Når mit kan blive dit, og dit kan blive mit…

Jeg elsker at omgive mig med lækre ting, og for mig er lækre ting et godt miks af nyt og gammelt. Smukke, sjældne, gamle, sjove, nostalgiske og kitchede ting til mit hjem, min have eller til mig selv.  Okay, de sidste par år, mest gammelt. I ved, nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Jeg gik helt og aldeles på røven økonomisk, de år min datter var syg, hvor jeg var for stolt til at gå på kommunen og jeg dermed INGEN indtjening havde. Her røg mine Arne Jacobsen stole, min Audi, mine dyre smykker og alt andet jeg havde af værdi, så jeg kunne skaffe penge til huslejen og mad på bordet. Da jeg tilsidst selv kollapsede og endte ud i en langtidssygemelding og en masse kroniske sygdomme som bonus, så røg det sidste lommeuld ud af pungen. Og så blev min interesse for genbrug for alvor vakt. Ærligt, i starten mest fordi jeg solgte alt hvad der kunne give mad på bordet, og så enten købte jeg billigere alternative møbler brugt, eller klunsede mig til dem, hvorefter jeg gik igang med sandpapir og maling, så de gamle møbler fik nyt liv og blev mere mig og min stil.

Tidligere har jeg gjort brug af at leje en standplads på et fysisk loppemarked. Der hvor man håber på godt vejr, møder op klokken kvart i kvalme om morgenen for at sikre sig en plads, slæber sig en pukkel til,  prutter om priser dagen igennem, pakker bilen med de usolgte effekter, mange timer senere. Godt brugt og ondt i hele kroppen. Og så kunne tingene stå i kasser og fylde, til næste gang du igen tog på loppemarked. Det orker jeg ganske enkelt ikke mere.

For et par år siden, begyndte det så småt at poppe op med “loppebutikker” landet over. Altså butikker, hvor du kan sælge dine brugte (eller nye) ting på en stand, uden selv at være til stede. Lidt ligesom et loppe stormagasin. Der var ikke så mange af den slags butikker på det tidspunkt, så jeg måtte køre noget vej, og gjorde det gerne, hvis jeg altså havde nogle ting jeg kunne sælge – det var jo mest tøj jeg lå inde med, hvis ikke jeg havde klunset mig til lidt småting.

Dét behøver jeg til gengæld ikke mere, for i efteråret sidste år, åbnede Superloppen i Waves i Greve, som ligger “lige rundt om hjørnet” fra mig. og som også har en filial i Køge.

IMG_0367Det sidste halve år, har jeg været ekstra syg, og det kulminerede med, at jeg lige før påske blev sat i kræftpakkeforløb, grundet mistanke om lungekræft. Den udfordring kan du læse om her. Men det har også betydet, at jeg i det halve år, hvor jeg virkelig har haft det ekstraordinært dårligt, og både har været akut  indlagt og være sat i den ene og anden behandling, uden nogen virkning, på ingen måde har haft energi til, at sælge ud af aflagt tøj eller småting, hvilket ellers er en nødvendighed for at jeg kan kæmpe mig igennem en måned økonomisk. Som sygemeldt er mine udgifter bare større end mine indtægter – og det bliver man sgu ikke mindre syg af. Men de mange måneder uden at kunne sælge lidt ved siden af, har nu efterladt et væltet korthus, hvor jeg pt. drukner i rykkere og ikke engang har til huslejen.

Om 2 1/2 uge, bliver min søn student, og der kommer et kuld glade studenter rundt med studentervognen. De er her kun i et kvarter, men jeg skal stadig diske op med et eller andet. Er jeg presset? ååååååh jo, så  lige her og nu støvsuger jeg hver en krog i skabe, skuffer og rum, i håb om, at jeg inden for kort tid, kan betale husleje og undgå at de lukker for strømmen. DONG har nemlig været så venlige, ikke bare at varsle om strømafbrydelse, men også at bede om et mindre depositum på 2.500,- som jeg vel og mærket får retur, når jeg har betalt mine elregninger til tiden – i et år. Jamen super, DONG. Jeg har ikke pengene til at betale regningen indenfor tidsfristen, det straffes med at smide en ekstra regning i form af et depositum på 2500,-, som så kan stå og trække renter hos jer et år – ja, dét giver jo god mening. Ahhhhhr Dong.

Jeg betaler altid mine regninger, desværre er det bare ikke altid til tiden, men det er bestemt ikke med min gode vilje. Nå, men de næste par dage, går med at lave aftaler med de hungrende kreditorer,  så hvis du ikke selv orker at sælge de ting som du ikke længere har brug for, og måske alligevel ville smide til storskrald, så siger du bare til, så kommer jeg gerne og aftager;-)

Og ellers, er det et genialt koncept Superloppen og andre lignende loppebutikker har, hvis du spørger mig og jeg kan kun anbefale det. Det er ud fra princippet, at det som man selv er træt af, er der andre der måske vil elske at eje, og jeg er vild med konceptet; “Når mit kan blive dit”.  Det er lidt et opgør med hele den der brug-og-smid-væk-kultur.

trash

 

Du sparer penge, skåner miljøet og kan give dit hjem eller tøjstil et personligt tvist.
IMG_0362
IMG_0361

Du lejer en reol med bøjlestang, et tøjstativ eller en gulvplads, for minimum en uge. Du får udleveret prismærker med stregkode, som du mærker alle dine ting med. Har du ting af større værdi, kan du få låst dem inde i en glasmontre eller få udleveret alarm du kan sætte på de pågældende ting af større værdi.  Dine varer stiller du pænt op på din stand, og så kan du ellers “gå hjem og sætte dig i sofaen”, og lade personalet om at sælge dine ting.  Det foregår som i en hvilken som helst anden butik. kunderne betaler for deres varer ved kassen, personalet scanner varerne ind, og da dine varer er mærket med personlig stregkode, så ryger salge automatisk over på din konto i butikken. Hver dag får du en sms hvor du kan se opgørelse af dagens salg, og du kan til en hver tid i lejeperioden, komme ind i butikken og få udbetalt det beløb du hidtil har solgt for, til din konto. Genialt, ikke?

Det tager selvfølgelig tid at prismærke sine ting, og du kan heller ikke komme uden om, at du må forbi butikken ca. hver anden dag, hvis du gerne vil have din stand skal fremstå pæn og overskuelig. Specielt hvis du også har tøj på din stand, for det smider folk rask væk, oven på de andre ting du har stående på dine hylder. Folk/potentielle købere, er desværre ikke gode til, at lægge de ting de har kigget på –  som de ikke er interesseret i, pænt tilbage på standen. Du kan lige have lagt det pænt, og så ligner det en hvirvelvind 5 minutter efter, fordi mange desværre ikke gider at ulejlige sig med, at lægge dine varer pænt på plads igen. Og en pæn og overskuelig stand, sælger nu engang flest effekter, end en rodet og stopfuld stand. Så et godt råd. Lad være med at tænke, nu skal der den ondenlynemig fyldes op på den stand. Det sælger ikke, det har faktisk modsat effekt, de fleste går udenom, fordi standen virker overskuelig. Heller lidt færre ting og så opfyldning og udskiftning af varer lidt oftere. Sørg også for at dine ting er rene og pæne, hvad enten det er tøj, legetøj eller diverse brugsting – selv tak;-)

Udover standlejen på 200,-/ugl. så betaler du 15% i provision til butikken. Lige pt. ved jeg Superloppen har sommertilbud på 4 ugers leje, for 3 ugers pris. Men det er en fantastisk mulighed for lige at tjene lidt lommepenge enten til køb af nyt/brugt eller måske til en kommende ferie – ja altså, hvis de ikke lige som mig, skal gå til regninger. Det er også en perfekt mulighed for at få ruget ud i kælder, på loft og i hjemmet. Luft og nyt liv. Og hvad jeg ikke sælger, giver jeg videre til Røde Kors. eller smider ned på vores lokale genbrugsstation, som er forbeholdt beboerne hvor jeg bor. Generelt er jeg blevet meget mere bevidst om, ikke at smide ting ud, som for andre kan have en værdi. Omvendt er jeg også blevet bedre til at skille mig af med ting, i stedet for at gemme med tanken på, “ahhhhhrr, en dag bliver jeg nok glad for det igen”. Har du ikke brugt det, det sidste år, eller har du ikke savnet hvad der lå i kassen på loftet = UD!

Lige nu, er det en lidt blandet landhandel jeg har på min stand i Waves, og ellers er det Sophies garderobe, som hun er vokset ud af, samt lidt legetøj, der står for skud i Køge:

IMG_0323
Legetøj går rimelig godt, jeg har desværre ikke så meget, da hun stadig leger med det legetøj hun fik til fødselsdag og jul, men jeg fandt lidt på loftet, og så er hun selv kommet med noget; Mor, denne her leger jeg ikke med mere, den må du godt sælge, og høps. Straks ryger det på standen;-) Ellers er det pæne brugssting, “ting fra farmors hjem”, elektronik og pænt kvalitetstøj og accessories der går godt.

Det er flere år siden, at jeg har købt noget til mig selv fra nyt. Jeg køber gerne brugt tøj og ting fra loppen, også til min datter, for at lære hende, at man ikke bare kan købe og købe, og hun elsker at gå på udkig i “skattekammeret” og gå på loppemarked i det hele taget. Hun havde en dag været på loppemarked med sin farmor. Der kom hun hjem med en lille buddha figur til mig, som hun havde købt på loppemarkedet for sine egne penge, fordi hun ved jeg elsker buddhaer. Og hun spotter stadig ting i Superloppen, som hun kommer og viser mig, hvis hun tror det kunne være noget for mig – som regel viser hun også en lille ting hun har fundet til sig selv. Selvom det er brugt og billigt, er jeg meget selektiv. Jeg forsøger at lære hende, at man ikke bare skal købe for at købe, men finder hun et godt køb, med noget jeg ved vil interessere hende mere end fem minutter, så kan vi snakke om det, ud fra; Kan du leve uden? – nogle gange kan hun bedre end andre.  Men sådan har vi det vel alle sammen, i større eller mindre grad.

Jeg har den regel for mig selv, at jeg må ikke købe noget, med mindre jeg har solgt noget og aldrig for mere end halvdelen af hvad jeg har solgt, dvs. ingen udgifter, det er min lille belønning en meget sjælden gang i mellem. Som oftest er det noget til Sophie. Nu har jeg  tømt ud i garderoben i forhold til ting hun er vokset ud af, så der har jeg fået købt noget nyt brugt til hende i Superloppen i stedet. Personligt vil jeg tusind gange hellere købe brugte kvalitetsting end billigt nyt. Til gengæld gider jeg heller ikke købe alt for billigt krimskrams eller H&M tøj brugt. Folk begår generelt så mange fejl/impulskøb, som man kan købe for en meget lavere pris end i butikkerne. Omvendt er der også stande med fuldstændigt falmet, fnulret og gammelt tøj og udtrådte sko fra før Ruder Konges tid, hvor du tænker;  det er simpelthen løgn, det kan du ikke være bekendt at tage penge for, men det er nok heller ikke de standholdere der sælger bedst. Men smag og behag er heldigvis også forskellig. Hvad du synes er en rædsel, kan der vare en anden der jublende rækker ud efter sekundet efter, men nogle kunne – efter min mening, godt være lidt mere selektive i forhold til hvad de sætter til salg af mere end udtjente varer.

Dét at du køber godt genbrug, gør også, at du med god samvittighed kan sælge det videre, hvis du en dag bliver træt af det. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at køb og salg af genbrug trenden, er kommet for at blive og vil være støt stigende. For mange mennesker vil det give et større økonomisk råderum, når man både køber brugt og sælger aflagte møbler og tøj videre igen. Det eneste jeg har tilbage i mit hjem, som jeg har købt fra nyt, er min seng, min datters seng, en loftlampe fra Marokko og mit fjernsyn, alt andet er genbrug, and I love it. Det giver mit hjem personlighed.

Måske er der en loppemarkedsbutik tættere på dig, men ellers vil jeg anbefale dig at tage et kig forbi Superloppen, enten i Waves eller i Køge. Personalet er super søde, altid smilende og servicemindede, og ejerne står selv bag disken, sammen med deres unge medhjælpere. Du kan se mere på deres hjemmeside her

Igen, har du samlet lidt til bunke, og orker du ikke selv at sætte dine ting til salg, så henter jeg gerne og sørger for nyt liv, fremfor at det ryger på gaden til storskrald. Så længe det er funktionsdygtigt og i  pæn stand, så kan enten jeg eller andre få glæde af det.

 

 

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (2 votes cast)
Når mit kan blive dit, og dit kan blive mit..., 5.0 out of 5 based on 2 ratings

8 Comments

  • Reply June 7, 2017

    Bettina Sylvest Ravn

    Hej Malene.
    Håber du kommer fint igennem det hele.
    Kan kun tilslutte mig alt det du skriver om superloppen. Elsker selv at gå rundt og finde gode fund. Personalet er søde og hjælpsomme. Køber næsten ikke tøj i tøjbutikker mere,men stort set kun i superloppen.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
    • Reply June 7, 2017

      Malene Hasselblad

      Tak;-) Og ja, man kan godt være heldig at gøre nogle gode fund;-)

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply June 14, 2017

    mai

    Jeg har en lille pose drengetøj du kan hente i Valby. vh Mai Nesnej

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
  • Reply June 14, 2017

    Mette Juszczyk

    Hej Malene
    Tusind tak for dit ærlige indlæg, hvor er du en stærk og inspirende kvinde <3 Jeg bor desværre ret langt væk fra dig, men hvis du en dag kommer forbi Nakskov på Lolland, så sig til, jeg har masser af ting du må få med. Du også velkommen til at komme på sommerferie her, jeg stiller gerne redder campingvognen op til dig og dine børn.
    Hvis du har brug for det sponsorerer jeg gerne et par bakker jordbær og noget chokolade til de glade studenter, hvis bare du selv vil købe det. Send mig dit mobilepaynr, og så overfører jeg med det samme.
    Dit indlæg har givet mig en masse af tænke over. Jeg står selv i en situation, hvor jeg skal vænne mig til ikke at have så meget på kontoen som normalt, men jeg mangler jo ikke noget kan jeg se nu, så mange, mange tak for den erkendelse <3

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
  • Reply June 14, 2017

    Anette

    Hej Malene
    Tak fordi du deler! Det kræver nosser at turde være så åben!!
    Jeg ved godt, at det ikke er dét, du efterlyser, men vi har en ramme øl og nogle store sodavand tilovers fra min søns nonfirmation, som du gerne må komme og hente til din søn fest..
    Jeg ønsker dig alt det bedste!
    Kh. Anette

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 4.5/5 (2 votes cast)
  • Reply June 14, 2017

    Lotte Mouritzen

    Hej Malene.

    Godt indlæg :)! Jeg har en del, som trænger til at komme videre i cirkulation, og som du meget gerne må overtage :). Skriv hvis du er interesseret :)

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
  • Reply June 16, 2017

    Karina

    Malene – hvad mangler du til din søns studentergilde? Skriv meget gerne mail. Mh Karina

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply August 16, 2017

      Malene Hasselblad

      Tak Karina, studentergildet var i hus, ellers tusind tak.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Leave a Reply