Kontakt til og fra den åndelige verden – del 1

Jeg har været til clairvoyant – en god én af slagsen. Det er hende her, Rikke Rasmussen:

rr

Hvis du synes du har set Rikke før, kan det skyldes, at hendes ekspertise både har været brugt i Familien på Bryggen og Danmark i følge Bubber.

Rikke fortæller mig, at hun  altid har været åben overfor specielt afdøde og altid har kunne se dem med det tredje øje, klart og tydeligt. Hun har haft kontakt til sine afdøde bedsteforældre, oldeforældre og endnu længere tilbage, siden hun kan huske og det har altid føltes helt naturligt.

Begge Rikkes forældre er også aktive inden for denne verden. Rikkes far ses ofte i en meditationsstilling, ja, det er faktisk svært at fange ham på tidspunkter hvor han ikke sidder dér, smiler Rikke – hvorimod Rikkes mor, er lidt mere ovre i det clairvoyantiske og healingen, forklarer hun. Men netop derfor, har Rikke altid følt det naturligt, at det var en del af livet, en gave – og det at have det som en del af deres hverdag, blev der aldrig stillet spørgsmålstegn ved. Det var ofte at jeg snakkede med oldemor, som stod lige der for enden af køkkenbordet, selvom det kun var mig der kunne se hende.

Min sitting hos Rikke, vender jeg tilbage til. i mit næste blogindlæg. Først vil jeg nemlig i dette indlæg, fortælle dig lidt om mine egne erfaringer med den åndelige verden – bede dig om, at lægge alle tanker om hokus pokus, krystalkugler og kaffegrums lidt til side. Hvad du tror på og hvad du ikke tror på. Hovedsagen må være, at du kan bruge de budskaber der kommer fra den clairvoyante til noget brugbart og konstruktivt i dit liv. At budskaberne rykker dig på den ene eller anden måde, for clairvoyance kan være et glimrende redskab til både selvindsigt og udvikling. Clairvoyance er en udvidet form for intuition, som vi alle har mere eller mindre, afhængigt af om vi gør brug af den eller ej.

Holdninger til clairvoyance er der mange af. Faktum er, at jeg på min vej igennem livet, har mødt alle grupper af folk, helt almindelige mennesker, kendte ansigter og dybt rationelle karrieremennesker – der enten har prøvet clairvoyance, eller er nysgerrige på, hvad det mon kan give dem. Tendensen er tydelig; det er ikke længere hverken tabu eller for skrøbelige søgende sjæle, at bede om clairvoyant rådgivning. Netop fordi de mest professionelle clairvoyante i dag lægger stor vægt på rådgivningsaspektet, hvilket gør en time hos en dygtig clairvoyant til noget, der mere minder om en session hos en psykolog eller coach, uden at det alligevel kan sammenlignes, fremfor en seance med spåkonen bag støvede gardiner, i campingvognen på markedspladsen. Dog er det, trods den stigende accept, stadig en grænseoverskridende tanke for mange mennesker, at der måske findes flere dimensioner end dem, vi kan se og høre.

Men lad mig nu slå fast; en clairvoyant er ikke et menneske med superkræfter som Svampebob, der kan trække vejret under vand. De er ganske almindelige mennesker, der gennem livet har udviklet den indfølingsevne og de menneskelige egenskaber der gør, at de er stærkt sensitive, så de kan stille ind på den ‘frekvens’ som den åndelige verden kommunikere med os på.

Husk dog, at clairvoyance ikke skal tages som en facitliste, men som en rådgivning hvorudfra du skal træffe dine egne valg. Du bestemmer selv din skæbne, hvilket betyder at du også selv kan ændre på udfaldet for fremtiden. Med andre ord: Clairvoyance kan være en hjælp og en retningslinje i dit liv, men det er dig selv, der skal gå vejen.

Min interesse for det alternative og den åndelige verden, kom først i tyverne, efter en veninde, som selv besidder clairvoyante evner (det vidste jeg ikke dengang),  hev mig med til en clairvoyant.  Min veninde gik også meget op i stjernetegn og jeg sagde tit til hende; jeg tror ikke en skid på alt det der. Jeg er et rationelt menneske, vil have fakta på bordet og beviser derfor.  “De skal komme med navne, oplysninger/hændelser som de hverken har kunne google sig til, eller have en kinamands chance for, at have vidst noget omkring.  Og det har jeg brugt en del år på. “Ahhrmen, er der ikke bare tale om at være en god menneskekender?”. Det er jeg selv, og tager sjældent fejl. Jeg ved jeg har en sindsyg god intuition. De gange jeg har fejlvurderet,i forhold til mig selv, har jeg været mere end presset og har valgt at ignorere hvad min intuition og mavefornemmelse fortalte mig. Så det var selvfølgelig min teori, de gætter, de tolker lynhurtigt ud fra dit kropssprog og det du siger, de er heldige/uheldige i deres tolkninger, for der er ved gud stor forskel på kompetancerne for de forskellige clairvoyanter out there. Lige indtil jeg selv begyndte at føle og høre ting. Og nej, jeg har ikke kuk-kuk-faldera i kasketten, er ikke medicineret eller har andre psykiske lidelser, jeg kan bruge som undskyldning.

Én gang og mit første møde med det åndelige var en hændelse i min lejlighed på Nørrebro. Jeg vågnede ved fornemmelse af, at jeg blev trukket siddende op, uden at jeg selv tog fra med hænderne, det var svært, for jeg var i dyb søvn, så det føltes svært at åbne øjnene, men det var bare som om jeg skulle. Da jeg sidder op, ser jeg fysisk en ånd/sjæl i form af en kvindelig grå skikkelse, stå i døråbningen ind til mit soveværelse. Jeg kneb øjnene hårdt i – kiggede, hun stod der stadig. Jeg nev mig, totalt Anders and agtigt hårdt i armen, for at tjekke at jeg ikke sov, hun stod stadig og bare kiggede. Så var det på samme måde, jeg blev “skubbet” (uden fysisk fornemmelse af et skub) tilbage i sengen, jeg kunne bare ikke holde øjnene åbne mere, måske havde jeg set det jeg skulle? Da jeg vågnede, ringede jeg straks til min mor, skulle lige tjekke om hun havde stillet træskoene og havde været forbi for at sige farvel. Det var hun ikke. Om det var en drøm? Måske – måske ikke. Men der begyndte jeg at åbne op for, at der måske alligevel var mere mellem himmel og jord. Jeg fortalte min ene søster om hændelsen og hun åbnede fortalte mig, at hun havde set ånder siden hun var barn. At hun også fornemmede ting. Min far var også meget interesseret i det alternative.

Efter den hændelse var det som om jeg havde fået lukket op for et eller andet. Jeg havde, efter jeg vandt Robinson, købt et sommerhus oppe i Evetofte ved Melby/Liseleje. Og én af de første nætter Nicklas og jeg sov deroppe, hørte jeg pludselig lyden af børnetrin, løbe ude på træterrasen forbi mit soveværelse. Vi havde swimming pool, og Nicklas der dengang var 5 år, havde på det tidspunkt ikke lært at svømme andet end hundesvømning, så jeg løb ud for at få fat i ham. Det var bare ikke ham, han lå og sov i sin seng. Andre små børn var der heller ikke lige i nærheden. Og de børnetrin hørte jeg tit løbe, præcis samme sted på terrassen forbi mit soveværelse. Min mor forsøgte selvfølgelig at forklare det med, at det nok bare var en ræv. Hallo, jeg kan sgu godt høre forskel om det er to eller fire ben.

Der var mange lyde og oplevelser der, men værste oplevelse, som skræmte mig fra vid og sans, var igen en aften jeg lå i min seng. Der lød et højt skrig fra et barn, det lød som om det kom fra nabogrunden, hvis have lå ind mod mit soveværelse. Så stilhed, og så mænd der snakkede. Jeg følte jeg kunne høre mit hjerte banke med en decibel højere end Roskilde Festivalen, straks så jeg dramatiseret for mig, at naboen havde slået deres unge ihjel, jeg åbner vinduet, som jeg vidste ville kunne høres, men i det samme stoppede stemmerne. Ikke en lyd. Jeg sætter mig i sengen, paralyseret af skræk, specielt fordi stemmerne nu bliver afløst af gravelyde; “okay, nu er de også ved at begrave ungen”. Ja min fantasi fejlede ikke noget, men jeg var først ved at få et hjertestop, da det lød som om noget tungt blev slæbt igennem hækken, hvilket ikke var muligt, lige ude foran mit soveværelsesvindue. Behøver jeg at sige, at jeg var rædselsslagen? Deroppe var der sort om natten, og altså ikke lige nogen der hurtigt komme forbi i en snæver vending. Jeg ringede til min mor, som igen negligerede det med; det er sikkert bare en ræv, de kan godt skrige lige som mennesker. Okay, og snakke, grave og slæbe noget tungt igennem hækken, okay sidstnævnte kunne en ræv selvfølgelig godt. Jeg ved hvad jeg hørte og hell no om det var en ræv eller et andet dyr.

Hændelsen skræmte mig så meget, så jeg opsøgte en clairvoyant. Jeg fortalte jeg hørte lyde, og hun bekræftede at der var tale om et barn, som var død for mange år siden, før der blev bygget sommerhuse. Det irriterer mig, at jeg ikke fik spurgt ind til, hvordan barnet døde, så det måske kunne have forklaret lydende fra hændelsen – men hun fortalte mig, hvordan jeg kunne bede ånderne om at forsvinde, næste gang jeg hørte noget. Det gjorde jeg. En aften mens jeg lå i min seng, lød der er brag uden lige på min hoveddør, som var lige ved siden af soveværelset. Som om en kæmpe havde taget tilløb og braget ind i døren. Jeg gik ud, der var ingen, intet var væltet som kunne have fremkaldt det brag ind i døren. Der satte jeg mig ind i soveværelset og sagde; I hører ikke til her, I må gerne være her, men I skal stoppe med at lave lyde, det gør mig bange og utryg. Så hvis I skal være her, må I stoppe.  Det hjalp, jeg hørte ikke noget mere – der skulle i hvert fald gå nogle år, før der igen var åbent hus.

Til gengæld var min interesse vakt. Der måtte være noget mellem himmel og jord, men jeg søgte stadig efter beviser. For nu hørte jeg jo ikke noget mere, så havde jeg lukket helt ned?

Jeg har været på to forskellige weekend workshops hos to forskellige clairvoyante. Den ene, husker jeg en øvelse omkring healing og vores energier. Halvdelen af holdet skulle stille sig i huset på flere etager, med næsen ind mod væggen og lukkede øjne, vi andre skulle så stille os bag en tilfældig. De vidste altså ikke hvem der stod bag i dem. Vi skulle så placere vores håndflader  ca. 5 cm fra deres ryg og lige som skubbe  energien frem og tilbage, stile og roligt, uden at røre. Ham jeg havde stillet mig bag ved, begyndte pludselig at svaje frem og tilbage i takt med mine håndflader bevægede sig frem og tilbage, kort efter begyndte han at svede, ikke bare svede, hans T shirt blev fuldstændig våd og han bad mig om at stoppe, han kunne ikke holde det ud. Stille listede jeg væk, så han ikke så hvem jeg var. Jeg gik jo så til bekendelse, da vi sad i cirkel og de personer der havde stået med ryggen til for at mærke energierne, beskrev deres følelse. Han havde ikke syntes det var ubehageligt, nok mere chokeret over den voldsomme måde han havde reageret på, han kunne selv mærke hvordan sveden bare havde “væltet ud af ham” på få minutter. Interessant. Jeg er ikke selv bevidst om, at jeg skulle have evner indenfor healing, men jeg har to gange oplevet ved massage, at de jeg masserede har givet udtryk for, at det føltes om om de blev healet. Den ene er én jeg kender, efter massagen, mens hun stadig lå ned på briksen, havde  jeg uden at tænke over det, hånden på hendes  ene knæ, mens vi snakkede, pludselig siger hun; healede du mig lige der? Mig; øh nej, det tror jeg ikke jeg gjorde. Hun; Det gjorde du, det kunne jeg mærke! Okay, godt så?!

Anden workshop, med den anden clairvoyant, skulle vi sidde to og to. Vi havde hver, skulle tage et billede med af en afdød i en lukket kuvert, og nu skulle vi sidde overfor hinanden to og to, og have kuverten mellem hænderne og prøve at beskrive den person vi sad overfor, og forbindelsen til den person der var billede af i kuverten, samtidig med, at vi skule prøve at beskrive den person der var i selvsamme kuvert. Jeg mærkede ikke en skid, men jeg aflæste hurtigt personen foran mig. Jeg kunne se, at hun havde hundehår på sit tøj, og så begyndte jeg ellers at fortælle en historie fra de varme lande – om hendes hunde, hendes mormor på billedet og hvad ved jeg. Utroligt nok sagde hun, at jeg ramte plet med det meste. WTF? Jeg rystede lidt på hovedet, og gik også med det samme til bekendelse i den efterfølgende cirkel, undskyldte både overfor hende jeg havde siddet med, men også overfor hende “den clairvoyante mester”, sagde det som det var, at jeg følte jeg bare brugte min intuition, mit menneskekender-gen, og at jeg bare havde liret fri fantasi af. Jeg havde en klar formodning om, at var man clairvoyant, så så man tydeligt de afdøde, man hørte stemmer inde i hovedet, så man ikke var i tvivl om, at det ikke bare var egne tanker, fik tegn og symboler, kunne lugte og hvad ved jeg. Hendes respons var; hvorfor kan du ikke acceptere, at det som du måske føler bare er fri fantasi, dine tanker, er din måde at hente ting ind på? Hmm, dér fik jeg lidt at tygge på, men jeg er den dag i dag stadig ikke overbevist. Jeg ved, at jeg er en god menneskekender og har en god intuition, men derfra og så til at have clairvoyante evner, der er sgu lidt langt i mine øjne. Skal jeg være overbevist, så skal jeg hente noget ned i knolden, noget hvor jeg vil falde på røven og tænke; hvem sagde det? Hvem har lagt en radio ind i hjernebarken på mig, eller spiller en biograf film, jeg kan referere fra.  Noget hvor jeg ikke er i tvivl om, at det bare kommer fra mig og min fantasi.

Men jeg tror jeg har fået godt og grundigt lukket i, efter hændelserne i sommerhuset, der skræmte livet af mig. Mit liv er også hektisk, jeg er i konstant overlevelsesmode – jeg kan dårligt mærke mig selv, så hvordan skulle jeg kunne mærke andres tilstedeværelse, altså de der ikke længere tilhører denne verden? Jeg havde jo også selv bedt dem om “lige at holde inde med skydningen”, tænk hvis mine unger hørte lige så godt efter;-)
Lige indtil min far dør. På hans dødsleje, fortæller jeg ham for første og eneste gang, at jeg elsker ham (det er ikke ord jeg er opvokset med), at det er okay, at han giver slip, men at jeg ønsker og håber, at han vil kigge ned til mig en gang i mellem, og give mig nogle tegn på at han stadig “er her”, ikke fysisk, men åndeligt. Min far er slet ikke i stand til at svare eller give tegn på, at han har hørt hvad jeg har sagt. Han er i gang med at sulte og tørste sig selv ihjel – han har parkinson – hans liv er ikke værdigt mere – og her er den eneste mulighed for, selv at tage styringen. Da han får dødskramper og dør, siger jeg; far, du skal ikke være bange, Oda (hans mor) står og tager i mod dig. Så er det som om han dør igen, for der kommer lige lidt flere dødskramper, voldsomme gisp, inden han falder sammen – igen.

Ca. 3 uger efter hans død, hører jeg pludselig at der bliver trampet rundt nede i vores stue, sådan rigtig demonstrativt, det lyder som om der bliver flyttet rundt – jeg tror der er indbrudstyve, men lydende ophører og da jeg tør vove mig derned, er der intet at bemærke. Jeg fortæller min søster det, hende der også interessere sig for det spirituelle. Hun fortæller, at hun samtidig har hørt der blev gået rundt på hendes loft, hun tænker det er vores far, der lige skulle have tjek på om der var styr på alle hans malerier (min far var billedkunstner), som min søster havde taget med sig, da han døde. Min mor, som ellers ikke er det mest spirituelle menneske, i hvert fald ikke hvad hun giver udtryk af, siger da jeg fortæller hende om, at jeg tror jeg har haft besøg af min far; “det er sjovt du siger det, de sidste par dage, har jeg hørt lyde inde fra min spisestue, så jeg faktisk har troet, at der var brudt indbrudstyve ind”.
Den der trampen rundt nede i stuen hører jeg flere gange, og en dag jeg er til et arrangement inde i byen, ringer min teenage søn. Han er skrækslagen, han hvisker; “Mor, der er nogle der er brudt ind i huset, jeg kan høre de tramper rundt nede i stuen”. Jeg prøver at berolige ham med, at jeg har hørt samme lyde, at han ikke skal være bange, at jeg er sikker på at det er morfar”. “Morfar?”, aj – det er sgu da endnu mere klamt” hvisker han videre, og jeg får ham ikke helt overbevist om, at det trods alt er bedre at morfar fiser rundt og larmer nede i stuen, end nogle indbrudstyve. Jeg kunne naturligvis ikke være sikker på, at der rent faktisk ikke var brudt nogle indbrudstyve ind, så jeg beder ham om at ringe til politiet, men det synes han nu vil være for pinligt, hvis det alligevel viser sig at være morfar, selvom han ikke tror på sådan noget. Han er vildt bange og han tør næsten ikke engang hviske til mig, hvis nu “de” hører ham. Jeg har ham i røret hele vejen hjem fra byen, og der er “naturligvis” ikke noget i stuen da jeg kommer hjem.

Efterfølgende fortæller Teenageren mig, at han et par gange har oplevet, at ting ryger ned fra hylder på hans værelse, at det pludselig lød som én der satte sig i hans sækkestol. Jeg spørger om det kunne have ligget yderligt og være faldet ned af sig selv, men det nægter han. Han er ikke helt tryg ved det, heller ikke selvom jeg igen prøver at berolige ham med, at det sikkert bare er hans morfar, som holder øje med ham.

Jeg føler mig mere og mere presset, pga. en masse forskellige omstændigheder der har afløst hinanden i gennem mange år. Jeg bliver syg – så syg at jeg kollapser – jeg ender på hjerteafdelingen. Da både min mor og storebror har dårligt hjerte, har haft blodpropper og fået indopereret stents i hjertet, tager de også min situation alvorligt. Jeg har samtlige symptomer; åndenød, trykken for brystet, hjertekramper og smerter ud i venstre arm, men de kardiologiske undersøgelser, blodprøver, ekg, cykeltest, ultralyd af hjertet, røntgenfotografering af lungerne viser ikke rigtigt noget. Overlægen på Køge sygehus, hiver sig i håret, han ved ikke helt hvad han skal gøre ved mig, for jeg har jo alle de klassiske symptomer, han nævner forskellige muligheder, lige fra broken heart decease til kardiologisk syndrom X, som er forkalkninger i de små kranspulsårer, men vil også have mig til Roskilde sygehus, for at få foretaget en KAG, op igennem armen, som foretages for at undersøge om årsagen til brystsmerterne skyldes forkalkninger i de store kranspulsårer. Jeg ringer til min mor, for at høre til undersøgelsen, da hun har fået foretaget den samme, bare op i gennem lysken. Vi ringer af, og jeg går et par meter uden for min stue, for at tage mig noget at drikke Da jeg kommer ind til min seng igen, ser jeg min iphone lyser op, som ved opkald eller sms. Jeg tænker jeg har misset et opkald, selvom telefonen ikke fysisk har ringet, men da jeg får telefonen op i hånden og kigger på displayet for at se, “hvem som har ringet eller sendt en besked”, får jeg et chok, her er et screen print:

419884_10150565301316949_679540469_n

Jeg ligger alene, INGEN har rørt min telefon, jeg gik kun ud af døren og ind igen, te-vognen stod lige ude foran døren til min stue. Jeg har absolut INGEN ide om, hvordan man får bogstaver/ord til at stå neden under nogle tal. Jeg skriver endda på facebook, om der er nogen der har en logisk forklaring, men fatter hat af de forslag der kommer ind, intet passer ind. Efter jeg har taget billedet, prøver jeg alverdens måder at skrive de samme tal, men der kommer stadig ingen ord frem. Helt seriøst, når du ligger på en hjerteafdeling og har stjerne ondt i dit hjerte, så er det pretty scary shit, at få sådan en besked på sin telefon. Jeg blev jo snot forvirret, tænkte igen, om det var min far der prøvede at advare. Men hvordan skulle jeg forholde mig til det, var det en advarsel om, at jeg havde blodpropper de ikke havde opdaget, eller at jeg ville få en blodprop af KAG undersøgelsen. Far for helvede. Jeg tror nu bare, at han ville være sikker på, at de tjekkede ordentligt efter, at jeg ikke havde blodpropper – far, de var i fuld krig. Selvom der med sikkerhed vil være nogle der kan komme med en logisk/rationel forklaring, så kan jeg ikke komme med én der forklarer, hvorfor min telefon pludselig lyser, og jeg finder sådan en besked, til dato har jeg stadig ikke fattet, hvordan man i telefon app. får bogstaver frem under tallene. Jeg spurgte faktisk overlægen dagen efter, selvom jeg syntes det var vildt grænseoverskridende, jeg kunne jo risikere at han med det vuns indlagde mig på den lukkede. Men jeg spurgte om de havde et fikst system, hvor det patienterne måske lå til obs for, gik ind på telefonerne – ved godt det lyder åndsvagt. men jeg prøvede jo at finde en logisk forklaring. Han forsikrede mig om, at sådan et smart system havde de altså ikke. Jeg viste ham endda telefonen, og jeg må indrømme, at han lurede lidt over det han så. Tænker jeg har været noget af et samtale emne over frokostbordet. Jeg er nu ikke i tvivl, at det var min far eller en anden åndelig guide der passede på mig.

Sidste gang jeg sådan rigtig hørte fra min far, er vel et lille års tid siden. Jeg lå i mit soveværelse med lukket dør, alene hjemme. Pludselig blev der trampet frem og tilbage ude foran døren – Og ikke bare foran døren, hele arealet foran døren, igennem væg og min datters kommode, det gav slet ikke mening, andet end at min far lige igen skulle demonstrere sin tilstedeværelse, stille og diskret har han sgu aldrig været. Selvom det rent fysisk ikke kunne lade sig gøre, at trampe frem og tilbage på det fulde areal, så fandt jeg alligevel mig selv trykke 112 på min telefon, klar til at trykke, mens jeg flåede døren til værelset op. Der var selvfølgelig ingen. Der måtte jeg sige; Okay far, jeg ved godt jeg selv bad der om at komme, du må også gerne være her, men kan du for fanden ikke lade være med at larme så meget, du gør Nicklas skide bange (sandheden var, at jeg jo altså også blev bange, fordi jeg kom i tvivl om der var uvedkommende i huset i ny og næ. Han hørte efter, for det stoppede. Også hos min søster, men det lader til at han er begyndt lidt igen. Også på tide, for nu savner jeg faktisk at høre lidt fra ham.

Har du haft oplevelser med den åndelige verden, som du har lyst til at dele på bloggen, så del endelig. I morgen, deler jeg hele min sitting hos Rikke, glæd dig.

Du kan også læse mere om Rikke og det hun tilbyder på hendes hjemmeside, som du finder her

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 3.0/5 (2 votes cast)
Kontakt til og fra den åndelige verden - del 1, 3.0 out of 5 based on 2 ratings

Be first to comment