jeg kender. Den sejeste rollemodel. Malene, at du midt i sorgen stadigvæk kan finde overskud til, at kæmpe en kamp mod systemet for retfærdighed, for din mor og for andre offer i fremtiden – så ingen skal ende i samme situation som dig.

  7. Catrine

    Anmeldelse af bogen “Vinger før tid” af Malene Hasselblad
    Vinger før tid er en bog skrevet på baggrund af den mest forfærdelige hændelse og største sorg, nemlig drabet på Malene Hasselblads mor.
    I bogen fortæller Malene hudløst og ærligt om hele sagen. Du er med fra at Malene modtager opkaldet om moderens død og hele vejen igennem Malenes egen efterforskning som er med til at ændre moderens død fra en ulykke til drab og samtidig opklaring af en anden beboers død. Dette viser sig også at være drab. Malene beskriver på så rørende en måde om kærligheden, sorgen og savnet at jeg måtte fælde en tåre et par gange. Jeg læste bogen meget hurtigt, kunne ikke lægge den fra mig. Den er skrevet i så fint et sprog at du bliver revet med helt fra start af.
    Bogen er skrevet på en barsk baggrund, men den er så livsbekræftende. Bogen handler om, hvad vi mennesker formår selv når vi er i mørke, den beskriver en kærlighed til livet, at få det bedste ud af livet på trods og så er der så meget kærlighed i den bog. Den minder os om at huske kærligheden og hinanden. Huske at give udtryk for kærlighed, mens tiden er der.
    Vinger før tid er en vigtig bog. Den beretter om, hvor betydningsfuld det er for mennesker, at have nogen der kan rumme os også når vi er i dyb sorg. Jeg vil give “Vinger før tid” den bedste anbefaling. Den er virkelig værd at læse.

  8. Maria

    En bog alle bør læse , men som man ikke ønskede skulle være skrevet, at morderen var fanger før. Jeg har grædt og raset mig igennem bogen , som er så godt og ærligt skrevet . Malene skriver åbent og ærligt hvad sorg gør ved en . At man ikke er den bedste mor , kæreste, osv… Man mærker hendes kamp og vilje . Max stjerner herfra

  9. Camilla

    En hudløst ærlig fortælling om en forfærdelig hændelse. Malene skriver med hjertet og giver os som læsere indsigt i et uhyggeligt forløb, fyldt med både sorg og kærlighed. Tak for den <3.

  10. Anette Mouritzen Knudsen – anettesbookshelf.dk

    Bogen åbner med en smuk mindeside, og stemningen er således slået an. Her er en fortælling om savn og sorg, og titlen Vinger før tid bevidner det hjerteskærende fakta, at livet fik en brat afslutning. Denne bog var svær at komme igennem, fordi udgangspunktet er en uendelig trist og barsk historie.

    I marts 2019 finder en nabo Malene Hasselblads 81-årige mor Inez død, siddende i en lænestol. Dødsfaldet vurderes at skyldes et ildebefindende eller et hovedtraume i forbindelse med en faldulykke.

    Datteren Malene aner dog med det samme uråd, da flere detaljer i lejligheden stikker i øjnene, kort efter ankomsten til lejligheden. Da hun vil spærre morens dankort, får hun bekræftet at kortet er brugt efter morens død, og hun retter derfor henvendelse til politiet, der i første omgang har henlagt sagen som et ikke mistænkeligt dødsfald. Herefter ændrer sagen sig hurtigt til at være en drabsefterforskning, og ikke nok med det, så er det ydermere mistænkeligt at 2 andre ældre beboere i boligkomplekset også er døde indenfor den seneste måned.

    Bogen starter den dag, hvor Malene får beskeden om morens død og fortsætter indtil dommen er afsagt i byretten. En 27-årig mand, der tidligere er dømt for meget grove forbrydelser, står nu anklaget for alle tre dødsfald. Altså en mulig seriemorder.

    Det fremgår helt tydeligt, at forfatteren sørger, savner og kæmper for egen overlevelse i en umenneskelig svær tid. Bogen er udformet som en slags udvidet dagbog, hvilket giver et direkte og ærligt indblik i dagene og tiden, der forløber efter drabet, hvor mange tanker skal finde plads mellem vigtige gøremål og beslutninger, der skal træffes. På mange måder er bogen derfor også et vidnesbyrd om at vi klarer det vi skal, selv i ekstreme situationer.

    Udover Malenes historie er der et lille kapitel omhandlende vold, skrevet af specialpsykolog i psykiatri Tine Wøbbe og et om sorgens faser. Det tilfører bogen mere almengyldig viden og bryder den meget personlige beretning.

    Malene arbejder sig igennem sorgen og det er hudløst ærligt og til tider næsten bekymrende at være vidne til, men hendes fortælling om at overleve og rejse sig er også livsbekræftende. Hun finder faktisk styrke i at tage de samfundskritiske briller på, at se kujonen, som drabsmanden konsekvent kaldes, i øjnene samt ved at kæmpe for retfærdighed; ikke kun for morens eftermæle, men også for kommende sager.

    For med et imponerende mod og en jernvilje tager hun nemlig kampen op mod systemerne. Første kæphest er et øget fokus på dødsårsager blandt ældre. Politiet må ikke pr. automatik konkludere en naturlig død, bare fordi personen er oppe i alderen. Dernæst henvender hun sig direkte til justitsministeren for at sætte spørgsmålstegn både ved tidligere rets-beslutninger men også ved lovgivningen i forhold til mulige erstatningskrav for nære pårørende.

    Skriveteknisk synes jeg, at bogen i visse områder indeholder for mange gentagelser, hvilket gjorde læseoplevelsen lidt tungere end det allerede indlysende nødvendige grundet emnet. Men heldigvis er formålet med bogen ikke til at tage fejl af. De juridiske systemer, vi normalt har tiltro til, skal tage ved lære, for fejlene i denne sag må ikke gentage sig.

    Malene berører flere aspekter af det at være i krise. Udover egne følelser, afmagt, manglende overskud til samvær med familie og kæreste, italesætter hun også et måske tabuiseret emne; det at nogle pårørende trækker sig fra personen i sorg og hermed validerer hun også andres oplevelser af, at det kan være ensomt at befinde sig i en alvorlig krise. På baggrund heraf fremsætter hun derfor fine, overskuelige og nemme anvisninger på, hvorledes man, som pårørende, kan støtte og hjælpe andre i en krisesituation.

    Retten har nu talt. Tilbage står det soleklart; at en formodet seriemorder blev stoppet, og det er Malenes fortjeneste .

    Om forfatteren:

    Malene Hasselblad (f. 1970) er måske mest kendt som vinder af Robinson Ekspeditionen i 2001. Hun er forfatter, foredragsholder, tv-vært og iværksætter med flere virksomheder under den kreative paraply. Hun er autodidakt kunstner og har tidligere flittigt udstillet sine farverige acrylmalerier og drevet Forlaget Syntaks. Malene er uddannet stresskonsulent, coach og mindfulness-instruktør og er desuden ambassadør for Foreningen Livsnettet, en non-profit-forening, der bekæmper social ensomhed.

    Bogen kan anbefales til alle, der har mistet, og til alle, der kæmper med sorg og savn. Derudover er den bestemt også interessant for læsere af True Crime genren, og ikke mindst må den være en øjenåbner for politi- og retsfolk samt politikere.

    Bonusinfo: Hvis du har yderligere interesse i sagen, kan du se de 3 afsnit i serien Seriemordene på Østerbro på Viafree eller afsnittet Psykopaten, de slap fri i programmet Station 2 på TV2.

    Tak til Muusmann Forlag for anmeldereksemplar, og et virtuelt kæmpe kram til Malene . Tak fordi, du deler din barske og bevægende historie.

  11. Claus Henriksen fra Bogblogger.dk

    Det er ikke umuligt, at Malene Hasselblad i dag ser sine tidligere ganske udmærkede selvudgivelser som den helt store optakt til denne bog, ”Vinger før tid”. På den anden side, så tror jeg egentlig ikke, hun har haft overskud til at gøre sig de tanker. Jeg kan dog konstatere, at det her uden sammenligning er hendes mest gribende og fascinerende udgivelse.

    At dette er hendes bedste bog er ikke mærkeligt. Historien er så nær, så personlig og så forstyrrende, at det kan være svært at fortælle den forkert eller dårligt.

    Kort fortalt handler bogen om, hvordan Malenes mor, Inez, bliver fundet død i sin lejlighed på Østerbro. Politiet konkluderer, at Inez er omkommet, fordi hun har fået et ildebefindende. Inez er 81. 81-årige dør jo.

    Men da Malene selv kommer hjem i moderens lejlighed, bliver hun mistænksom. Der er for meget, der ikke stemmer. Ting, der ikke er, som hun ville forvente, at de skulle være. Gennem sin stædighed og sin næse for detaljer får hun politiet til at se sin mors død i et andet lys, og snart er en 26-årig mand anklaget for at have myrdet tre mennesker i den samme ejendom – heriblandt Malenes mor.

    Det er en vild historie. Men den bliver nær og smuk, når vi ser den gennem datterens øjne. Flere steder bruger Malene direkte citater, og det får fortællingen til at krybe endnu mere ind under huden.

    Det giver noget ekstra at høre det fra Malene selv. Hun er naturligvis så meget i den ene lejr, at man næsten ikke kan få historien mere ensidig. Men i sådan en sag giver det faktisk et ekstra lag, fordi vi i den grad får følelsesdelen med. Det bliver personligt på en måde, som vi ikke plejer at opleve. Og det klæder faktisk historien.

    Til slut i bogen får vi også masser af beretninger fra retssagen samt selve dommen, og den personlige vinkel kommer her for alvor til sin ret. For selvom vi kender en sag og ved, hvordan den ender, så får vi meget sjældent fået den personlige vinkel. Det gør vi nu.

    Ikke nok med at bogen er medrivende, den er også hjerteskærende. For selvom Malene går i løsnings- og analyse mode, så har hun været ude for noget af det mest forfærdelige, et menneske kan komme ud for. Moderens død, den indledende naturlige forklaring, tvivlen, den stigende undren, mistanken, udredelsen og den endelig dom.

    Jeg tager hatten af for dig, Malene. Du har med stor sikkerhed sørget for, at en eller måske endda flere ældre mennesker ikke er blevet dræbt. Derfor giver jeg bogen min anbefaling. Men du skal som menneske dæleme også have den, Malene.

  12. An – Magritt Wibell Nygaard-Ech

    Fra en forfatter til en anden:

    Det kronologiske forløb vi her læser, giver en sjælden helheds indsigt i dagens retsstat med dets praksis. Hvor stort set alt gik galt, helt fra start. Man forstår slettes ikke det er mulig. Men det er det, og Malene oplevede det hele. Man kan nok sige dette også er konsekvensen af politiske beslutninger.
    Vanvittig godt skrevet – med tydelig fortællerstemme. Den hiver fat i dig fra 1. Bogstav.

    Man er mundlam, utilpas, chokeret og fyldt med væmmelse – efter at have læst det sidste punktum, i hennes historie.
    Man mærker også en grundfast styrke, der driver Malene, som nægter at give op.

    Malenes Moder blev udsat for brutalt rovmord, og drabsmanden “seriemorderen fra Østerbro” er nu dømt.
    Dette er en gennemgribende detaljeret beskrivelse af hele forløbet, fra start til slut.

    Malene selv beskriver bogen som hudløst. Jeg vil påstå hun har brugt en kartoffelskræller, over alle krops og følelsesfiltre indtil hun ramte helt ind til benet af den rå kærne, på alle fronter. Men ikke på en svulstig måde. Den er konkret og direkte på, skrevet sindsygt godt.
    Det skal mod til at blotstille sig sådan som hun her gør. Det giver læseren en nærmest brutal, men unik indsigt i, hvad det vil sige at gå igennem noget så grusomt, som hun blev tvunget ud i, sammen med bearbejdelse af de forskellige processer og faser hun blev skubbet ud i.

    Men du får også en grundig indsigt i vores politi og retsvæsen, hvordan de arbejder, på hvilken måde systemet håndterer så alvorlige kriminelle handlinge der begås mod uskyldige borgere, – der udsættes for dybt kriminelle mennesker, med de alvorlige konsekvensen der følger. Det minste man burde forvente i en retsstat, er at staten beskytter ofrene, – og stoppe de kriminelle, med konsekvente handlinger.
    Det mest skræmmende, udover at et menneske er blevet frarøvet sit liv, og familien der er blevet påført et uerstattelig tab, – er efterfølgende håndtering fra politi og retsstaten. Det har vært rystende at læse. For kan vi være trygge ved at politi undersøger Å-Sted tilstrækkelig helt fra start? Eller trækker man ligegyldige og hurtige konklusioner, bare fordi der er tale om et ældre menneske?
    Hvis Malene selv, ikke havde kendt sin moder så godt, der førte til intuitionshandling over ting der var unormale, de små detaljer, – ville politiet antagelig have afskrevet det her som “naturlig død” og vi ville muligvis have “fået” flere ofre og familie tragedier, alt imens en seriemorder stadig ville gå iblandt os i hverdagen.

    Dette er en historie, du skal læse. Den kræver din opmærksomhed. Den giver dig indblik i retsstaten, sorg, kamp, retferdighed. Intet udelades. Ej heller Malenes dybe kærlighed til sin moder. Og bogen? Den er umulig at lægge fra sig. Den overgår enhver fiction roman.

    Hvad er en retsstats hovedopgave?

    Inez Hasselblad: Din datter gav aldrig op. Hun kæmpede, og vandt for dig.
    Ære være dit minde – og ofrene for Seriemorderen fra Østerbro.

  13. Charlotte

    Læst x2..
    Gribende, rørende, medlevende, velskrevet…
    Ja en bog som du aldrig vil glemme..
    Den burde bruges i uddannelse hos de der arbejder med sorg, de medarbejder med forbrydelser og Ja alle os der lever med sorg efter tab af nær familie.
    Malene Hasselblad du har sat min personluge sorg ( mindre søn og forældre tideligt) i nye perspektiver..
    TAK for dig, du er et helt fantastisk menneske, som deler den mest sårbare side af dig selv..

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *