Så gør dog noget for fanden

Jeg sidder i min have og spiser aftensmad. på stien ude foran min have, kan jeg høre et par der går og skændes. Fyren vil have kvinden afleverer hans nøgler, hun griner først og siger, at dem har hun lagt hjemme hos ham. Det lyder til, at de lige er gået fra hinanden, at han har smidt hende ud. Fra ét sekund til et andet, ændrer tonen og adfærd hos dem begge. De råber og skriger af hinanden, og da der lyder et bump og jeg hører kvinden grådkvalt råbe: “Du skubbede mig så jeg væltede, hvad tænker du på?” hvorefter de for alvor kom i håndgemæng og hun skriger som en sindssyg, “slip mig, slip mig”, kom der turbo på mine klip klappere. Griber nøgler og mobiltelefon, i tilfælde af at jeg får behov for at ringe efter politiet, flår min havedør op og løber ud. Ved trapperne ned til stien som løber langs min have, står der tre mennesker og kigger?! Et par med en hund og en kvinde. De griber ikke ind, jeg når at undres. Jeg løber over til parret hvor de står og river og flår i hinanden, mens hun skriger og han råber.  Prøver at tale dem til fornuft: – Hey ro på, slap nu lige af. Han råber at jeg skal ringe efter politiet, vurderer indtil videre, at han bare vil have drama på drengen og at det move vil være et overkill. Han får vristet sig fri af hende og begynder at gå, men hun løber efter ham og de kommer igen i håndgemæng. De tre der stod ved trappen og kiggede på optrinnet, er nu gået?! To mænd i 30´erne står nu en meter fra dem og spørger dem hvad der sker. (Nu skal du høre, du får nok historien når den ene ender med at klappe den anden én på hovedet). Den ene spørger mig;” Hvad gør man i sådan en situation?” Ja, det ved jeg sgu da ikke, handler måske?!  Jeg tager fat i armen på kvinden som er gået fuldstændig balalejka i et frustrations/hidsigheds-forsmået kærlighed- what-ever anfald, taler roligt og appellerer til, at hun lige går med mig et par meter væk. Kæresten … eller ekskæresten råber igen til mig: Ring efter politiet, hun er psykisk syg. Mig: hold nu op, vel er hun ej, kan du ikke bare lige gå lidt væk? Han har taget hendes taske fra hende, hans nøgler ligger åbenbart deri. Han bliver ved med at  råbe til mig, at jeg skal ringe til politiet, hun råber til mig, at jeg skal få ham til at give hende hendes taske – de råber og skriger alverdens grimme ting til hinanden, og er helt oppe i hovedet på hinanden, flår, skubber. Det er gået helt over gevind.

How-to-Argue-Header
Ahhrmen for helvede altså, nøgler og telefon i lommen, jeg må stille mig i mellem. Jeg er åbenbart omringet af handlingsløse vatnisser. De to mænd står på behørig afstand, de skal ikke have noget klinket. Kan kun høre den ene spørger en yngre fyr og en pige, om de kender dem. Knægten svarer ja, men jeg ænser dem ikke ellers. Jeg forsøger at skille parret ad, hun holder fast i ham som en igle med den ene hånd, slår ham med den anden, mens han samtidig skubber tilbage på hende. Det er det rene tovtrækkeri, og de fyger om sig med verbale tæsk og trusler mod hinanden. , jeg kigger på først den ene, så den anden, mens jeg har fast tag i hende: “Jeg er ikke på hverken din eller hans side, jeg vil bare have jer fra hinanden så I kan falde ned og gå hver til sit, så må I sgu snakke sammen når I begge er faldet ned”. Kigger ham ind i øjnene og fortsætter med ham, selvom det er svært at få ordenlyd for pigens skrigeri: “Kan du ikke bare gå, så hun kan falde ned. (Okay, Psyko-Åse, tror de er pænt lige glad med dit psyko-snak – og dog, at jeg talte roligt til dem og ikke umiddelbart tog parti, men snakkede med dem begge, gjorde at de ikke var truende overfor mig på nogen måde). Han råber til mig at han nok skal gå, så snart han har fået sine nøgler, og at jeg skal holde fast i hende (som om hun, en slank ung pige, ville kunne krølle ham sammen – med mindre hun altså kunne nogle seriøse killer-selvforsvars trick, hun ikke havde vist endnu). Hun bønfalder mig igen og igen om at få fat i hendes taske til hende, når hun ikke råber det til mig, råber og skriger hun som besat af ham. Hun er helt ude i torvene. Den unge mand kaster tasken over til en yngre fyr, jeg slet ikke havde observeret var der. Mit fokus var kun på at få dem skilt ad, inden én af dem for alvor mistede besindelsen, som om den ikke var mistet for lang tid siden, men inden den ene fik et seriøse par på hovedet – kunne mærke det var under optrapning. De var oppe i toppen af det røde felt. Men jeg registrerer navnet og vender hovedet. Knægten, som viser sig at være kvarterets “skarnsunge”, hvis mellemnavn er Ballade, netop smidt ud af skolen, for … ballade, og som jeg også i vinters havde fat i, da ham og en større gruppe af unge chikanerede både mig og andre beboere i området, hvor jeg løb rundt efter gruppen i to timer en sen aftentime, for at tale et alvorsord med dem. To af dem fik jeg fat i, de  sladrede om de andre, og ham der nu stod her i mellem de to der råbte, skreg og “sloges” var ham der havde ført an. Han kom dog dagen efter og bankede på min dør for at sige undskyld. Og så skal man altid have en chance i mine øjne. Men han fik kastet tasken over til sig, fik fat i nøglerne og kastede dem tilbage til fyren, som så endelig vrister sig fri. Mission accomplished.

De to handlingslammede mænd går. Fyren begynder også at gå hurtigt væk, og jeg tager pigen i armen og siger, at nu går vi lige lidt væk. Gassen er røget af ballonen, hun er ikke hidsig mere. Han havde fået fat i nøglerne, slaget var tabt. Vi begynder at gå tilbage til stien ude foran min have, hvor hun har efterladt to Ikea poser med tøj. Jeg hjælper hende med at samle tøj og sko op, spørger om hun er okay. Hun svarer ja, og jeg gentager og spørger om hun er sikker. Hun smiler, det er hun. Nu står han pludselig og kæfter op igen, dog på afstand, han kalder knægten til sig. Jeg beder ham om at gå, og han råber tilbage, at han nok skal gå, men at han skal have sin nevø med sig. Ååååhhh super, jamen det er da et skide godt forbillede du som onkel er for din nevø… Nevøen, med mellemnavnet Ballade, kigger flovt og undskyldende på mig., han trækker på skuldrene og trækker afsted med sin cykel Jeg får ondt af ham. Det kan godt være at han er en balladeknægt, men i bund og grund trænger han måske bare til lidt omsorg. Dét der optrin var i hvert fald unødvendigt, jeg kunne tydeligt både mærke og se, at han ikke syntes det havde været fedt. De er gået, jeg spørger pigen om hun skal langt – ja det skal hun, men lige nu skal hun bare op til Ishøj Station. Jeg appellerer til at hun ikke går tilbage til ham når jeg er gået, men at hun tager hjem. Hun smiler, ser flov ud – det skal hun nok. Jeg bliver stående og sikrer mig, at de nu går hver sin vej inden jeg går ind. Her står min 17 årige søn og drypper fra ansigt og hår. “Hvad fuck skete der Mor?” Jeg var lige gået i bad, da jeg hører en kvinde skrige for sindssygt og en mand der råber at nogen skal ringe efter politiet, jeg er aldrig sprunget så hurtigt ud af badet og fået tøj på, troede det var dig. Jeg fik sgu helt ondt i maven, havde fat i den største kniv i køkkenet, da jeg åbner døren og ser du står imellem dem og har styr på det. Men for fanden, jeg rystede helt da jeg stod i badet og hørte skriget og bare troede nogle havde fat i dig da jeg vidste du var ude i haven. Jeg giver ham en krammer!

Nu er jeg ked af, at jeg ikke kørte pigen til stationen, med hendes to fyldte Ikea poser. Men, jeg kan ikke redde verden. Tænker på, hvor lille et knivsæg der kan være fra kærlighed til had. Hvordan jeg som helt-helt ung selv var en fightsty satan med temperament, og havde en kæreste der lige præcis vidste hvilke knapper han skulle trykke på – dog uden at blive fysisk, hverken han eller jeg. Jeg var ikke særlig gammel, omkring de 18.  Gætter på de her var midt tyverne, fyren måske slut tyverne. Hvor mange mennesker der bliver fysiske, fordi de ikke kan klare sig verbalt eller med kommunikation indbyrdes. Tænker, godt man bliver ældre og klogere. Ønsker, at så mange mennesker ikke er så konfliktsky, at de lader stå til og ikke handler, når de kan se at der kan være fare på færde. Hvor er næstekærligheden? Tænker to-tre år tilbage, hvor min egen søn var blevet passet op af en gruppe på 20-30 styk af anden etnisk herkomst. “De” havde taget ham på halsen og presset ham op af gelænderet på Dybbølsbro station. Krævede hans mobil og hans penge. Der er masser af mennesker på begge perroner. Folk ser optrinnet. Ingen griber ind. Gruppen lader ham gå, men alligevel, INGEN griber ind. Folk tør ikke, de er bange for at blive stukket ned. Her står to unge mennesker og er ved at flå hinanden sønder og sammen, ikke bare fysisk, men verbalt. Jeg tror ikke jeg på nogen måde var i risiko for at have fået et par på hovedet, men havde gerne løbet risikoen og taget én for holdet, hellere følelsen af at have handlet fremfor, at være passiv, og det var gået galt for én af de to der var i gemæng. Fair nok man ikke tør stille sig imellem folk der slås, havde den ene stået og viftet med en kniv, havde jeg da også tænkt mig om, men så må man sgu handle på anden vis, løbe efter yderligere hjælp, ringe efter politiet, ANYTHING! Hvad er det for en verden vi lever i, hvor mange er åååhhh så politiske korrekte, berøringsangste og handlingslammede når det gælder? Gør dog for pokker bare ét eller andet – du er måske lige præcis den pausefisk, der skulle til, for at der siver bare en smule fornuft til hjernecellerne, så det ikke udvikler sig til en værre situation.

Jeg sender en besked til knægten på facebook. Spørger om han er okay,og at jeg var ked af, at han havde måtte overvære balladen mellem hans onkel og kæresten (ekskæresten). Jeg kan ikke redde verden. I morgen er de sikkert sammen igen. Det må de om, jeg handlede – hvad de selv gør herfra, må de selv ligge og rode med. Man kan kun håbe de bliver klogere.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.2/5 (5 votes cast)
Så gør dog noget for fanden, 4.2 out of 5 based on 5 ratings

Be first to comment