Når modebranchen fejler totalt!

10991298_10153036711212052_558408169229658935_n

Det du ser her, kære læser, er en model bragt i en modeserie, i seneste udgave af modemagasinet Cover.

Hvor er al ansvarlighed omkring den stakkels pige? Ja, jeg skriver stakkels, for pigen er syg, hun lider tydeligvis af anoreksi, i en sådan grad, at man må frygte for hendes helbred. Her er ikke bare tale om en tynd model, pigen er ikke tynd, hun er radmager – ligner mest af alt, en KZ fange og så er hun endda skjult af en tyk strikkjole. Det er trist, sørgeligt og sindssygt foruroligende, at et modemagasin vælger at benytte en tydelig syg model – Er det dét kvindeideal unge piger med modeldrømme skal stræbe efter?

Hvor er jeres morale, Cover? Hvor er jeres fornuft og ansvarlighed, med denne modeserie? Efter sigende skulle hun være en str. 34, det står oplyst på bureauets hjemmeside. En str. 34 er i sig selv ikke meget, men det kan jeg med det blotte øje afsløre at hun ikke er,  på nuværende tidspunkt. Jeg vil skyde på hendes vægt ligger i 30´erne og hun skal i børnetøjsafdelingen før, noget vil passe hendes mere end spinkle krop. Jeg har tidligere interviewet en pige som i mange år led af anoreksi, hun så lige sådan ud, da sygdommen var på sit højdepunkt. Jeg vil sige, at jeg er glad for, at modellen har tøj på, for jeg tænker, hun er endnu tyndere end hun syner, og det siger ikke så lidt.  Jeg bruger str. 36-38 og syner minimum det dobbelte af hende. Hun er knogler med tekstil på.

Jeg vil ikke klandre pigen, for med anoreksi, kan man typisk ikke selv se, hvor tynd/mager man rent faktisk er. Men jeg kan klandre jer som burde være et seriøst magasin, jeres redaktør, der har tilladt denne billedserie, at gå igennem. I kan muligvis have fået ikke opdaterede billeder og data på pigen fra bureauet, men så burde både fotograf og moderedaktør have reageret prompte da pigen trådte ind af døren, reageret ved at sende hende hjem og boykotte modelbureauet, hvis det er standarden der bliver sendt ud.

Jeg vil dermed også klandre modelbureauet, pigens booker – jer som har pigen i stald. Hvad i hede hule helvede tænker I på? I har et ansvar for jeres modeller! Dette er ikke ansvar, det er både usmageligt og direkte uansvarligt, at I ikke tager hånd om et tydeligt problem-  hun er med garanti ikke ene,  hverken i jeres bureau eller i branchen. Hjælp dem! I har ansvar for, at piger med modeldrømme, ikke får et forkvaklet syn på, hvordan en model skal se ud. INGEN kommer til at se sådan ud, med mindre de sulter sig selv, eller er dødeligt syge. “Dødsfald i familien” eller ej, som undskyldningen fra bureauets side lyder på. Der er næsten ikke noget værre end ansvarsfralæggelse. I har ansvar, ikke bare overfor den viste model, men også alle andre piger i jeres stald, og nye der kommer til. Skal de tro, at hun er idealet for, hvordan en model skal se ud? Faktum er, at rigtig mange modeller udvikler anoreksi, og her må bureauerne også tage deres del af ansvaret, for så længe de sender sygeligt tynde piger afsted på opgaver, og magasinerne trykker modeserie med samme ekstremt tynde piger, så er der både nye og gamle modeller der tror, at sådan skal de se ud, hvis de skal være i branchen. Det er sundshedsskadeligt, længere er den ikke.

Det der piner mig er, hvor mange led der kunne have stoppet op, og råbt vagt i gevær, inden billedserien blev en realitet. Den starter hos modelbureuet, pigens booker. Igen – Hvad tænker I på? Hvordan kan I med god smag i munden, sende en syg pige ud? Hun er jo ikke bare ekstraordinær tynd. Dét der, er ikke at være tynd, det er, at være syg. Syg af en sygdom, I måske til dels, har været med til at forårsage, hvis pigen går rundt med en tro på, at sådan skal hun se ud som model, sådan skal hun se ud for at få opgaver, her og i udlandet. I ved lige så vel som jeg, at piger der lider af anoreksi, ikke selv kan se, hvor tynde de er. Når du kommer ned i så lav en vægt og så skidt en tilstand som pigen her, så kan I ikke bare sige, nu skal du tage på for at vi kan bruge dig, og så tager hun på. Sådan fungerer sygdommen ikke. I SKAL sige det, men I skal ved Gud også effektuere det, og lade være med at bruge så syge og tynde modeller. I har et medansvar, det kan ikke kun ligge hos pigen og hendes familie, men det må starte hos jer.

Moderedaktør, som givetvis har været med til photoshootet, stylist, fotograf, makeup-artist. I har hver og én fejlet stort her. I kunne hver og én, have stoppet vanviddet. Råbt vagt i gevær. Det her er uanstændigt, forkert, helt ude af propertioner, denne pige skal ikke på job, før hun har taget adskillige kg på, denne pige skal vi sikre får noget hjælp.  I burde have sendt pigen hjem. I burde have kontaktet modelbureauet og sagt, det går ikke det her. Men det gjorde I ikke. I gik hele vejen. SKAM JER!

Hvad med, at I i stedet begynder at bruger modeller, som vi kvinder rent faktisk kan identificere os med? Vise sunde og raske kvinder med former? Bare en str. 36-38 kan gøre det. Skønhed kan gradbøjes og afhænger af øjet der ser, men det er trods alt de færreste voksne kvinder, der kan identificere sig med en str. 30. Det vil klæde og sælge tøjet langt bedre, og gavne ikke bare tøj industrien men  hele sundhedsbilledet og som sådan også modebranchen, for den er helt afsporet, hvis dét her er rettesnoren for, hvordan tøj skal sælges – på en syg og radmager model.

I Cover, undskylder nu, efter meget omstridt debat på de sociale medier, at billedserien aldrig skulle have været bragt. Nej, det har i fandemig ret i, men I har generelt ansvar for, hvilke idealer I som modemagasin sætter op for jeres læsere. Dét her er så frastødende og uanstændigt, at jeg mangler ord, jeg kan kun gentage mig selv, og skrive: SKAM JER, SKAM JER, SKAM JER!

Og til pigen og hendes forældre. Jeg håber I selv erkender og ved, at det her på alle områder, er forkert. At vægttabet er gået for vidt. Jeg håber I får hjælp, for det har I brug for.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
Når modebranchen fejler totalt!, 5.0 out of 5 based on 1 rating

Be first to comment