Kur, Kost & Kaos

Nogen her på matriklen skal tabe sig – så´n ca. 6 kg. Jeg advarer dig med det samme, kommer spørgsmålet: “Øøøøhh okay, og hvor skal du tabe dem henne”? Så stikker jeg dig en flad. Jeg har altid været slank, aldrig skulle tænke over hvad jeg puttede i kæften, har måske svinget ét kg, that´s it. Kommer du nu med kommentaren: “Jamen, du skal jo også tænke på at du er blevet ældre, så kommer kiloene og de er ekstra svære at komme af med”, så får du ikke bare en flad, så smider jeg en springskalle ekstra med i puljen.
Hør nu her, den er meget enkel. Der er kommet seks overflødige kg på = Der skal seks øverflødige kg væk!

Nu er det at tage på og slanke sig ikke raketvidenskab. Her kommer to gode råd, og de koster gratis:

Hvis du gerne vil tabe dig
Spis færre kalorier, end du forbrænder – det gøres ved at spise mindre, og motionere mere.

Hvis du gerne vil tage på
Spis flere kalorier, forbrænd mindre – det gøres ved at spise mere, og motionere mindre.

Det lyder meget enkelt ikke? Nu er det bare sådan i mit tilfælde, at min vægtøgning skyldes længerevarende stress og dertil manglende søvn. Jeg spiser ikke overflod af fedt, slik og andre søde sager. Jeg får ganske enkelt ikke nok søvn. I  mine værste perioder oplever jeg at sove i omegnen af max 10 timer…. i alt… på en uge! Surprise, det melder kroppen pas på.

Når du har svær stress, vil din krop frigive visse “kæmp-eller-flygt” stresshormoner, som produceres i binyrerne: cortisol, noradrenalin og adrenalin. Noradrenalin fortæller din krop, at den skal stoppe med at producere insulin, så den kan have masser af det hurtigtvirkende blodsukker klar. Adrenalin vil afslappe musklerne i din mave og tarme, og mindske blodtilførslen til disse organer. Når stress går op, fortæller cortisol kroppen, at den skal stoppe produktionen af ​​disse hormoner, og gå tilbage til at fordøje regelmæssigt. Det er normalt for dit cortisolniveau at gå op og ned hele dagen, men når du er kronisk stresset, vil dit cortisolniveau går op – og blive der. Pænt nederen!

Når stress og cortisol niveauet er højt, vil kroppen faktisk modstå vægttab. Din krop tror det er hårde tider, og sult er på vej. Cortisol har tendens til, at tage fedt fra sundere områder, så som numse og hofter, og flytte det til din mave, som har flere cortisolreceptorer. Farvel til drømmen om 6 pack! I den proces bliver det gode fedt omfordelt til det usunde viscerale fedt (fedt i din mave, der omgiver dine organer), som øger inflammation og insulinresistens i kroppen. Ikke at jeg drømmer om at få min sixpack tilbage, for sådan én har jeg haft engang, men bare sådan en god flad mave, som hverken ligner  en oppustet spærreballon eller en sammenstyrtet soufflé.

Jeg havde for et par år siden, hvor jeg også var inde i en meget stresset og søvnløs periode, et samarbejde med en personlig træner. Beskeden var klar: Vi kan træne herfra og til juleaften (den havde næsten lige været der), jeg kan sætte dig på en stram og sund diæt, men der vil ikke ske en skid, så længe du ikke får sovet. Manglende og længerevarende dårlige søvn,  er den største fedttyv, altså det vil sige… lageret af tyvekoster placeres så åbenbart på min mave. Det kan ses og mærkes på garderoben.

NU skal det være, jeg sætter ind på alle fronter. Jeg kan ikke blive stresset af job og mange bolde i luften – jeg har altid mange bolde i luften, det er en stor del af mig.
Min stress er forårsaget af et mangeårigt psykisk pres, dårlig økonomi, så jeg konstant har befundet mig i et overleveleses-mode. Det er drænende og opslidende, og min krop sladrer. Fysiske sygdomme er pludselig kommet op til overfladen, hjerteproblemer med dertil indlæggelser på hjerteafdelingen, jeg er her to år efter første indlæggelse stadig i systemet og under udredning. Cyster i underlivet, migræne and what have we. Jeg er ikke i tvivl, stressen er synderen!

Så hvad kan jeg gøre? Jeg ved hvad der hjælper mig. Gåture ved vandet, løbetræning (pt. strejker min krop bare så meget, at hvor jeg før kunne løbe 10 km, så trækker den allerede det røde flag efter 300 meter og selv en løbetur på 3 km føles ulidelig). I stedet for at partout overrule min krops advarsel om, at den bare ikke kan pt. og alligevel presse en 5 km igennem, så skulle jeg måske acceptere og sige, okay, i dag blev det kun til 2 km, og ikke føle nederlag over følelsen af at jeg løber dårligere end dengang jeg startede med at løbetræne for nogle år siden. Jeg har ikke kunne løbe med på mit sædvanlige løbehold de sidste 8 mdr. Dét er fandme irriterende, but I´ll be back!

Jeg har meldt mig til et kursus i yoga og åndedrætstekniker i midten af oktober, 3 timer hver aften fra mandag til fredag, så der bliver kalenderen ryddet. Jeg SKAL bare, for det vil give mig nogle tekniker jeg kan tage videre og bruge herhjemme. Jeg SKAL ligge i min seng og være klar til at sove kl. 23.00. Det fucker mine døgnvagter så op en gang eller to om ugen, men de resterende så. Nej tak til for mange ugentlige aftaler, nej tak til dem som tager af min i forvejen sparsomme energi, ja tak til dem som bidrager og fodrer den, de er heldigvis i overflod. Men det handler også om at sige til og fra, derfor har jeg også ryddet op i venskabskredsen, skal vi kalde det en sensommer hovedrengøring?

En god ven har givet mig adgang til en 21 dages meditations-godnat session over nettet, hver jeg hver aften og gerne også engang om dagen kan lytte til en guidet meditation, som skulle give mig ro i kasketten. Mine tanker stikker jo af non stop, der er konstant ræs på øverste etage.

Og så hopper jeg altså med på en omgang turboslank, anbefalet af min veninde Jannie. Konceptet tilbyder en simpel men effektiv slankeperiode, hvor man for en kort periode “glemmer” sine normale kostvaner. I denne periode anvendes et måltiderstatningspulver til vægtkontrol, som suppleres med et lille indbydende aftensmåltid. Mere om denne proces følger.

Men har du pludselig fået lidt for meget på sidebenene og kan du ærligt sige, at du ikke har proppet dig med fedt og søde sager, drukket lidt for mange ølbajere eller vin, flødesauce and what have we, og kan du i stedet nikke genkendende til manglende søvn og stress over en længere periode, ja så er det måske her du skal sætte ind?

God dag, jeg vil hoppe i løbeskoene…. om det så bare er en 2 km, så er det okay!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Be first to comment