Når sorg, stress, chok og traumer sætter sig i kroppen.

Allerede da Kris  – min body-sds behandler forlader rummet, for at jeg kan klæde mig af i fred, kan jeg mærke ubalancen. Mærke at min sårbarhed sidder uden på tøjet, og ikke bliver bedre af at jeg tager tøjet af. Jeg beder til, at lapperne på min indbyggede teflon dragt holder tæt, at følelserne ikke siver ud under behandlingen. For det er der jeg befinder mig bedst, i kontrollen. Jeg kender ikke til meget andet. Kontrolmenneske til fingerspidserne.

Jeg står midt i en erkendelsesfase. En erkendelse af, at krop og psyke har taget større skade end hvad jeg har villet  være ved. Jeg har om man så må sige, distanceret mig til min tilstand. Bildt mig selv ind, at jeg havde det bedre end jeg har det. Forsøgt at forcere processen, så jeg død og pine kunne komme tilbage og starte mit firma op igen, og dufte lidt af hende den gamle Malene. Hende der havde styr på sagerne, bare ikke alle de belastninger hun bød sin krop og sjæl. Ikke at jeg skal tilbage til hende jeg var, for hun slår sig selv ihjel, men behøver jeg for helvede at være kommet helt over i den anden grøft, hvor én aftale om ugen, er mere end rigeligt, fordi mit system ganske enkelt er brudt sammen. Kortsluttet, med alvorlige følgesygdomme til følge?!

Det er skide svært. Specielt det med kontrollen. Jeg vil jo gerne styre slagets gang. Når jeg har sagt lægerne i mod, og sagt; – Det kommer ikke til at ske, så har jeg oprigtigt troet på, at det skulle jeg nok selv bestemme. Altså omfanget af belastningerne og skaderne på min krop, længden af min sygemelding. Men Oh Boy, hvor har jeg løjet for mig selv, igen ikke mærket efter, at kroppen fortæller mig noget helt andet. Eller, det er faktisk løgn, det mærker jeg på fuld hammer. Jeg prøver bare at overdøve og manipulere, fortælle en anden historie. Have kontrol over mit sygdomsforløb.

Jeg har levet måske halvdelen af mit liv på én måde. Fuld fart frem, pedalen i bund, overset de røde lys – advarselslamperne. Mig selv og min krop har jeg i hvert fald ikke lytett til. Jo nogen gange, men aldrig taget det alvorligt, før sætningen; Du skal passe på dine børns mor. Samtidig er jeg  blevet udfordret lidt ud over det sædvanlige i forhold til livsomstændigheder. Jeg bilder mig ind, at det er blevet mig budt, fordi “nogen/noget større end mig” vidste at jeg kunne overkomme det. Eller, det bliver jeg nødt til at tro på.

Sket er sket, det kan jeg ikke ændre på. Der var det der var. Der er det der er. Men her midt i erkendelsen, at jeg jo inderst inde – trods min desperate distancering, udemærket godt kan mærke,  at læger og specialister har ret og at det tager den tid det tager. Jeg har som sagt brugt halvdelen af mit liv på at bryde kroppen ned, nu må der en radikal livsstilsændring til. Nu må jeg nødvendigvis nyde før jeg yder.

I takt med at jeg prøver at slække lidt på kontrollen, jo mere mærker jeg. Jo mere går det op for mig, hvor alvorligt det er, hvor slemt jeg har det og at jeg kun gør det værre ved at prøve at forcere det at blive rask i det tempo der passer mig. Det er jo ingen hemmelighed, at tålmodighed aldrig har været min stærke side. Og når du så samtidig er gået fallit og konstant er truet på dit eksistensgrundlag, så skal du sgu have tungen lige i munden, og en fast tro på, at du og din lille familie overlever, selvom økonomien sejler og er ikke eksisterende. At jeg bliver nødt til at være med det der er. Accept.



Men ærligt, jorden buldrer under mig. At mærke, en for mig ukendt sårbarhed, som dukker op til overfladen, her midt i den svære erkendelse. Jeg har jo ikke pludselig fået det være, men i og med at jeg når til større og større erkendelse af tingenes tilstand (mit helbred) så mærker jeg mig selv mere, og dermed også min sårbarhed. Så sårbar var jeg, da jeg trådte ind af døren hos Kris. Jeg følte mig som et skrøbeligt siv der stod og svajede i vinden, pust og jeg var knækket sammen. Men jeg klemte røvballerne sammen, tog kontrolkasketten på, det er den der passer min hovedfacon bedst, og så lagde jeg mig ellers på briksen. Klar til at tage i mod, hvad der nu var – så godt som. Jeg mener, Rom blev jo ikke bygget på én dag, vel;-)

Kris arbejdede sig stile og roligt igennem min krop og var hele tiden opmærksom på, om jeg var med, om jeg kunne kapere smerten. Fysisk som psykisk. Han er meget medfølende og blid. Mærker hvor jeg er. Bliver det for hårdt et sted,, så bevæger han sig stille og roligt hen et andet sted, så jeg igen lige kan trække vejret, og som en kontrol freak som mig, komme tilbage til kontrollen.
Mine overbevisninger om, at krop og psyke hænger sammen, fik jeg bekræftet. Flere steder, nåede Kris dårligt at fortælle hvad han arbejdede på, så kunne jeg mærke tårerne presse sig på. Specielt et sted var det ekstra svært at holde på vandsanden, som også stille og roligt flød over inde under øjenlågene og ikke overraskende sagde Kris; – Det er her al din sorg, chok, traumer og ked-af -det-hed sidder. Nå det mener du alligevel?! Alt det jeg har gemt på og holdt inde, for som jeg skrev i mit indledende blogindlæg (her), så har jeg aldrig rigtig været føle-græde typen. Det har bare været; sluk for kontakten, overlev, videre!

Det interesante var, at de steder der var mest ramt, hvor jeg kunne mærke det mest fysisk og psykisk, de relaterede til organer som jeg siden jeg har været lille har haft store problemer med. og igennem mange mange år blevet medicineret for.  Alle mine muskler relateret til min mave, blære, lever og galde, var meget spændte. Kort sagt relaterer de bla. til netop sorg, kontrol, vrede og hidsighed.  Kris er overbevist om, at mine nyrer også er voldsomt spændte (har tit haft infektioner i nyrerne og  nyrebækkebetændelse), men da det vil svare til at dykke direkte ned i chok, traumer og stressen, vil han arbejde sig langsomt ind i det. Hvilket jeg er glad for, for jeg var rigeligt følelsesmæssigt ramt mens jeg lå der og han arbejdede gelinde med mig, så jeg følelsesmæssigt kunne følge med i den proces som body sds- en satte igang. Det var som om, at min krop og sind allerede reagerede (med tårer) inden han fik sagt ordet sorg, men bare ved berøringen alene.

Og så lærte jeg noget nyt. “Meget af din krop er underspændt”. Underspændt? Jeg føler jeg er spændt i hver en muskel, så jeg tænkte først; hvad snakker manden om? Kris forklarede, og det gav mening. Underspændtheden kommer af et meget hårdt liv, hvor grænser er blevet overskrdet i en sådan grad, at min krop helt er holdt op med at mærke den mere. Jeg har også altid haft en ekstraordinær høj smærtetærskel, kast mig ud fra Rundetårn og jeg ville sige; joooo, jeg er måske en lille smule øm. Den smertetærksel har dog ændret sig i takt med erkendelsen og et langsomt slækken af kontrollen. Men der er så heller ikke nogen grænser i kroppen/musklerne, og det er derfor jeg har kunne have SÅ meget fart op i så lang tid, uden at mærke noget, eller hvor jeg har ignoreret samtlige symptomer/sygdomme min krop gav mig, indtil jeg kollapsede. Kroppen har ikke kunne håndtere presset og de kroniske stærke smerter, så nogle af musklerne har bare sluppet og på sin vis, givet op. Bukket under for presset. Det har min psykolog også fortalt mig om, at min hjerne og hele mit system bare tilsidst har sat ud, da ens nervesystem ikke i så lang tid kan modstå og tage sig af både kroniske stærke smerter og psykiske traumer/belastninger.  Alt i alt er jeg både overspændt og underspændt i kroppen, hvilket skaber en ubalance.

11133712_895520587177352_2750207385879388060_n

Efter behandlingen havde vi en snak om hvad jeg havde oplevet undervejs og jeg følte mig tryg nok til at åbne op for lidt af posen. Kris ved godt at han har en udfordring foran sig med min kontrol. I bund og grund ligger udfordringen nok mest hos mig. At turde give slip og lukke følsomheden ind. At turde være med det sårbare menneske jeg også er, inde bag jernkvinden, hende der overkommer alt.  Ærligt, jeg er bange for at give slip, der er så meget sorg der har været buret inde i overlevelsesprocessen, at jeg er bange for at starte en tsunami af tårer, og lige den del, magter jeg ikke helt endnu. Kan næsten ikke rumme at komme i kontakt med de følelser som har gjort mig så ondt, igen. Men tårer er jo bare blomstervand. Vand der renser og nærer vores sind – vores indre blomsterhave. Ingen tvivl om, at tårer ville gøre mig godt. Tårer er bare også udenfor min comfort zone. Mig der er så modig og som en ren Pippi Langstrømpe hopper ud i en hver udfordring uden livrem og seler, frygter bare tårerne så meget. Men også her en dag, vil jeg være modig, og trækken hånden tilbage, når den søger tilflugt mod sluk-kontakten. Til forskel fra før mit kollaps, så er der nogle gange en løs forbindelse i kontakten, så kommer tårerne trillende alligevel, om jeg vil det eller ej, men kun lige nok til, at jeg for genoprettet den løse forbindelse. Jeg øver mig i at let go. På alle planer. Der var det der var. der er det der er.

Efter behandlingen var jeg træt, sikkert pga. at sindet også var gået i gang med at arbejde, men vigtigst af alt, den ubalance jeg kom med, den meget tydelige sårbarhed og skrøbelighed, var dampet af. Tårerne har ikke helt forræderisk stået der og banket på i tårekanalerne. Jeg har følt en større lethed og  jeg har været i bedre balance i den uge der knap og nap er gået siden første behandling. Jeg prøver også at lære at være mere selvkærlig, ikke at byde mig mere end jeg ved jeg magter og formår, for bare én aftale for meget,  bryder mit system helt ned igen og påvirker mig i negativ retning. Nu sætter jeg alt ind på at få fyldt reservetanken lidt op, og langsomt øve mig i at slække på kontrollen. Vide, at det er helt okay at vise sårbarhed. Jeg skal ikke overkomme alt.

Jeg er bare et menneske.

Et menneske der er spændt på, hvor dette behandlingsforløb fører mig hen. Jeg holder dig opdateret. Vil du vide mere om Body sds og Kris, så finder du ham her

“Body sds arbejder med hele kroppen ud fra den forståelse, at der er en sammenhæng mellem muskler, led, organer og psykiske påvirkninger. Formålet er at lokalisere fysiske og psykiske blokeringer i kroppen og at arbejde med årsagen til problemet, i stedet for at symptombehandle. Filosofien er at give mig som klient, redskaber til at forstå og udvikle mig fysisk og mentalt, og dermed blive bedre til at frigøre ressourcer, som er blokeret i kroppen, og til at bearbejde og forløse ophobede følelser.”

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
Når sorg, stress, chok og traumer sætter sig i kroppen., 5.0 out of 5 based on 1 rating

2 Comments

  • Reply May 13, 2016

    micha

    smukt smukt smukt beskrevet.. jeg genkender alt du skriver og hvor er det dejligt at du siger ja til at arbejde med dig og Kris :) han er et usædvanlig rart, indfølende og kærligt menneske – uber prof uden at være upersonlig :) ❤️ jeg kan anbefale theWork.com også :) alt det bedste til dig :)

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply May 19, 2016

      Malene Hasselblad

      Tusind tak Micha, jeg vil tjekke the Work ud;-) Ha´ en skøn dag.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Leave a Reply