Knuder i Babs og Nutte

To dage efter at jeg havde været til egen læge, for at få vurderet de knuder jeg havde i mine bryster, lå der en indkaldelse fra Rigshospitalet- til mammografi, ultralyd samt evt. nålebiopsi, i min postkasse. Meget kan man sige om det danske sygehus væsen, men her må man sige at de er hurtige på aftrækkeren.

Jeg har været rimelig afslappet omkring det, for hvorfor gå og bekymre sig om noget, som måske ikke er? Samtidig følte jeg mig overbevist om, at de ville være godartede, både pga. af antal og størrelser. Og skulle de mod min egen forventning alligevel vise sig at være ondartede, well, så ville det “bare” være endnu et udfordrende bjerg jeg skulle bestige – og det må man sige, at jeg efterhånden er ekspert i.

Men da jeg så sad på hospitalet idag, og ventede på, at det blev min tur – og de var en halv time forsinket, så kunne jeg godt mærke, at jeg alligevel fik lidt koldsved.
Min krop – og jeg, kæmper lidt rigeligt i forvejen, hvor meget mere ville den kunne kapere at kæmpe i mod? Jeg slog tankerne væk. Igen – hvis, ja okay, så tager vi også den omgang.

Det blev min tur, og det var bare i gang, smid tøjet. Ja altså, jeg fik lov at beholde bukser og strømper på, så lange er de trods alt ikke, endnu.

Og så ved jeg ikke om du har prøvet at få mammografi før? Det har jeg, da jeg var helt ung, og inden jeg fik børn, også grundet knuder i brysterne. I kid you not. Man står bare der, mens hende der skal tage mammografibillederne af dine babser, tager fat i først Nutte – mens hun siger; Jeg trækker lige godt til. Ja tak for kaffe søsterstang, det skal jeg da lige love for, og så kører maskineriet – som en skruetvinge ned over først Nutte og derefter Babs. Du kigger ned på det der engang var dine bryster, som nu er fuldstændig fladmaste og tænker; holy crap, er det muligt at få dem tilbage i rette form igen? Her sender jeg så en ekstra tanke – ikke kun til Søens folk, men også til alle de kvinder som har implantater i babserne. For dælen da, jeg ville være bange for at de sprang. Jeg kan ikke helt lure hvordan de undgår at gå i karambolage med dem, når “skruetvingen” gør sit job og maser dem uvirkeligt sammen?!

Både Babs og Nutte, viste sig – godt nok lidt fladmaste, fra deres bedste sider, de vendte sig velvilligt og lod sig trække i, fra alle sider. Tre billeder af hver fra tre forskellige vinkler.  Eller, det vil sige, Babs var lidt hovski-snovski, så hun insisterede på endnu et billede. Det var også Babs der havde den største knude, hård som sten.

En læge skulle kigge på billederne, og kom så for at lave ultralyd af knuderne i babbelutterne, som tydeligt kunne ses på mammografien. Jeg fik oplyst at jeg havde mange knuder i brysterne, og der ville ultralyden afsløre mere end selve mammografien. Jeg lagde mig ned på ryggen, og Babs og Nutte kapitulerede, de lagde sig lige så fladt ned og hejste det hvide flag. Okay, come what may…

Mine bryster var fyldt med kirtelvæv – OG en masse cyster, over, under og i mellem kirtelvæv, fyldt med “vand” og af forskellig størrelse. Den største føltes som en sten på 5 x 5 cm. som lægen sagde, at han ville tømme, sammen med de største af cysterne. Der skulle så helst ikke være blod i væsken der blev trukket ud, men også for at afdække, at de ikke lå og skjulte nogle ondartede knuder under sig.

De største af cysterne sad på ydersiden af brysterne. Pisse tarveligt, kunne de ikke have placeret sig øverst, så jeg kunne få lidt tiltrængt fylde foroven. der sad bare nogle andre mindre gnallinge, der ikke krævede så meget opmærksomhed.

Dr. Babbelut, hev sprøjten frem – det lød pludselig helt forkert, men altså den med den lange nål , nok nærmere kaldet en kanyle-  og så gik hverken Babs eller Nutte fri. Det var ret syret at se. Jeg fulgte med på skærmen, og jeg kunne tydeligt se de store sorte “søer” som var vandcysterne. Så kunne jeg se den lange nål trænge igennem til de respektive søer – og høps, søen var væk. Videre til den næste. Heldigvis var væsken der blev trukket ud klar og skulle ikke sendes videre for undersøgelse af kræftceller.

Intet ondartet pt. – og forhåbentlig heller ikke i kommende omgange, for jeg skal gå til kontrol på hospitalet jævnlig,t frem til jeg går i overgangsalderen var meldingen, både fordi  jeg åbenbart er én af dem der nemt danner cyster. Jeg har både i hovedet, understellet og babserme, og cysterne, som ligger i flere lag, kan ligge og gemme på nogle andre neden under, som ikke er lige så “venligt stillede”.

Det kan godt være, at jeg har været rimelig rolig omkring undersøgelserne. Jeg vidste jo, at der var knuder, de kunne tydelig mærkes, og selvom jeg havde håb og tro på det bedste, så kunne jeg godt mærke, at jeg gik lidt lettere derfra, end da jeg kom. Ikke bare pga. bryster bløde som små-fesen bolledej, men lige her gik jeg fri. Trods alt;-) Og dejligt betryggende, at jeg skal gå til kontrol flere gange årligt, for at få tømt vandcysterne og for at tjekke de ikke pludselig har inviteret “de flaske venner” – men så vil de opdages hurtigt og behandling kan lynhurtigt iværksættes. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.

6h6nu9
Så ved i hvad venner? Nu vil jeg slippe brysterne fri det næste stykke tid. Ingen pat-hejs aka BH. Babs og Nutte for lov til at fejre resultatet, så de får lov til at hænge og dingle frit, lige som meget som de lyster. Må hellere huske at rette ryggen, så synet ikke bliver for sørgeligt. Men seriøst, jeg ved ikke noget bedre, end det øjeblik man åbner sin BH, ren aaaaaaaahhhhh følelse.

Og hvad vil jeg sige med alt det her? Ro på, hvis du finder knuder i dine bryster. Lad være med at male fanden på væggen. Som jeg startede med at skrive, hvorfor gå og bekymre sig om noget, som måske ikke er. Vent med glæde eller sorgerne, til du reelt har vished, og tag den så derfra. Nu ved jeg, at jeg øjensynligt allerede skal ind igen om 3 mdr. Den tid… den glæde, vælger jeg at tro.

Når det så er sagt, så går mine tanker til alle de kvinder (og mænd) som har gennemgået et kræftforløb, og de kvinder, som netop nu har fået konstateret brystkræft og er i behandling. Vær stærk, tag en dag af gangen, tro på det gode.

Al magt og kærlighed til brysterne <3

Tak for omtanke til jer, der har sendt kærlighed i min og Babs og Nuttes retning idag;-)

FullSizeRender

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.7/5 (3 votes cast)
Knuder i Babs og Nutte, 4.7 out of 5 based on 3 ratings

Be first to comment