Seks-årig planlagde sin egen begravelse

I 2010 og 2011, leverede jeg autentiske livshistorier til ugebladet Ude & Hjemme. Én af dem der satte varigt spor i min sjæl og bevidsthed, var historien om lille seje seks-årige Emma, der planlagde sin egen begravelse. Jeg vil gerne dele mit møde med Trine og Morten, Emmas forældre, der fortalte deres hjertegribende historie til mig, med dig:

babydyne-edderdun-01

EMMAS AFSKEDSBREV

Trine og Morten oplevede alle forældres værste mareridt: De måtte fortælle deres lille pige, at hun skulle dø. Emma havde mange ønsker for, hvad der skulle med i kisten. Det var alt fra tøj, yndlingsbamsen. Smykkeskrin, hendes lille dyne, solbriller, rugbrød og fire dåser makrel.

”Far jeg elsker dig, Mikkel jeg elsker dig, mor jeg elsker dig, Anna jeg elsker dig. Emma.”

Emmas mor fandt brevet to dage efter Emmas død på datterens værelse, da hun ledte efter noget brevpapir, de havde købt sammen. Den seks-årige pige havde bevidst gemt det et sted, hvor hun vidste familien ville finde det, når hun var væk.

Om eftermiddagen den 12. april i år, opgav Emma sin kamp mod kræften. Emma var urolig og havde smerter, så hun havde fået noget beroligende. Far kørte hende rundt i stuen i klapvognen, Bedstemor tog over og vuggede Emma, mens mor sang ”Når den store sol slukker”, som Emma selv havde valgt også skulle synges til hendes begravelse.

Da mor var færdig med sangen, slukkede også livsgnisten i deres seks-årige datter og Emma lod sin sjæl flyve mod ”Sommerengen”, befriet for flere smerter.

Tilbage stod mor og far, storesøster Anna på 11 år og storebror Mikkel på 10 med en tomhed og smerte over at have mistet en lille glad datter og søster.

I bogen ”Sommerengen” beskrives døden som ”Den Mørke Dal”, men når vi er kommet igennem den, kommer vi ud på ”Sommerengen”.

Bogen har været en stor støtte for forældrene Trine og Morten Andersen fra Tørring, og ikke mindst for Emma selv og hendes større søskende, Anna og Mikkel.

Allerede da Emma kun var 9 dage gammel, var de ved at miste hende. I 25 minutter kæmpede hendes far med kunstigt åndedræt og reddede hendes liv. Derefter knyttede der sig et specielt bånd mellem far og datter.

– Emma var fars pige. Medmindre hun havde det rigtig skidt, så ville hun have mor, fortæller Trine.

– Det var også, når hun havde det værst, at det var sværest for Morten. Dér var det mig, der var den stærke. Til gengæld var det Morten, der i de perioder hvor vi var på Skejby Sygehus, havde tålmodigheden til at hygge, spille og lege.

Det var i foråret 2008 at Emma begyndte at småskrante. Familien havde haft hende til lægen flere gange, men fik hver gang at vide, at det var virus. Det blev værre og værre, Emma havde hovedpine, kastede op, og kunne pludselig ikke stå på sine ben, så de kørte til Kolding sygehus, hvor en CT-scanning i juli afslørede en 10 cm stor svulst i hendes højre binyre.

Emma blev sendt direkte videre til Skejby Sygehus. Her konstaterede man, at hun havde Neuroblastom, en aggressiv kræftform, og at det havde spredt sig til lever, knogler og knoglemarv.

– Vi vidste med det samme, da Emma fik diagnosen, at hun ikke havde de store chancer. Men så længe der var håb, gav vi også børnene håbet og havde fokus på dét, fortæller Morten.

Den 11. december stoppede man behandlingen, og Trine og Morten fik den ubærlige besked: Jeres datter skal dø.

Lægerne vurderede, at hun højst havde tre måneder tilbage at leve i, og forældrene blev af deres præst opfordret til, at fortælle Emma den barske sandhed.

– Det var nok den værste dag i mit liv, mine ben rystede under mig, da vi skulle gå ind til Emma, og vi skulle fortælle vores lille pige, at hun ikke kunne blive rask. Men det var det rigtige at gøre, fordi Emma var så bevidst omkring sin situation, siger Trine grædende.

Emma kom hjem til sine forældre og søskende, og insisterede på at være med til at planlægge sin begravelse. Hun valgte sit eget gravsted, snakkede om sange hun gerne ville have, de skulle synge, hvad der skulle spises, og hvad hun skulle have med i kisten.

Den 23. april blev familien ringet op af hospitalet, med et tilbud om at komme til Sverige og prøve en eksperimentel behandling. Det var lidt af en rutsjetur, her gik de og planlagde begravelse, og så var der pludselig fornyet håb.

Emma var i Sverige i to måneder, hvor Trine og Morten på skift rejste frem og tilbage hver 3. dag, mellem deres børn, Anna og Mikkel derhjemme, og Emma i Sverige.

I november, rejste de hjem med et spinkelt håb om, at stamcelletransplantationen ville lykkedes. Men den 12. marts, dagen før deres kobberbryllup, fik de beskeden én gang til: Jeres datter skal dø. Denne gang lød prognosen på en måned.

– Jeg havde ellers besluttet, at vi ikke ville fejre vores kobberbryllup, men valgte alligevel at gøre det. Nu da vi vidste, at Emma hverken ville komme til at købe konfirmations- eller brudekjole, skulle hun i hvert fald have lov til at komme med ud og vælge kjole og holde fest. Det var svært at feste og være glad, jeg var jo dybt ulykkelig indeni, men Emma hyggede sig, hun var den sidste der forlod dansegulvet kl. 02.30, fortæller Trine.

Efter kobberbrylluppet gik det hurtigt ned af bakke. Den sidste tid for Emma, var næsten umenneskelig, hun var meget træt og havde mange smerter.

– Når du har så ondt, Emma, må du gerne tage af sted til ”Sommerengen” – det er okay, sagde Trine til sin datter.

– Mor, det vil jeg også gerne, men jeg ved jo ikke, hvordan man kommer dertil, svarede hun.

Dagen efter fandt hun vejen.

– Der går ikke en dag, uden at vi tænker på Emma, men vi har valgt at fortælle vores historie for at vise, at man kan komme videre, trods den store sorg. Og fordi vi ikke ønsker, Emma skal være et tabu, siger Morten.

Trine tager over: – Det sværeste for os nu er, at leve op til de forventninger der er om, ”at nu, er der gået så lang tid, så må I da være kommet videre”, eller ”I har også to andre børn”. Det er som om, folk ikke rigtig vil spørge ind til Emma, sikkert fordi de er bange for at gøre os kede af det. Men det er ikke DEM, der gør os kede af det, vi ER kede af det. Vi har brug for at snakke om hende for at huske detaljerne, så vores råd til andre i samme situation er at spørge og vise interesse og ikke være bange for at sige det forkerte. I forhold til Emma, ønsker vi ikke at glemme.

 

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (6 votes cast)
Seks-årig planlagde sin egen begravelse, 5.0 out of 5 based on 6 ratings

Be first to comment