Når livet ikke længere er værdigt at leve

Jeg vil gerne præsentere jer for en modig mand. Min far. Han valgte at sulte og tørste sig selv ihjel, da livet ikke længere var værdigt at leve. For ham, havde det ikke været værdigt længe.

Det tog lidt over en uge, før han endelig fik fred. En uge er lang tid hverken at få vådt eller tørt, en uge hvor du bare ligger og venter på at kroppen og dine organer sætter ud. Og det gjorde de – langsomt.  Han var knap 2 meter høj, sidst personalet havde vejet ham, vejede han 33 kg – et skelet med hud. De sidste 3 dage jeg sad hos ham, flød der grumset kropsvæske ud af næsen på ham. Han havde end ikke kræfter til at blinke med øjnene. Han lå bare, med åbne øjne. Stille, ventede på at få lov til at dø. Far, det gør mig ondt!

Ved at dele historien om min far, vil jeg så gerne sætte fokus på, at alle har ret til en værdig død. Vil du dele den med mig?

Min fars sidste tid og hans død, jagter mig stadig.  Jeg mener af hele mit hjerte, at når vi som mennesker når til det punkt, at vi er mæt af dage, at livet ikke længere er værdigt, så skal vi have muligheden for at vælge livet fra – på en værdig måde.

Min far havde ikke en værdig sidste tid. I over et år, havde han ikke kendt forskel på nat eller dag. Hans liv bestod af, at blive forflyttet fra seng til kørestol og tilbage igen. En levende grøntsag. Eller grøntsag var han jo ikke, han forstod godt hvad vi sagde, han kunne bare ikke selv gøre sig forståelig. Snakke kunne han ikke mere. Hvilket liv er det?

Ingen mennesker fortjener, at skulle tage valget, at sulte og tørste sig selv ihjel, fordi det er sidste mulighed for at få fred – sidste mulighed for selv at tage styringen. Intet menneske fortjener at dø på den måde.
farMin far var en meget social og humoristisk mand. Han stod aldrig i vejen for en social sammenkomst, hvor han inviterede venner til festivitas i gildesalen. En gildesal han havde bygget i vores kælder – eller rettere, kælderen blev bygget til for, at han kunne få sin gildesal, med kæmpe bar, 6 hestesadler som stole, en dragkiste med klæd-ud-tøj og alverdens musikinstrumenter, tællende alt fra trompet, guitar, en sav, harmonika, bongotromme og støn… en sækkepibe. Jeg er barn af 70´erne, så et orgel var selvfølgelig uundgåeligt. Jammerligt var det, da jeg blev sendt til orgel undervisning, ikke at forglemme blokfløjte. Ved næsten ikke hvad der var værst, andet end, at jeg vidst nok selv valgte blokfløjten (somebody shoot me). Heldigvis kun for en kort periode. For helvede far, kunne du ikke have stukket mig et sæt trommer?
Min far elskede, at spille fransk klovn og underholde andre. Nogle gange, var han den der grinede mest, af sig selv. Nogle gange var han også den der nød hans egen musik mest, som i oftest. Men kedelig var han aldrig.

Min far var en bestemt mand, havde temperament, det fik jeg flere gang at føle, når han, inden jeg nåede at blinke med øjnene, fik kylet en sutsko efter mig, typisk når han havde jagtet mig rundt om spisebordet, “når vi ikke lige var enige” eller jeg svarede igen. Når han så ikke lige kunne fange mig – så kom sutskoen i spil. SLAM søster lystig – dér var han sgu hurtig.

Min far var også super kreativ. Han malede, og udstillede tit, både alene og med sin kunstnergruppe. Han lavede skulpturer og kastede sig hele tiden over nye teknikker. Hans erindringer fik han også skrevet og trykt på sin egen lille trykkerimaskine ude i skuret. Jeg lyver når jeg siger den var lille, den fyldte faktisk det meste af skuret, men han havde jo været tidligere trykker på Berlingske Tidende, så selvfølgelig skulle han også have sin egen maskine.

Min far fik Parkinson – det var noget lort.  Det blev værre og værre, værst var det nok for ham, at sygdommen bremsede hans kreativitet. Ikke at det holdte ham tilbage, men det er unægteligt svært at male detaljer, når ens hånd ryster ukontrollerbart, der røg en del malerier på den konto. I mindst 10 år, troede vi specielt i sommermånederne, at han ikke ville overleve sommeren over. Men min far havde et stærkt hjerte. Tilsidst tog sygdommen magten. Han kunne ikke selv klare en hverdag hjemme tilfredsstillende, så han røg på plejehjem, i en alt for tidlig alder. Han følte sig jo ikke gammel og gik også selv ind på plejehjemmet – indtil de gamle, der i hans øjne allerede” sad med hovedet nede i suppen”. Stolt var han dog, da han fik udstillet sine malerier på hele etagen, dem viste han stolt frem.

Station plejehjem, var et hårdt slag for en selvstændig kreativ mand som min far. Det gik hurtigt nedad bakke. Inden han fik set sig om, og efter mange fald, hvor han lå som en skildpadde på skjoldet, uden mulighed for at komme op, og uden at gøre opmærksom på, at han var faldet, fordi han lå på den arm, hvor “falde-alarmen” sad,  blev kørestol snart en realitet. Han kunne ikke se fjernsyn eller høre radio. Hans kunstneriske evner hørte op, han var ikke i stand til det mere. Han skulle have hjælp til personlig pleje, hjælp til alt.

Han sygnede hen. Langsomt dag for dag, igennem de knap fire et halvt år, han fik på plejehjemmet, samtidig med, at det ikke forbigik hans opmærksomhed, når naboerne omkring ham, døde af alderdom. “De glemte mig på vejen” eller “De sprang mig over” sagde han tit, om “manden med leen/englene, om I vil”, som hentede de ældre i takt med, at livet var forbi for dem. Mentalt var min fars liv også forsvundet, og han følte sig snydt – snydt over ikke at “blive taget med”. “Det er ikke et liv det her”, sagde han. Han var meget bevidst om hvad han syntes var værdigt og hvad der ikke var værdigt, han fandt ikke sit liv værdigt mere, det var ret hurtigt, at han kom til den konklusion – det knækkede hans stolthed – min far var en meget stolt (og stædig) mand.

Det her billede er taget halvandet år før hans død. Her kunne han stadig have få øjeblikke hvor han kunne føre en kort hviskende samtale, men det var svært for ham. Og hvor må det være forfærdeligt, du er klar inde i hovedet, du vil gerne sige noget, men din hjerne blokerer dig, du kan ikke. Jeg husker en periode hvor han ikke havde kunne tale i lang tid. Der var en vikar på plejehjemmet (og dem var min far ikke vilde med, for de forstod som regel ikke hans sygdom, så han foretrak de faste plejere. Nogle kunne han lide, andre ikke – og han viste det – med lidt held, med sin sorte sarkastiske humor, mindre held, så kunne han godt bide fra sig, sådan var min far). Men hende vikaren, begyndte at tale meget højt til ham, og fordi min far ikke svarede (han kunne ikke) gentog hun bare det samme og samme, højere og højere. Nogle ville mene hun talte ned, det gjorde min far, så han fik mobiliseret et eller andet, for ud busede det; JEG ER SYG, JEG ER SGU IKKE DØV. Tag den!

396561_10150468107941949_640093722_n

Det sidste år, lå min far mere eller mindre kun i sin seng, han kendte ikke forskel på nat eller dag. Hvert minut flød sammen. Forestil dig, at ligge der, eller hængende halvt ud af kørestolen, med savlen hængende ud af mundvigen, du kan ikke selv tørre det væk og tilsidst ænser du det ikke engang selv.
Hans medicin gjorde, at han fik hallucinationer, så flere gange troede han, at der havde været tyve der havde stjålet hans malerier, eller at han lige havde været et smut i London i weekenden. Det lyder jo meget hyggeligt, men det var ensomt. De historier han engang i mellem fik mulighed for at brygge i sin hjerne, var det eneste han oplevede. Ellers lå han bare der på sit værelse. Venner var der ikke flere tilbage af, og besøgene fra os søskende blev også færre. Det har jeg stadig dårlig samvittighed over, men jeg havde så umådeligt svært ved, at jeg ikke kunne kommunikere med ham. Det skulle jo ikke være svært for mig at tale, mig som lyder som en beostær på speed, men jo, når der ikke kommer noget retur den anden vej, så er det svært. Du ser han sidder der og kigger på dig, du har ingen anelse om hvad der foregår inde i hans hoved, om han gerne vil sige noget til dig, hvis han kunne. Det må have været så frustrerende for ham. Det sidste han sagde til mig, da han kunne tale var; Det her er ikke et værdigt liv. Han havde ret – det havde jeg tænkt længe. Og han sagde det allerede et år før hans død – Så han havde følt det lige så længe, hvis ikke længere.

For knap 3 år siden, ringer min søster til mig, mens jeg er på Skanderborg Festival. Vores far har det dårligt, han har den sidste uge valgt at skubbe plejernes hænder væk, når de ville give ham mad. Han kneb læberne hårdt sammen, og det var gået op for dem, at det var hans måde at vise på, at nu ville han ikke mere. De fortalte mig, at det er meget typisk for Parkinson patienter, for det er den eneste måde de kan tage styringen, alt andet har de ikke kontrol over. Jeg kører hjem, det er søndag. Da jeg ser min far får jeg et chok. Han ligger der i sin seng, ænser intet. Denne tidligere lange slanke mand, ligger nu bare og ligner en KZ fange, 33 kg, hvis ikke mindre, det var hvad han vejede, sidst de havde vejet ham. Det er ikke meget.

Han ligger helt stille, der er ingen rystelser mere. Hans normale forkrampede krop, ligger næsten udstrakt. Han kan intet sige, ikke bevæge hovedet, trykke i hånden, eller blinke med øjnene. Det har han ikke kræfter til. Plejehjemmet vil have lægen indover, han skal sige god for, at han ikke skal indlægges for at få drop og sonde. Det ønsker vi ikke, det er tydeligt mod hans vilje. Jeg siger med det samme. Han er død inden tirsdag og jeg vælger at blive og sove hos min far. Han skal ikke dø alene. Plejehjemmet stiller en feltseng op til mig, jeg spiller beroligende loungemusik for ham på repeat,  (undskyld far, hvis du blev træt af at høre de samme ti sange) han skal høre, at der er nogen hos ham, hvis jeg kommer til at falde i søvn, lige når han udånder.

Om mandagen kommer hans læge, han hilser pænt på min far og det er også tydeligt for ham, at der ikke er nogen vej tilbage. Han informere os børn om, at det ville være umenneskeligt at indlægge ham, og at det kun er et spørgsmål om timer, allerhøjst et par dage. Vi er enige. Det er det eneste rigtige, alligevel græder jeg som pisket. Min far, ham vi hvert år i minimum 10 år, har troet ville tage billetten. Nu er det alvor, han har allerede taget den, konduktøren har bare ikke været forbi endnu.

IMG_0332
Jeg henter mine børn, de skal sige farvel. Dette er det eneste tidspunkt min far flytter øjnene, han kigger på dem. Stille, ingen andre bevægelser. Der sker ikke mere. Om natten da jeg sidder alene med ham. Holder jeg ham i hånden. Jeg er ikke opvokset med kys, kram og kærtegn, eller ord som: Jeg elsker dig. Men jeg må sige det: Far, jeg elsker dig, kom og besøg mig engang i mellem, giv mig nogle tegn på at du er hos mig. Tårerne triller. Jeg kan ikke bære det i mit hjerte. Jeg er sikker på, at han ikke havde regnet med, at det ville have taget knap halvanden uge, før hans krop ville sætte ud. Alt i dig skriger; Giv dog manden lidt væske – det var som at have Afrika i sin dagligstue. Og her, lige der,  overvejede jeg, at lægge en pude over hans hovede. Lindre ham for flere uværdige timer. Men han lå jo med åbne øjne. Jeg kunne ikke bære, at det sidste han skulle tage med sig fra denne verden, var synet af hans yngste datter, der tog livet af ham. End ikke selvom hans ønske var at dø. Men for fanden hvor ville jeg have ønsket, at det havde været muligt at give ham en overdosis morfin, så han kunne drage videre. Jeg gentager – Intet menneske fortjener at dø, som min far døde. Det var uværdigt, hans sidste tid var uværdig. Både for ham og os som pårørende. Det jagter mig stadig!

IMG_0334

Om  tirsdagen skal jeg hjem og hente noget, husker ikke hvad, husker bare jeg var rædselsslagen for, at han skulle dø, mens jeg var væk. Alene. Men én af de søde faste plejere, lovede at sidde hos ham til jeg kom tilbage. Hér burde én af mine fartbøder være berettiget, for her fik jeg trådt på pedalen, mens jeg hele vejen messede, far du må ikke dø, vent til jeg er tilbage, far du må ikke dø, vent…. Jeg var rørt da jeg trådte ind på hans værelse igen. Her sad plejeren og læste avis for ham. TAK, af hjertet tak.

Tidligt på aftenen, sidder jeg og taler lidt med nogle af plejerne om min far, de morer sig over historien med sutskoen, “det kunne ligne ham”. Jeg udtrykker min bekymring for, om min far ligger og har smerter, uden at vi ved det. De forsikrer mig om, at det har han ikke, at kroppen i den tilstand, hvor den er ved at sætte ud, ikke føler smerte. Jeg er ikke overbevist, vil ikke tage chancen, han har jo ikke mulighed for at sige, at han har smerter. Jeg spørger efter de morfinplastre, som egen læge havde ordineret til smertelindring og de oplyser, at jeg skal vide, at det så vil gå hurtigere, at han kommer herfra. Jeg udbryder bare; Bring it on. Havde jeg vidst det, så havde jeg klæbet samtlig plastre på ham, med det samme, uden problemer. Han nåede aldrig at få plastrene på. Desværre!

Senere på aftenen, er min ene søster taget hjem med hendes søn og min den store. Skidesprælleren (min datter) er hos sin far. Min anden søster havde lige rejst sig for at gå, men jeg spørger pludselig til noget om min fars barndom, og min farmor som døde før jeg blev født. Hun sætter sig ned igen (tak) og begynder at fortælle, hvordan min far og hans bror var blevet skilt ad som børn, da deres mor, min farmor var meget syg og var indlagt. De blev indlogeret hos henholdsvis hendes veninde og et familiemedlem, dette havde taget meget hårdt på min far. Pludselig begynder han at ryste igen, han har utvivlsomt hørt hvad vi har sagt, han er bevæget, hans hage bævrer, som om han græder uden tårer. Vi beroliger ham. Han får kramper. Dødskramper. Jeg får bare udbrudt; Åh nej, hvad sker der, dør han nu? Min søster er mere rolig, hun beroliger min far med at “han har kramper i maven, og at det går over lige om lidt”. Jeg vidste godt hvad det var. Han kramper, tager et ordentligt suk. Jeg er sikker på at han er død. Siger; Far, du skal ikke være bange Oda (hans mor) står og tager i mod dig. Han har tidligere, inden hans sygdom tog over, givet udtryk for, at han var bange for at dø – alligevel tager han valget – Du var en modig mand, far! Han kramper igen, et ordentligt suk, og hovedet falder ned. Min far er død. Det er tirsdag. Han har fået fred.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig –  jeg har aldrig set et menneske dø før. Men det var voldsomt, ikke lige den version med at “sove stille ind”. Jeg vil ikke ønske for nogen, at de skal opleve det. Jeg fortryder ikke at jeg valgte at være ved hans side, slet ikke. Jeg ønsker bare hans sidste tid havde været anderledes og værdig, ikke andet!

Til hans begravelse havde jeg hyret en sækkepibespiller til at spille Amazing Grace, mens vi bar kisten ud – det var smukt og jeg sendte en hilsen til min far, where ever he was; Hør far, det er sådan her det skulle have lydt. Min far kastede sig jo over alverdens instrumenter, nogle med bedre held end andre. Sækkepiben var ikke ét af dem. Slap af det lød ringe, lad mig sige det sådan, “der var edderbroderemig støv i piben”.

337780_10150268277936949_7473099_o

Far jeg har stor respekt for dig. Du sagde det aldrig, men jeg ved du elskede mig – på din måde. Du nåede at opleve mine tre første bogudgivelser og du nåede at høre om min første udstilling. Du var stolt. Jeg havde arvet dine kunstneriske evner.
Jeg er stolt af, at du på din måde, har været med til at gøre mig til den person jeg er i dag. På godt og ondt.

312130_10150266234671949_3671427_n

TAK

*** Epilog ***

Jeg har fået hundredevis af beskeder og mails fra læsere der er berørt over min historie, rigtig mange har skrevet hvordan tårerne har flydt, mange fordi de selv har stået i sammen situation med en pårørende.

Jeg er dybt rørt, det viser hvor vigtig den endeløse debat om en værdig sidste tid og aktiv dødshjælp er. For/imod aktiv dødshjælp er ikke sort og hvid, der er mange facetter forbundet hermed, mange etiske spilleregler vi skal sikre os. Ja tak, vi kan smertelindre en stor del hen af vejen, men hvad gør vi, når spørgsmålet ikke går på smerter, ej heller, hvad VI som pårørende mener er et værdigt liv/en værdig død? Hvad gør vi når et menneske SELV føler, at de enten er mæt af dage eller at livet er uværdigt at leve? Den følelse kan spandevis af omsorg, pleje og smertelindrende ikke fjerne, og det er her den bliver svær, skal det så bare være et; Bare ærgeligt Sonny Boy, du må vente til din tid kommer naturligt. Hold ud. hæng i, værdigt eller ej. Eller som i min fars tilfælde, at sulte og tørste sig selv ihjel, bare vente, til organerne sætter ud. Det er og bliver aldrig en værdig løsning!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.7/5 (412 votes cast)
Når livet ikke længere er værdigt at leve, 4.7 out of 5 based on 412 ratings

103 Comments

  • Reply July 6, 2014

    Mia

    Malene… Du er en af de sejeste kvinder jeg kender … Fuck dem der bestiger M E, rider tværs over USA på HD eller redder fattige børn i Afrika…Du slår dem alle flere hestelængder… Tak fordi du er dig <3

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 3.4/5 (7 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      TAK Mia <3

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 4.0/5 (4 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Anne-Berit

    Kære Malene.

    Du skal have så inderligt tak for din smukke, rørende og sørgelige beretning om din elskede fars alt for umenneskelige og lidelsesfyldte død.

    Stor respekt for ham, og så sandeligt osse dig, Malene.

    Du ønskes alt det bedste fremover <3

    Flot karriere du har fået opbygget.

    Kærlig hilsen
    Anne-Berit

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 3.8/5 (5 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak Anne-Berit;-)

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Steffen Elberg

    Tusind tak for denne rørende historie om dig og din far

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
  • Reply July 7, 2014

    Elise

    Med tårer jeg sidder og læser og kunne ikke være mere enig!!! Din far var sej – Men det var du også at stå ved hans side!

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 3.5/5 (2 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Karsten

    Hej Malene.
    Først og fremmest vil jeg sige, at det gør mig ondt, at du har mistet din far- det er desværre en del af livet, at skulle miste dem man skylder alt, nemlig sine forældre.
    Når det så er sagt, så burde der dæleme råbes noget mere op omkring det kontroversielle emne der hedder aktiv dødshjælp. Min mormor og min svigerfar døde for nogle år siden, de led begge af svær demens og kunne ingenting selv, de fik så fred på et langt tidligere stadie end din far, men det sætter alligevel nogle tanker igang. Man elsker dem højt og vil dem kun det bedste, men hvad er det bedste i en sådan situation? Er det smertelindring og livsforlængelse- der kunne måske komme lidt bedring- eller er det bedste måske i virkeligheden at, som du selv skriver, at give en større dosis?Personligt vil jeg ikke ligge i en seng og visne hen, vel vidende at der kun er en vej tilbage, men hvem skal tage den svære beslutning omkring dødshjælp, skal man lave en slags ” før- testamente” hvor man selv giver sin mening og sine ønsker til kende, eller skal det være op til lægerne at godkende det? Hvad med de pårørende, skal de have noget at sige omkring dette, eller risikerer man så at nogle pårørende vil sige ja til denne hjælp, for deres egen komfort og måske vindings skyld?
    Det er et stort og svært emne at tage op, men den diskussion bør tages, for det ER ikke værdigt, at komme herfra på den måde, som du har beskrevet din fars bortgang var
    Med venlig hilsen
    Karsten

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 4.3/5 (3 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak Karsten og du har fuldstændig ret, aktiv dødshjælp er ikke bare sort/hvid, der er mange facetter, men vi kan alle blive enige om, at alle mennesker fortjener en værdig sidste tid.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 4.0/5 (1 vote cast)
  • Reply July 7, 2014

    lotte

    Hej Malene.

    Hold nu op hvor jeg tuder! At læse din beretning går lige i hjertet. Og bringer minder frem om min egen fars uværdige død. Han døde af kræft efter 5 års sygdom, og de sidste 4 uger gik det så stærkt tilbage. Han lå ligesom din far til sidst. Det var bestemt ikke værdigt for hverken din eller min far, at store stærke mænd – modige mænd, skal dø sådan. Når alt taler for at nu slutter det snart, burde det være lovligt at hjælpe dem . med morfin.

    Så de kan komme fra denne verden på en ordentlig og værdig måde, uden smerter.

    Hilsen Lotte

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 4.0/5 (1 vote cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak Lotte, det gør mig ondt med din far. Det er ikke værdigt, hverken overfor dem eller os som pårørende.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
  • Reply July 7, 2014

    Jannie Møller

    Må sende min dybeste respekt.. Smukt skrevet <3

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 4.5/5 (2 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Sanne

    Meget bevægende læsning!
    Ligemeget hvor meget vi gerne vil have vores kære til at overleve så længe som muligt, så er der bare tider hvor det eneste rette er at kunne give slip. Det danske system er ikke værdigt når det kommer til at skulle give slip, nej der skal sonde hit og kateter dat til at holde liv i folk så længe som muligt, når livet som sådan, er overstået for dem for længe siden. For hvad er livet hvis man ikke kan lave andet end at ligge i sin seng og måske blive forflyttet via lift i en stol i en halv time om dagen, så tilbage i seng og derefter bliver sondemaden sat igang.
    Jeg oplever dette rigtig ofte på mit arbejde og jeg skal jo gøre hvad jeg kan for at holde liv i disse mennesker så længe som overhovedet muligt. Men mange gange bliver jeg bange for hvilken skæbne der selv venter mig og jeg kan kun håbe på at der på det tidspunkt er kommet en ændring i systemet der gør det muligt for mig selv og alle andre at vælge den hurtige og smertefrie løsning.
    Jeg kondolerer med dit tab, han lyder til at have været et DEJLIGT menneske og dine beskrivelser af ham og hans sidste tid har givet mig tårer i øjnene.

    Tak for en bevægende læsning.
    Mange trøsteknus i din retning.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 2.5/5 (2 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak, ja vi må håbe der kommer en løsning på, at vi alle kan få lov til at dø med værdigheden i behold.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
  • Reply July 7, 2014

    Jette Hansen

    En afsked med værdighed og selv kunne vælge hvornår ens liv ikke er værd at leve , burde være lovligt og ikke at holde folk i live imod deres vilje Tak Malene Hasselblad for at du delte din historie <3

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 4.0/5 (1 vote cast)
  • Reply July 7, 2014

    Anne Mette

    Stærk historie! Tusind tak fordi du deler den. Også selvom det gør rigtig, rigtig ondt at læse, når jeg nu selv har en far med Parkinson. Møgsygdom!

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Det kan vi kun blive enige om. Parkinson er en snedig satan, den æder dig op, langsomt.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Bettina Larsen

    Kære Malene.

    Tusind tak, fordi du har modet til at dele din oplevelse med os andre. Jeg kan levende sætte mig ind i, hvordan du og din familie har haft det under denne proces, for jeg har selv stået der nu 2 gange, lige ved siden af. Først min oldemor, som valgte som din far at sige stop selv. Det var 14 dage i helvede, for vi kunne intet stille op for at hjælpe hende på vej, sådan som hun ønskede det. Og dernæst hendes datter, min mormor, som i 5 år var en levende død i en kørestol, og som døde under stærke smerter, uden at hun kunne give udtryk for det. Jeg fatter ikke, hvorfor vi er så gode til at hjælpe vores elskede kæledyr på vej til en værdig afsked med dette liv på jorden, men vores kære skal pines, uden at vi kan gribe ind og hjælpe på vej. Men jeg er taknemmelig over at have været ved deres side, så de ikke lå alene, og beder til at når det er min tid, så vil jeg heller ikke ligge alene, men være omgivet af min elskede familie. Alt godt til dig fremover, endnu en gang tak for din beretning, den vækkede både grimme, men også meget smukke minder om min vidunderlige oldemor og elskelige mormor <3

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak og tak fordi du deler lidt af din egen historie.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Marie Hoier

    Hej Marlene…. For tre måneder siden sad jeg ved min mor da hun udåndede. Ligesom din far havde hun ikke spist i en uge og ligesom din far var hun bange for at dø. Det er så frygtelig hårdt at se det menneske man holder aller mest af sygne hen og blive mindre og mindre og mere og mere træt. Jeg er så utrolig stolt af min mor, af hendes styrke og mod, ligesom du er af din far. Jeg var så glad for at jeg var hos hende de sidste uger af hendes liv, og jeg håber at jeg kunne trøste bare lidt og fjerne noget af frygten. Jeg er sikker på at din far mærkede dig og at du gav ham ro inden han drog afsted på sin sidste rejse. Jeg håber inderligt at aktiv dødshjælp en dag bliver en realitet så dem vi elsker, og måske en dag vi selv, kan få lov at tage herfra på egne præmisser når, som du siger, livet ikke længere er værd at leve. Jeg slutter af med et lille digt af Bishop Brent der hjalp mig meget efter min mor døde.

    Alt det bedste til dig Marlene,

    Xxx Marie

    What is dying
    I am standing on the seashore, a ship sails in the morning breeze and starts for the ocean.
    She is an object of beauty and I stand watching her till at last she fades on the horizon and someone at my side says: “She is gone.”
    Gone!
    Where
    Gone from my sight that is all.
    She is just as large in the masts, hull and spars as she was when I saw her, and just as able to bear her load of living freight to its destination.
    The diminished size and total loss of sight is in me, not in her, and just at the moment when someone at my side says,
    “She is gone”
    there are others who are watching her coming, and other voices take up a glad shout:
    “There she comes!”
    and that is dying.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak Marie, ja lad os håbe vi en dag selv får mulighed for at beslutte, hvornår vi vil væk herfra, når vi er mæt af dage og livet ikke længere er værdigt at leve.At vælge at sulte og tørste sig selv ihjel, var det eneste min far selv kunne kontrollere, og det er i og for sig tragisk, han havde ikke andre valg.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Janni Larsen

    Hej Malene .
    Først vil jeg kondolere ♡
    Får helt tåre i øjnene af din historie. .tak fordi du deler med os..
    Arbejder på plejehjem og høre ofte fra de ældre sige de bare ville have en pille så de kan komme væk.. går selv ind for der burde Være en pille…. synes ikke det er værdig at man skal lide…
    Varme tanker herfra ♡

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak. Jeg ved ikke om min far led, han var ude af stand til at sige noget, men jeg ved så meget, at han ca. 1/ år inden han døde, mens han stadig en sjælden gang kunne hviske, sagde: Det er ikke et værdigt liv det her. Så den erkendelse havde han i lang tid og til det sidste. Uværdigt!

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Sarah

    Sidder med tårer i øjnene… Stakkels din far og Jer, hans familie, at hans sidste tid skulle være så uværdig. Men hurra for de mange gode minder du heldigvis også har… Og det dejlige liv han levede inden han blev syg!

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Martin Andy Jørgensen

    jeg vil lige hurtigt sige jeg 24 år og læste det hele, (har ADHD så læse så meget ikk nemt.)
    men jeg er rørt over hvor meget vilje både du og din far har/havde,
    og giver dig helt ret det er ikk en værdig måde.
    R.I.P.
    May He Be Forever Free.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Charlotte Emilie Deleuran.

    Tusind tak for din historie.
    Jeg har været mange år i, bl.a ældreplejen.
    Jeg har set ALS patienter og alzheimers patienter, sclerose patienter, og mange mange andre, dø udmagret og nærmest bevistløse, efter måneder eller år, med opslidende smerter og mætte af livet.
    Det er ikke fair. Det er ikke velfærd.
    Tak for din historie.
    Så smukt.
    Og nej- ingen burde dø alene.

    Knus og kærlige tanker.
    Charlotte.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Nej, det er uværdigt, både for de syge/døende og for de pårørende.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Vinnie

    Kære Malene
    Tak fordi du tør, og tak fordi du gør!
    Jeg mistede min mor i februar. Som hun selv udtrykte, tabte hun kampen mod kræft. I hendes sidste tid talte vi meget og længe om det uetiske i at lade mennesker sygne hen i smerter, mens de mister deres værdighed og “jeg”.
    Min mor ønskede aktiv dødshjælp. Ikke fordi hun ikke ville livet, men fordi døden til sidst var mere værdig. Det var hårdt! Uretfærdigt, at hendes rige liv i løbet af få måneder blev negligeret ud fra systemets device: “det handler om at lindre og give den syge den bedst mulige tilværelse lige til det sidste”.
    Jeg takker hjemmesygeplejen og egen læge for desperat at forsøge at gøre opmærksom på, at systemet af og til fejler…. i dette tilfælde noget så eftertrykkeligt! For der var ikke mere at gøre. Der var sat flueben ved alle præparater, medicinske som alternative, og intet virkede. Min mor led! Hvis ikke det er uetisk og uværdigt, så ved jeg ikke, hvad det er…
    Jeg har forsøgt, sammen med familien, at råbe både Etisk Råd og politikkerne op, men ingen tør – hvor er det sølle!
    Tak fordi du tør.
    Mange tanker
    Vinnie

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (2 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Kære Vinnie,

      Tak og tak fordi du også deler din historie. Hvor er jeg ked af at høre om din mors sidste tid. Jeg ved ikke hvad der skal til for at de rette lytter, måske at én af deres nærmeste ender på samme måde, og de selv sidder som tilskuer og ikke kan gøre andet end at se på deres kæres liv, langsomt sygner hen, uden værdighed og stolthed.

      Knus og tanker

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Lykke

    Hej Malene!

    Jeg savner ord. Jeg blot tudbrølede, da jeg læste din historie.

    Jeg har selv en mor med Parkinson, og det er følelsesmæssigt ekstremt hårdt.

    Hun er ikke nået til det punkt endnu, hvor hun ikke vil mere, men hun har (i mine øjne) ikke noget værdigt liv mere. Hun bor i en plejebolig, og er dybt afhængig af andres hjælp. De fleste “venner” er også forduftet, og jeg bliver både vred og ked af det på hendes vegne.

    Min mor er kun 67 år, og burde have haft mange gode år tilbage, men det bestemmer vi jo desværre ikke altid selv.

    Parkinson er en lortesygdom:(

    Tak for din historie, Malene:)

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Selv tak og tak for du også deler din historie. Ja, Parkinson er en lort, en sniger der langsomt æder dig op. Jeg håber din mor får en bedre sidste tid end min far fik. Det er ikke værdigt for dem, ej heller værdigt for os, som pårørende.

      Kram og tanker til både dig og din mor.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Anne Mette

    Kære Malene, tak fordi du delte din historie og er med til at sætte fokus.
    Det var gribende at læse, og ja, sikke en uværdig afsked med livet.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Helle Houlby

    Kære Malene. jeg synes du skal læse denne artikel skrevet af Tv-lægen Carsten Vagn Hansen. i den beskrives hvad der sker når kroppen hverken får vådt eller tørt i den sidste tid. Jeg tror ikke din far på nogen måde har lidt, nok tvært imod. På det plejehjem hvor jeg arbejder har vi artiklen liggende og giver den til de pårørende, der alle er uforstående og giver udtryk for hvorfor skal min far/mor osv ikke have vådt og tørt.
    http://www.lnsnatur.dk/anderledes-maade-at-moede-doeden.shtml
    mvh Helle

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Kære Helle,

      Jeg har ingen idé om min far led, det havde han ikke mulighed for at give udtryk for. Valget med ikke at give vådt og tørt eller indlægge ham for drop/sonde, var vores, hans børn, i samråd med hans læge, efter erkendelsen af, at det var i mod hans vilje, eftersom han havde startet med at skubbe plejernes arme væk, når de ville made ham, efterfulgt af en sammenkneben mund, når de/vi, blot ville fugte hans læber eller tunge med en “lille pind med en lille svamp på”, men det gør det ikke nemmere at sidde magtesløst og bare kigge og vente på, at døden indtræffer, desværre.Tak for link.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Heine Dupont

    Hej Malene,

    Godt skrevet – og smukt. Jeg kunne have skrevet samme historie og måske ville det gøre godt. Vi kommer over det – sådan er mennesker.

    Ville ønske vi, som samfund kunne se døden i øjenene og betragte det, som den afslutning på livet det er – og så give alle mennesker ansvaret for døden, som vi har travlt med, at give dem ansvar for livet.

    Måske kunne vi så tage afsked med værdigheden i behold og mindre smerte – både fysisk og mentalt.

    Hilsen Heine

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Helt enig Heine.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Dorthe

    kære Malene.

    Det er en utrolig flot historie du har skrevet om din far. Den rør mig dybt ikke mindst fordi jeg selv gik igennem noget der ligner alt for meget sidste år, da min far døde en uværdig død som følge af sin parkinson syge. Han lignede på mange måder din far i livsglæde, humor og kreativitet, og han største frygt var at ende på et plejehjem som en grøntsag. Han ønskede at komme herfra når han ikke længere syntes det var værdigt, men det er jo ikke så nemt, som du selv har oplevet. Derfor nægtede han også til sidst at indtage mad, væske og medicin. Det tog heldigvis kun 2 døgn. Men som du skriver, så er døden sjældent værdig, og på trods af min uddannelse som sygeplejerske, så kan det være en voldsom oplevelse de sidste timer, heldigvis var vi der også til det sidste mine 2 søskende og min mor. Men hvor ville jeg dog ønske han havde fået en mere værdig død, det havde han fortjent, for han elskede os og sagde det ofte, og havde han været helt klar til sidst havde han helt sikkert ikke valgt, at det skulle ske 1 uge for min søn, hans yngste barnebarn skulle konfirmeres, for han elskede sine børnebørn og var stolte af dem. Som han sagde da han fik konstateret parkinson, hvor er det godt det er mig der har fået det og ikke mine børnebørn. Så jeg har der ligesom dig, man burde have lov til som menneske at sige nu er nok nok og jeg vil ikke mere, og få en værdig død som afslutning på en dejligt, smukt og værdigt liv.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Kære Dorthe, ja det er hård kost, at vi som mennesker ikke kan vælge til og fra, når vi synes vores liv er levet og det ikke er værdigt mere. Tak fordi du deler din historie, Parkinson er en ubarmhjertig sygdom.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Sanne

    Hej Marlene

    Hvor bliver jeg rørt…. Og berørt når jeg læser din historie med din far. Min mor døde for 2 måneder siden og havde lidt af parkinson i over 15 år. Hendes sidste år har heller ikke været sjove. Tror simpelhen hun havde mistet livsglæden. Hun fik et pludseligt hjertestop men blev genoplivet og dernæst lagt i kunstig koma da hun ikke ville vågne. Jeg kan huske jeg den første gang jeg kom ud på hospitalet og så hende ligge der med slanger og alt muligt, tænkte: “bare du ikke overlever dette her” for tænk hvis hun skulle vågne op med en hjerneskade oveni en svær parkinson. Efter 4 dage tog de bedøvelsen og respirator fra hende men hun trak selv vejret trods hun stadigvæk ikke vågnede. Vi vidste godt hvilken vej det gik og netop derfor kunne vi havde ønsket at hun fik et ordenligt skud morfin. Men hun fik selvfølgelig ikke mere end hvad lægerne må give af den slags. 3 dage mere skulle hun ligge der og vi skulle vente på at hun “gav slip” og fik fred. Det er benhårdt.

    Hvor ville jeg ønske at politikerne turde tage aktiv dødshjælp til folkeafstemning.

    Vh

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 3.0/5 (1 vote cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak Sanne, for du også delte din historie. Det er barskt, også for os som pårørende som bare magtesløse kan se til. Håber der kommer en løsning, så alle får mulighed for en værdig død.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    HH

    Kære Malene,

    Min far døde for tretten år siden – også af Parkinson. Han havde dog ingen rystelser, men blev mere og mere stiv som et brædt.
    Han fik også hallucinationer af sin medicin og så alt fra løver til brændende faldskærme. Han fik indopereret en mavesonde, da han ikke mere kunne spise selv.

    Han havde i sin sidste tid sine klare øjeblikke, men endte ligeledes livet på et plejehjem og døde til sidst på hospitalet. Jeg nåede ikke at sige farvel. Han lå blot med åben mund og halvlukkede øjne da jeg kom. Død. Hans hånd var allerede kold at røre ved. Det er lidt uklart, hvordan han døde, men man mener, at han alligevel havde fået lidt mad og fejlsunket det.

    Jeg husker min far som en god far, men desværre gled vi fra hinanden i mine teenageår. Jeg mindes dog at han altid havde sagt, at han ikke ønskede at ende som en grøntsag. Men det gjorde han. Med pleje døgnet rundt og valget mellem kørestol eller seng. Hvis han havde haft valget havde han valgt at slutte sit liv for længe siden.

    Jeg savner ikke min far, men mindes trods alt min gode barndom sammen med ham. Det ærgrer mig dog, at det endte som det gjorde.

    Malene – tak for din historie. Den hjalp mig til at skrive min.

    HH

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      TAK HH, for at dele din historie. Min far fik også hallucinationer af medicinen. Forstår til fulde din ærgrelse over din fars liv skulle ende som det gjorde, men er glad for at du mindes din gode barndom sammen med ham.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Claus Schandorff

    Hej Malene
    Fantastisk historie. Du er for sej – og jeg har det dårligt med at høre om din seje far og hans vej ud fra denne verden :-(
    Jeg er selv en sej far på 44 – har lavet mange skøre ting, og får nok lavet et par mere inden min tid er omme :-)
    Jeg har en dejlig datter på 11 – og jeg håber at hun gør sig de samme tanker, når den tid kommer – om det så er at hun skal smide mig ud af et fly uden faldskærm, eller tage mig ud at dykke uden iltapparat – ja det må være op til hende, men jeg håber virkelig at lige så meget hun elsker mig nu i levende live – lige så meget vil hun respektere mig, når jeg skal herfra, og hun skal videre med sit liv, uden mig……
    Ja dit indlæg har selvfølgelig fået en gammel soldat til at knibe en tåre, selv om jeg aldrig ville indrømme det, og derfor har jeg også skrevet her,,,,
    Alle har ret til at leve deres liv som de vil – så alle bør vel også have ret til at dø som de vil :-)
    Jeg tror din far er stolt af dig – hvor end han er…. og når i mødes igen, så vil han elske dig for hvad du har gjort…

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      TAK Claus, det håber jeg.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Susanne Lynnerup

    Hej Malene.

    Hvor er det en gribende beretning om din far og hans sidste levetid. Det er så uværdigt, at din far skulle tage sådan en tung beslutning og dø ved at sulte og tørste sig ihjel i stedet for, at han kunne have fået en værdig og smertefri død, hvis vi havde retten til at assisteret selvmord.
    Jeg er med i en gruppe på Facebook, der hedder “En værdig død i Danmark”. Vi er mange, der gerne vil have ændret lovgivningen, så alle får retten og mulighed for hjælp til at afslutte deres liv, hvis man har en uhelbredelig sygdom med smerter eller hvor man er så syg, at livet er uværdigt.
    Må jeg kopiere linket her fra siden og ind på “En værdig død i Danmark” side?

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Det må du i hvert fald Susanne.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Winnie Brandt

    Åh hvor trist… Sikken en ulykkelig historie. Jeg blev helt trist da jeg læste hvad din far gennemgik og din måde at fortælle på er fantastisk ❤ Pas på dig selv og dine kære ❤ Knus, Winnie

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Henrik Strøm

    Tak for delingen af din historie.

    Jeg kondolerer…lidt sent. Og det er godt du har modet til at dele noget så personligt. Personligt har jeg været tilhænger af aktiv dødshjælp, hvis det ønskes, i mange år.

    Det som altid har irriteret mig ved debatten, er den kører på et filosofisk plan, hvor “et liv er helligt” etc. Det kræver dog man har set et menneske sygne hen, før man forstår, det ER ikke et liv. Hvis man kan kalde det andet, vil det være en straf, at have den sidste måned (eller hvor længe forløbet varer).

    Lad os nu give folk valget, hvordan de vil afslutte deres liv – i det mindste som terminal-patient.

    Mvh Henrik Strøm

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Enig.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Jørn Madsen

    Hej Malene

    Tak for en hjerteskærende historie, den rev lidt op i gamle ar.
    Jeg fulgte først min mor og derefter min far den sidste tid.

    Jeg skal ikke komme med nogen geniale løsninger på det her. Det virker næsten som om at hver eneste løsning har nogle mørke bagsider.

    Tænk hvis det blev helt accepteret og “automatiseret” at hjælpe folk af dage. Så er vi meget tæt på at folk vælger den vej for ikke “at være til besvær” …. det scenarie er endnu mere skræmmende end ikke at ville hjælpe folk af dage.

    Livet i en nøddeskal,- ingen nemme løsninger på de vigtige ting.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Vi er enige, der er rigtig mange facetter ved aktiv dødshjælp, det er ikke bare sort/hvid, vigtigst må være, at vi kan sørge for, hvordan det så end skal være, at den syge/døendes sidste tid er værdig, og de på sin vis selv kan bestemme, hvornår nok er nok. Men jeg er med på problematikken du beskriver, det er ikke nemt.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Sanne Bunde

    Hej Malene

    Har lige læst din historie tudende!
    Hvor er det smukt som du skriver om din far, selvom det er så sørgeligt – jeg kan så godt relatere til det, da min far også har fået konstateret Parkinson for snart 2 år siden.
    Det ikke noget jeg tænkte så meget over, andet end at det var jo ikke livstruende, vidste ikke så meget om sygdommen på det tidspunkt.. Men i dag kan jeg godt se det påvirker min far rigtig meget, ikke mindst psykisk. Hans ellers så aktive liv som sportsmand er gået ned af bakke siden, han er blevet så træt og kludrer i talen og man kan sige at han er blevet gammel nu, han er 73 og det er pludselig gået stærkt… Har ikke talt med så mange om det, da jeg føler de ikke forstår det er svært at være vidne til som datter at se sin far få det sådan og tænker så meget på hvad han egentlig går og tumler med og er ked af..

    Din historie gjorde stort indtryk på mig og er meget berørt af det, føler sådan med dig og resten af din familie og ikke mindst din skønne far som måtte herfra så uværdigt, fordi vi i vores land har bestemt at mennesker ikke selv må bestemme hvornår de synes det er nok og vil herfra frem for at lide.. Det er uretfærdigt

    Mange kærlige hilsner og kram herfra

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 7, 2014

      Malene Hasselblad

      Kære Sanne, Ja Parkinson er lumsk, den sygdom kan de have i mange år, hvor deres livsglæde og gnist langsomt forsvinder. Jeg håber din far får en bedre sidste tid, og at I får lov at have ham, så længe HAN ønsker.

      Kram

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 7, 2014

    Karin Høy

    Hej Malene

    Hvor er det rørende som du beskriver din far.
    Men også gruvækkende at det skal være så svært at komme herfra på en anstændig måde.
    Vi ved alle at det ikke er enhver forundt “bare” at sove ind, så jeg forstå heller ikke man ikke kan få det sidste puf i empati og respektens navn.

    Din far er heldig at have sådan en datter – han må sidde med her og være super stolt af dig.
    Jeg håber din historie vil åbne nogle døre.

    Mvh

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      TAK Karin

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Sif

    Kære Malene,

    Hvor er det smukt skrevet, tårerne løber ned af mine kinder. Du har rørt mig.
    Hvor er det dog yderst forfærdeligt, at din far skulle igennem det. Nej, ingen fortjener sådan en død. Kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må have været. Om jeg prøver eller ej, kan jeg ikke forstille mig det. Der er nogen ting der er SÅ ubærelige, og på ingen måde noget man ønsker for nogle mennesker. Selvom ingen fortjener sådan en død, så har denne periode gjort dig stærkere. Det betyder ikke, at jeg mener din far har fortjent det. Alle fortjener en værdig død, det gjorde din far også.

    Min dejlige gudfar lider også af Parkinson, og det gør ondt indeni i mit hjerte hvergang jeg ser ham. Han for det dårligere og dårligere hverdag dergår. Han er nu så svag, at han intet kan end at ligge i en seng. Snakke kan han heller ikke, og ligger bare og er. Dog, finder han glæde i livet ved at få besøg af sine børn og børnebørn. Mine følelser er blandet når jeg besøger ham, det er altid dejligt at se et elsket familie medlem, men at se ham ligge og bare have det dårligt, det gør ondt.

    Men hold nu kæft, et flot indlæg. Meget personligt, men det er skrevet rigtig fint. Uden det bliver for hjerte smerte agtigt, rigtig fin balance!

    Knus Sif

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      TAK Sif, hvis du vidste hvor mange gange jeg er kørt grædende fra et besøg ved ham på plejehjemmet. Det pinte mig at se min far, i den tilstand, uden et liv, uden glæde, uden gnist – ingenting. Hvad var dag, hvad var nat. Alt kørte sammen, hans liv var seng eller kørestol kørestol eller seng. Trist!

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Susanne Vinther

    Kære Malene

    Hvor er det tragisk at mennesker skal tvinges ud i situationer som din fars, på grund af et samfund der ikke kan se døden i øjnene. Det er uværdigt og umenneskeligt!

    Min egen højt elskede mor har for nyligt fået konstateret Parkinsons i en alder af 62. Hun har haft sygdommen længe, men ikke kunnet få sin læge til at lytte. I det sidste halve år er det pludseligt gået stærkt ned ad bakke og selv om hun stadig er rimeligt mobil og endda stadig arbejder (på trods af smerter), så er hun begyndt at se enden nærme sig.
    Det er så vanvittigt hårdt, at se og høre et menneske som altid har måttet kæmpe og aldrig har givet op, tale om ikke at ville fortsætte. Og jeg har så vanvittigt svært ved at være en støtte, når hun taler om ikke at ville leve, hvis hun skal sidde i kørestol. Jeg kan jo ikke undvære hende! Hvordan lærer jeg at se ud over egne behov? Jeg vil jo gerne have at hun skal kende sine børnebørn når de kommer og at de skam kende hende, for hun er et fantastisk menneske og verdens bedste mor! Hvordan kan jeg opmuntre hende til, at bevare kampgejsten, når hun allerede har givet op? Der er nok ikke nogen rigtige svare, men jeg håber at jeg kan lære fra din hisotorie og støtte hendes valg, hele vejen til enden, selvom det gør ondt helt ind i sjælen, bare at tænke på det.

    Tak for at du delte historien med os. Vi må alle kæmpe for, at der kan blive en værdig afslutning for syge mennesker. Vi skal jo alle sammen den vej og ingen har vel lyst til, at skulle sætte sin lid til at andre tager den ønskede beslutning for en selv.

    Kh. Susanne

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Kære Susanne, måske det kan hjælpe din mor at vide, at min far levede 20 år med sin parkinson. Der kan være stilstand, så hun må ikke tro, at det fra nu af bare går stærkt nedad. Han havde “gode år”, omend hans rystelser og gradvise kreative begrænsninger frustrerede ham. Det var de sidste 5 år der var slemme, men så er 5 år også meget lang tid. Du kan ikke andet end at forsøge at hjælpe hende med at holde humøret oppe, og støtte hende i hendes tanker og følelser omkring det. Parkinson er en led sygdom, netop fordi den er så langtrukken. Ønsker det bedste for din mor, og at hun når at fp en god tid med sine børnebørn og dig.

      knus

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Bente Kusch

    Kæreste Malene. Jeg får tårer i øjnene og kuldegysninger når jeg læser dit indlæg. Min mor valgte samme måde som din far,til at få den fred hun havde ønsket sig så længe. Det er forfærdeligt at stå på sidelinjen og bare kunne se på at den person man elsker så meget bare svinder ind til ingenting. Jeg føler med dig og familien. Og jeg gir dig ret i at der er noget der skal laves om på. Det kan da ikke passe at syge og gamle mennesker skal holdes i live for enhver pris. Tusind tanker til dig og din familie. Fra Bente Kusch

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Ja det er tragisk, at de syge skal tage så drastiske midler i brug, bare for at få den fred de ønsker.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Britta Kristensen

    Livet er en gave – og har værdi hele vejen igennem. Ikke kun når vi er sunde, raske og rørrige.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Jeg tvivler på, om du vil have samme holdning, hvis du selv er lænket til seng eller kørestol og INTET mere kan foretage dig og du ikke kan gøre dig forståeligt;-)

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Fie

    Kære Malene
    Jeg sidder stadig med vand i øjnene. Et du rørt.. Har selv en morfar på plejehjem, hvor han sidder som en grønsag og var virkelig hans sidste ønske at ende sådan. Han har boet der i 6 år nu. Og er virkelig ikke et værdig liv, har oplevet så mange ting der er dybt nedværdende. Han er dement, men hvor meget? Dette tages over en sag af næsten alt personale. Han har perioder hvor han ikke vil spise og drikke. Han siger han er træt osv. Kunne blive ved. Elsker min morfar, som i år blev 84 år. Men føler med ham. Fie

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Det er ikke nemt Fie, du kan kun støtte ham så godt du kan.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Vinni Simonsen

    Hej Malene.
    Vil lige rose dig, for din fantastiske måde at skrive på. Det er meget fængende, jeg kom hurtigt til at føle, at jeg selv er en del af det.
    Det er jo nok fordi, at jeg også har været igennem denne del af livet, med min mor og svigermor. Ikke samme sygdom, men forløbet var meget ens.
    Min mor lå med begge arme i vejret, mens hun kunne røre på sig, og sagde ‘Gud, kom og hent mig. Kom og hent mig, gud’.
    Der lige der, måtte jeg gå på toilet, for kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg hulkede og hulkede og kunne slet ikke få stop på det igen.
    Jeg tænkte og sagde til min andre søskende, hvorfor kan de (sygeplejerskerne og lægerne) ikke gøre noget, så hun kunne få fred?
    Jeg forstod slet ikke (og det gør jeg stadig ikke) at hun skulle lide sådan og udsættes for mere.
    Og ja hvorfor kan vi ikke hjælpe vores nærmeste, med at komme herfra på en ordentlig måde? Når de er parat, så lad os sende dem afsted mod lyset.
    Det er det eneste værdige for dem og os…

    Ville ønske at du ville sende ‘din historie’ op på BORGEN, så de kan se og læse hvordan vi mennesker, har det med vores kære og døden.
    Jeg vil 100% bakke dig op….
    Jeg vil virkelig gerne, have indført ‘aktiv dødshjælp’ i Danmark… Lad nu vores kære få en værdig død…
    Knus til dig, fra mig

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Jeg tror desværre ikke Borgen vågner, før de hver og én selv har siddet magtesløs og overværet livet sygne hen, på et nært familiemedlem, som kun havde ét ønske, at komme herfra.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Kirstine Vontillius

    Kære Malene.
    Jeg kondolerer og sender dig de varmeste tanker i din sorg, og smiler op til din far for hans store mod. Jeg har ikke læst andet end starten på din smukke og stolte fortælling om din far, og kan derfor ikke kommentere mere på den, men det gør jeg en dag når jeg magter det, for jeg kan ikke lade være.. Jeg må læse den… Bare ikke idag.
    Kæmpe kram til skønne dig.
    Hilsen Kirstine, 40 år, alenemor til Rasmus 17 år og Lasse 14 år, uddannet Intensivsygeplejerske, nu førtidspensionist, uden balance og gangfunktion fra april 2012-december 2013 og kun kunnet gå kort med krykstok og siddet i kørestol, hvor medicinskift fik mig på benene igen. Nu går jeg igen 10 cm stiletter, og får medicin hver 3 time, og har fået mit liv delvist tilbage, siden jeg i juli 2010, efter 7 års udredning fik diagnosen; PARKINSON.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Hvor er du sej Kirstine, hurra for 10 cm høje stiletter;-)

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Kirsten

    Det var forfærdeligt for din far og dig, at i skulle opleve dette. Jeg ville ønske, at vi havde muligheden for at oprette et dokument vedr. vores død, så vi ikke risikerer at komme i samme umenneskelige situation.
    I en verden, hvor man fordømmer tortur, tillades denne form for det, for det kan vist ikke beskrives anderledes.
    Din far var åndsfrisk nok til at træffe beslutningen om at sulte sig selv og gennemleve mere lidelse. Intet menneske skulle være tvunget til at træffe den beslutning.
    Malene, du må ikke bebrejde dig selv noget, for du var bundet af en umenneskelig lovgivning, der bør ændres.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Det ved jeg, jeg ville bare ønske, at vi børn havde kunne sende ham afsted på en værdig måde, langt før, han selv måtte tage, den for ham, eneste løsning for at få fred.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Inge

    Hej Malene
    Kondolerer med din far
    2013 var et hårdt år at komme igennem for mig (og min familie) i Januar mistede jeg med 14 dages mellemrum først min svigerfar og dernæst min egen far, det var hårdt, da vi som kom frem til November mistede jeg også min mor, det var det sværeste/tungeste jeg nogensinde har oplevet, de alle 3 var på den anden side 80 år, så de havde vel ikke noget til gode, men alligevel, det var meget svært.
    Min mor’s sidste tid, 1- 1 1/2 år, fik hun demens, hun havde ellers altid været en Meget aktiv kvinde hele livet, gået meget, kunne tage bussen ind til København for en hygge tur og når hun så skulle hjem igen, efter 1 time eller 3 og bussen ikke lige var der, gik hun bare de 11 km hjem, “det var jo så hyggeligt” og hvorfor stå og vente, måske 6-8 minutter
    Det sidste 1/2-3/4 år var mor meget dårligt gående, hun havde ikke flere kræfter og blev bare tyndere og tyndere, sørgeligt syn.
    Tirsdag blev min storesøster ringet op at nu ville der nok ikke gå så længe, mor havde det rigtig skidt, Lørdag morgen fik mor fred, uden hverken mad eller drikke siden Tirsdag. Min storesøster var hos hende 24/7 fra Tirsdag-Lørdag, jeg selv var der minus 2 x 8 arbejdstimer og 3 x 6 nattetimer, min mand og datter (voksen) var der i alle dag timerne, samt vores andre søskende og flere børnebørn var forbi for et sidstes farvel, ved ikke helt hvor meget mor registrerede til det sidste, men tror hun vidste besked med at alle hendes børn fik sagt farvel. Mor var ikke bange for at dø (har hun sagt) men hun kunne alligevel ikke give slip, selvom vi forsikrede hende om at både hendes mand (som døde i 2000) og hendes far ,som hun forgudede, ventede på hende på den anden side.

    Vi kan hjælpe en hund/kat/hest eller sågar en kanariefugl med at slutte deres liv på en “pæn” måde, hvis vi kan se de lider, HVORFOR kan vi ikke få lov til at gøre den sidste svære tid, for dem vi har aller kærest, vores nærmeste, til en værdig tid for både dem og os? det var ikke en pæn og værdig måde min mor forlod et ellers langt og godt liv, og desværre som du skriver Malene, det er tit det billed af den sidste tid der dukker frem i erindringen, heldigvis kommer flest af de gode/sjove minder, men helt ærligt, jeg havde gæren skånet min mor for det sidste 1/2-3/4 år hvis jeg kunne, og den sidste uge var ikke værdig for nogen
    Hvorfor kan og må vi ikke hjælpe? jeg ved ikke hvordan eller hvem der skal betsemme, men man må da kunne tage den enkelte “sag” og vurderer hver gang.

    Undskyld, Malene, din historie rørte noget i mig, var ikke meningen jeg ville skrive så meget, men da jeg først begyndte kunne jeg ikke stoppe, det er første gang jeg har skrevet om mine tanker i forhold til min mors død

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Måske var det også på tide? Det er godt at få sorgen og tankerne ud. Om du taler om det eller skriver dem ned, er underordnet, men jeg tror det hjælper. Lad os håbe der snart er nogen der kan se det umenneskelige i, at vi ikke kan hjælpe vores kære på vej på en værdig måde, hvis det er det eneste rigtige og det de ønsker. Tak for din historie.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Mariane Larsen

    Tak for din modige beskrivelse.
    Vi, min bror og jeg skal igennem et helvede de næste mange år.
    Vores mor har alzheimer og har netop fået en plejehjemsplads.
    Og jeg er skrækslagen, 75 år gammel er hun.
    Forløbet er ukendt for os
    Men du giver mig ro og styrke
    Tak Malene

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Ønsker din mor, din bror og dig, alt det bedste i den tid I har tilbage sammen. Min far døde som 79 årig.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Flemming Pedersen

    Du beskriver min fars sidste år til mindste detalje. So – I know.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Peter Mikkelsen

    Hej Malene – tak for rørende læsning, men også en trist historie.

    Jeg begriber simpelthen ikke, at aktiv dødshjælp stadig ikke er blevet lovliggjort. Eller i det mindste taget op til seriøs overvejelse hos vores politikkere.

    Det bør være ethvert menneskes ret, at bestemme over sit eget liv – også hvis ønsket er, at få fred for evigt. Det gavner jo bestemt ingen, hverken den syge eller de pårørende, at den der er syg bare venter på at dø. Og slet ikke hvis det foregår i smerter.

    Jeg er helt klar for aktiv dødshjælp, under de rette forhold osv.

    Mvh Peter.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Også jeg Peter

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Christian

    Hej Malene
    Det er en trist og forfærdelig historie med din far. Jeg tilslutter mig 100% argumentet med at vi selv skal have lov at bestemme hvornår livet er for uværdigt at leve. Jeg er ikke i tvivl om at det bliver ændret – blot for sent for mange. Tanken om, at det er nødvendigt at tage til et andet land for at få lov til det er skræmmende og uden etisk eller moralsk hold i virkelighedens verden hvor vi andre er. At det så bliver nødvendigt at sulte / tørste sig ihjel gør det kun meget værre og må få mange til at tænke over om det er de “rigtige” der bestemmer over vores liv. Der sker jo aktiv dødshjælp på sygehuse og hopitaler alligevel i det skjulte – hvorfor så ikke hjælpe hvor der er fremsat et ønske om at det skal slutte.
    Vi kan simpelthen ikke være det bekendt når vi fastholder nogle mennesker i en situation hvor de burde vælge selv. Livet er vores eget og det er døden også.
    Venligst Christian

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Ulrich

    Av! Lige dér – midt i hjertet og i halsen..

    Det satte sgu nogle tanker igang ved mig, ikke mindst fordi min mormor døde alene.

    Må de hvile i fred deroppe!

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Gitte Hansen

    Kære Malene

    Det er lige så svært at stå som plejeren. Jeg har også tit tænkt “hvor pokker er sluk knappen”?
    En stor krammer fra en plejer til dig:)

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Monika

    R.I.P. Tak; Malene Hasselblad – og ja, jeg fældede også en tåre, da jeg læste din historie: Det er svært at tage afsked. Jeg vil ønske for os alle, at når vores tid kommer, at det bliver med værdighed og hvis muligt omgivet af familien eller et andet menneske. (I bl.a. Røde Kors er der vågekoner, men det forudsætter at personale, der ofte ikke har tid til at våge, byder dem indenfor). Såvel min mormor (plejehjem) og min onkel (hospital) valgte begge to at stoppe med at indtage mad og væske. De tog selv beslutningen; plejehjem og hospital bød os indenfor – og vi, familien, var der hele tiden på skift. Vi var meget opmærksomme på, at min mormor og onkel kunne høre og forstå ALT hvad vi sagde, så der var ingen snak hen over hovedet på dem – men vi talte netop om de ting og oplevelser, som vi vidste betød noget for dem. (Måske hjalp det mere os end dem:-). Meget af tiden var vi der bare, gav omsorg, og vænnede os til tanken om, at det snart var forbi. Begge to vågnede op til sidst, åbnede øjnene og smilte – de var klar. Jeg håber, at de syntes, at de fik en værdig død – fordi vi respekterede deres ønske om at dø og de vidste, at de ikke var alene. Jeg vil godt tage hatten af for de frivillige vågekoner og -mænd, der kan træde til, når ingen andre har mulighed for det.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak fordi du deler din historie Monika. Har aldrig før hørt om vågekoner og mænd, fin tanke og handling.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2014

    Anja Jeberg Nielsen

    Kære Malene.
    Jeg kondolere mange gange.
    Jeg er næsten færdig som sygeplejerske-studerende og skal i gang med et bachelor projekt om en værdig død samt nej tak til genoplivning.
    Har mødt en del terminale patienter, som sammen med de pårørende har aftalt alt omkring den sidste tid. Problemet opstår dog når der ikke er journalført ordentlig omkring fravalg af genoplivning.
    Flere opleve unødvendig indlæggelse på sygehus samt genoplivning til en uværdig tilværelse. Som noget nyt har sundhedsstyrelsen krævet at alle plejehjem og lign skal indføre en instruks, som sikre at plejepersonalet samt lægen får noteret vigtige detaljer omkring den forestående død. Dette kan afhjælpe unødvendig behandling i sidste øjeblik.
    Jeg håber at der kan komme mere fokus på dette område og næste skridt bliver at der kan komme fokus på fravalg af liv.
    Tak for din beretning og er sikker på at din far følte sig tryg til det sidste ved at have sine kære omkring sig.
    Kærlig hilsen Anja.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 9, 2014

      Malene Hasselblad

      Kære Anja, Vi havde også fravalgt forsøg på genoplivning på plejehjemmet, allerede da han kom derind, desværre døde han ikke af et hjertestop eller sov stile ind, så jeg håber også der kommer større fokus på fravalg af liv og selvbestemmelse.

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 9, 2014

    Henriette

    Kære Malene,
    Mange tak fordi du deler din historie med os. Jeg fældede en tåre eller to da jeg læste din fine indlæg.
    Du er en stærk kvinde. Jeg er sikker på din far er stolt :-)
    Kh Henriette

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 9, 2014

      Malene Hasselblad

      TAK Henriette

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 9, 2014

    Anja Friis

    Kære Malene.
    Tak for din/jeres historie. Jeg ved at den ikke har været nem at fortælle, men det er også derfor den røre så mange af os – fordi du gjorde det alligevel – fordi budskabet er vigtigt…
    Det rører alle os der har set en elsket syne hen, os der ved vi kommer til det, og alle os der føler os fortvivlede over oplevelsen…

    Jeg ved det sikkert lyder hult når det kommer fra en fremmed, men jeg sender nu alligevel dig og din familie en varm tanke. Jeg håber at i på trods af sorgen kan give jer selv lov til at være lettede over det er overstået. Selvom man kunne have ønsket sig det anderledes.

    Min mormors søster valgte aktiv dødshjælp (Holland), mens min mormor synede hen i mange år med demens på et dansk plejehjem. At den ene søster skulle have lov til at sige værdigt farvel mens den anden ikke fik den muligheden er næsten ikke til at bære.

    Det er pudsigt at man her i landet kan blive straffet for at forholde sig passiv til forbrydelser, mens det her også er en slags forbrydelse mod dem vi elsker.

    Vi kan sende vores kæledyr værdigt her fra men ikke vores forældre – en debat om emnet er helt klart tiltrængt – også selvom det gør ondt og røre ved noget ingen har lyst til at snakke om.

    Døden er ikke sjov, men den burde i det mindste være værdig…

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 10, 2014

    Tara Lung

    Hej Marlene og alle jer der har skrevet her.
    Meget rørende og jeg kondolere til alle som har mistet.
    Mistede selv først en mor til lang tids sygdom, så min far til kræften, og han var lige blevet forelsket igen. Vågede over ham i 5 døgn. Han fravalgte alt. Så min ex svigermor, som jeg havde et godt forhold til. Alt dette inden for 4 år.
    Jeg har mødt og kendt flere som bevidst har fravalgt alle former for livsforlængende. Kun smertestillende vil de accepterer. Hvilket er meget smukt og stærkt, da det er modigt.
    Men i det hele taget er det at leve fuldt ud modigt.

    Jeg har selv været kort omme på den anden side og været tæt på flere gange. Men min karma er åbentbart at skulle leve, selv om jeg er lettere handicappet efter et af uheldene.
    Så jeg er nået dertil at når jeg vågner, altså vågner helt op til dagen og lyset, meditere jeg og takker for at jeg måtte få en dag mere og lever hver dag som om det er min sidste. Ikke at jeg fester eller andet vildt, men nyder dagen fuldt ud. Når jeg så når sengen igen, mediterer jeg igen og takker for en skøn dag uanset hvad den har budt på. Siger så nogle mantraer der skal hjælpe mig til ikke at falde i for dyb søvn.
    Jeg kan kun sige at jeg er lykkelig og at jeg elsker at dele ud at min lykke og forventer intet igen. Men bliver helt rørt når jeg kan frembringe smil og glæde.

    Jeg går bestemt ikke ind for aktiv dødshjælp, for hvem skal være bødlen? En selv? Selvmord direkte er ikke godt og får man en anden til at give en aktiv dødshjælp, hvilken karma opstår der så?
    Da min far nåede hans sidste etape og vi snakker om en mand der de første 4 md. skældte ud på alle og sagde at han bare ville have fred og sove, så han kunne vågne op til sommer og være rask. Efter de 4 md begyndte han at indse at han ikke ville blive rask ved at sove og efter 1.5md mere kom han på hospice, hvor jeg, min datter, og søskende overnattede på skift.
    Jeg vil aldrig glemme den oplevelse på det hospice og jeg vil snart selv melde mig som frivillig der. Der var flere som sultede sig ihjel incl.min far. Men ingen af dem led da de fik morfin. Det var utroligt smukt og der herskede en helt igennem rolig, positiv energi på stedet.

    Nogen vil sige: Er det at sulte sig ihjel ikke ren selvmord? Måske, men det tager jo lidt tid og man har mulighed for at forene sig med tanken om døden. Døden som er lige så naturligt som at blive født. Det sku være mere smertefuldt at blive født end at dø.
    Og nej, man er ikke alene. Når man kommer kort igennem mørket er der nogen man kender. Har jo selv været der ganske kort 2 gange. Første gang ved ulykken, det var positivt. Anden gang ved et selvmordsforsøg og det var ikke sjovt. Mørke, grå skygger og uhyggelige lyde.

    Så direkte selvmord og mord vil jeg slet ikke anbefale.
    Men at slippe livet langsomt, som masser af naturfolk har gjort det i årtusinder.
    Døden er lige så naturligt som livet og angsten opstår i det øjeblik man er bange for at miste.

    Ved godt at det er svært hvis ens kære har mistet forstanden helt og kroppen bare er en grøntsag.
    Har selv lige besøgt en og først var det lidt trist, men så så jeg at hver gang solsorten kvidrede lyste hendes øjne op, selv om kroppen næsten ikke rørte sig. Dette fik mig til at åbne helt op ud til naturen og jeg fortalte sygeplejeren det.
    Fik en sms ved ni tiden om aftenen at hun var faldet i søvn med et lille bitte smil på munden og at nu ville de lade naturen komme til hende. Jeg faldt da helt sikkert også i søvn med et smil på læben efter denne positive dag.

    Så hvad giver os retten til at være dommere og bødler over et andet menneske uanset tilstand?
    Er da også imod dødsstraf, for hvad lærer en morder af selv at blive myrdet?

    Jeg vil undskylde disse mange ord :)
    Jeg sende masser af kærlighed <3 og positive tanker til alle uden forbehold.<3<3<3.

    Kærlige tanker og ønsker
    Tara Lung

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 10, 2014

    Jonna Symbel

    Hej Malene. Puha en rørende historie, sidder med tårerne trillende ned af kinderne. Super flot af dig, at fortælle din fars historie. Der skal simpelthen mere gang i debatten om aktiv dødshjælp, så vi alle kan få en værdig afslutning på livet, når vi er så syge, at der ikke er mere at gøre.

    Kh Jonna

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 12, 2014

    Bob Surrow

    Kære Malene.
    Sidder her som en 53 årig mand med tårerne trillende ned af kinderne, og der skal meget til før dette sker. Jeg føler med dig og de tanker du har gjort dig omkring din far og hans uværdige måde at skulle forlade livet på. Men en lille trøst er det, at du var der og at du har gjort dig mange tanker omkring din fars sidste tid. Ingen tvivl om at han har mærket din tilstedeværelse og din omsorg, som uden al tvivl har lindret hans kvaler en smule.

    Vi bliver i dagens Danmark født og opdraget til at forholde os til en masse ting, som gør livet let og værd at leve, men vi glemmer alt om døden, som i den vestlige kultur er totalt tabubelagt. Det eneste sikre her i livet er døden, så hvorfor forholder vi os ikke til dette og forsøger at gøre det en naturlig ting og del af livet. Hvorfor forsøger vi ikke,at forberede os til døden og netop den problematik du rejser “værdighed” omkring det at skulle dø. Nogle vælger, som du også selv beskriver, døden frem for at skulle sygne hen, og jeg er stor tilhænger af den personlige frihed – herunder også retten til selv at vælge, også selv det umiddelbart kan være hårdt for de pårørende. Det at du og din søster sad og talte om jeres far og hans brors adskillelse i barndommen, har formentlig været det, som skulle til for, at han kunne forlade denne verden. Døden har mange facetter og ikke alle tilfælde er som beskrevet i romantiske bøger og film, men i jeres tilfælde, syntes jeg det var smukt, for han gav selv slip på livet, og han gjorde det i jeres nærvær. Det kan virke voldsomt, men det kan ikke være anderledes, når man tænker på, hvordan han desværre har måtte lide for at fyldestgøre sit højeste ønske. Det har været kroppens reaktion på lang tids sult og nedbrydning, som gjorde udslaget. Havde man dog så bare kunne hjælpe den stakkels man afsted, således at han sov stille og roligt ind, hvilket absolut ville være en værdig måde at forlade denne verden på.

    Vi glemmer ofte, at vi ikke på nogen måde ville behandle vores dyr sådan, men såsnart det drejer sig om mennesker bliver vi berøringsangste, da det at dø eller ønsket om at ville dø stadig er tabubelagt emne.

    Jeg har gennem mit job set dødens forskelligartede facetter, og har selv sidste år haft det tæt inde på livet da min 48 årige kæreste fik en blodprop i hjernen, og stadig -og resten af hendes liv vil være mærket af det.

    Jeg blev meget berørt af din fortælling og kan kun bakke dig op i, at vores samfund bør forholde sig til emnet og evt. oprette flere hospice og skabe trygge rammer for de døende.. Håber du kan få øjnene op på nogle af de mennesker, som kan være med til at skabe en ændring til spørgsmålet/lovgivningen.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (2 votes cast)
    • Reply July 12, 2014

      Malene Hasselblad

      Tak Bob, jeg tror desværre ikke vi får øjnene op hos de rette, før de selv på egen krop, har stået magtesløse og set én af deres kære sygne hen, eller som har tryglet dem om at hjælpe dem på vej.

      Du har ret i at døden er et tabu, det bør det ikke være. Jeg er i gang med at skrive en bog med titlen; Om lidt bliver her stille – Tanker omkring døden. Det er dog historier fra forskellige mennesker, hvor døden har banket på for tidligt i form af uhelbredelig agressiv og dødelig sygdom. Hvordan får man sagt farvel til livet, sig selv, ens børn, ens kære…

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply October 17, 2014

    Jørgen Maltvedgaard

    Hej Malene
    Har lige læst din beretning – og sidder med en klump i halsen.
    Hvor sørgeligt at vi i et samfund, vi mener er et vælfærdssamfund, behandler vore medborgere på denne måde. Det er der ikke meget velfærd over.
    Selvfølgelig var det en frygtelig sygdom, der ramte din far, men at han skulle tage livet af sig selv, for at få fred, er jo frygteligt.
    Til debatten om aktiv dødshjælp, er der kun at sige, at eksemplet med din far, tydeliggør behovet for det.
    Tak for din beretning – fantastisk godt skrevet.

    Mvh Jørgen

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply October 17, 2014

      Malene Hasselblad

      TAK Jørgen

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 8, 2016

    karen t. hede

    Hej Marlene
    Tak for at dele din oplevelse med din far med os . Jeg har siddet flere gange på plejehjem ved døende , jeg har talt og læst gået og nynne t – sunget gamle viser medes jeg har pillet blomster eller ryddet lidt op , hverdags ting lidt støj og pusle en , talt om gode – positive ting ( jeg har læst deres sider førend jeg kom ) børnebørns navne – børns navne – by – hus/have – hobby alt for at give ro og fred til at drage afsted . Tak endnu en gang Karen T. Hede

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 8, 2016

      Malene Hasselblad

      Hej Karen, gid alle plejere var som du. Den ene dag jeg sad ved min far, kom en vikar ind, hun plaprede højlydt – som om min far ikke var i rummet: Ja, du skal være glad for at du kan sidde hos din far når han dør, og så vendte hun ham på den mest hårdhændede mekaniske måde, og jeg kunne se på min far at det gjorde ondt. Hun havde slet ingen situationsfornemmelse og slet ingen fornemmelse for ømhed og at det var en levende person – trods alt, der stadig lå der. Dejligt at høre hvad du gør for de døende. Tak for det <3

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 10, 2016

    Christina Petersen

    Hej Malene.
    Jeg sidder ligeså med tårer i øjnene og tænker tilbage på, da min elskede mand døde tilbage i2012 og efterlod mig som enke i en alderaf 37 år
    Det var ligeledes en uværdig død – han skreg sig i døden af smerter. (Bugspytkirtelcancer)
    Jeg mindes også at jeg bare ville ønske at jeg kunne hjælpe ham på vej ved at proppe ham med morfin, så din pudehistorie er ikke enestående. Jeg ville have givet alt for at kunne have kørt ham til Holland eller Schweitz for at gøre en ende på det NU.
    Din beskrivelse af de sidste minutter er en tro kopi af min oplevelse. Det var forfærdeligt at opleve de sidste rallende vejrtrækninger og det står printet ind i min hjerne hvor uendeligt lange minutterne var til der ikke kom flere gisp.
    Tak for en flot historie om et livsglad og fantastisk menneske. ❤️

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 10, 2016

      Malene Hasselblad

      Kære Christina, Jeg er oprigtig ked af at høre om din frygtelige oplevelse med din mand, hvor er det skrækkeligt at han skulle lide så uværdigt, før han fik fred. Jeg føler med dig. Tanker og kram, Malene

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply July 11, 2016

    Stella Gjerløv

    Kære Malene. Min mand sad og tudede (!), så spørger jeg hvorfor og han blot rækker mig sin Facebook, hvor han lige har læst din artikel. Nu sidder jeg også og stortuder. Jeg er ked af, at din far måtte forlade denne verden på denne måde. Du har skrevet det så flot, at jeg føler med dig. Og græder med dig. Du fortjener et mega kram. Og de kærligste hilsner.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply July 11, 2016

      Malene Hasselblad

      Kære Stella,

      Tak for omtanke og kram.

      Kærligst, Malene

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
  • Reply January 1, 2017

    Sten Faurschou

    Kære Malene,

    Tak, for en hjerteskærende, dybfølt og ekstrem følelsesmæssig oplevelse. Mine tåre løb ned af kinderne, da jeg læste dit indlæg… puha! Det er eksorbitantisk prisværdigt og ærligt og ægte beskrevet forlæb, hvor mange andre vil lukke det inde for ikke at fremstå, som et sårbart menneske af kød og blod… med følelser.

    Ingen pårørende kan nogensinde forberede sig nok på, når tiden er kommet til, at vi skal sige farvel til vores allernærmeste og allerkæreste – lige meget hvor end vi anstrenger os.

    Jeg gennemlever netop nu de samme stærke tanker og følelser med min Parkinsonramte 82-årig mor, som ligger på Hvidovre hospital i disse dage. Det er forfærdeligt, at se ens allerkæreste blive ædt op af en så modbydelig sygdom som Parkinsons er.

    Jeg havde den store glæde, at holde en dejlig juleaften sammen med min mor og de andre borgere på omsorgscentret i Dragør, hvor min mor bor – hvorefter min mor blev indlagt d. 27. december 2016 – for tredje gang inden for blot otte uger, grundet dysfagi/fejlsynkning, og hermed en alvorlig lungebetændelse.

    Som pårørende er det sindssygt mentalt opslidende, at se ens nærmeste syne hen til ingenting på meget få år. Ens tanker kører rundt i døgndrift. Dårlig søvn. Bange for opkald, bange at tjekke mobilen om morgenen, og bange for at læse sms´er. Og ikke mindst bange for, hvordan man som menneske nogensinde skal kunne komme videre, når ens allerkæreste går bort.

    – Hvordan bearbejder man sorgen?
    – Ligger man selv, der på sofaen som en grøntsag og græder, og kan ingenting?
    – Hvad med alt det praktiske ifm. begravelse, tømning af bolig og testamente?

    Jeg kan slet, slet ikke overskue den nærmeste fremtid…! Jeg kan, slet og ret, slet ikke fungere i dagligdagen lige for tiden…!

    Min mor har ubetinget altid været den mest betydningsfulde person i mit liv, og jeg skylder min mor alt…! For min uddannelse som filmmanuskriptforfatter på UCLA i Los Angeles, samt andre succesrige ”tosserier” i filmbranchen.

    Jeg har altid stået til rådighed 24/7 for min mor, når hun har behøvet hjælp – og i særdeleshed lige siden min mor blev diagnosticeret med Parkinsons i 2008.

    Alt, hvad min mor har ønsket for, at lette og tilfredsstille hendes dagligdag, har jeg gjort – til trods for, at jeg som den yngste af to mine søskende bor længst væk, og har taget mest medmenneskeligt ansvar, og har besøgt min mor to gange om ugen på Omsorgcentret Enggården i Dragør.

    Min mor og jeg har altid ringet til hinanden, hver evig eneste dag, og snakket sammen om dagens glæder og bekymringer. De sidste 9 (ni) år har jeg altid lavet et sundt måltid mad for min mor hver lørdag – med nogle få undtagelser.

    I disse dage besøger jeg min mor hver evig eneste dag på Hvidovre hospital, og jeg tænker mest og alt etisk på min mors livskvalitet og værdighed.

    Min mor kan ikke længere tale, og hun har svært ved at fremstamme ord, som jeg kan tyde og forstå. Jeg forsøger, at fremstå som en stærk og en glad person – men jeg græder hver eneste gang jeg er kommer hjem med tanken om, hvornår min mors sidste time er kommet.

    Alt hvad min mor er, og har været for mig, opsluger fuldstændig min energi i disse tider – så at alt andet følelses ligegyldigt.

    Det gør sindssygt ondt i mit hjerte, og jeg evner ikke mit levende råd for, hvad der er bedst for min mor. Men jeg har det bare så afsindigt svært ved, at skulle sige farvel til min mor…!

    Bedste hilsner,

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply August 16, 2017

      Malene Hasselblad

      Kære Sten, jeg ved nøjagtigt hvad du er igennem, det er ganske enkelt et rædsomt sygdomsforløb. Sender dig styrke og tanker, og håber din mor må få så god en sidste tid som muligt. Bedste hilsner, Malene

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Leave a Reply