Husk at ét ord, én god handling, kan ændre en anden persons dag/liv

Der er så mange mennesker der har løftet og gjort en forskel for mig det sidste år. Til jer, vil jeg gerne sige TAK.

60-Things-To-Be-Thankful-For-In-Life

Tror snart det er gået op for de fleste, at jeg igennem flere år, har befundet mig i det vildeste stormvejr helbredsmæssigt og økonomisk. Jeg kæmper stadig, men jeg er i bevægelse, omend langsommere end mit tålmodigheds-gen har lyst til. De færreste kan ud ad til,  se hverken mine fysiske skader, eller hvor smadret mit sind er, eller hvor akut belastet jeg er diagnosticeret – i en sådan grad at det betegnes som kritisk tilstand. Jeg er som en åben bog, men der er trods alt ting jeg ikke deler på de sociale medier eller til folk jeg ikke kender.

Ud over diverse behandlinger, så lyder recepten: Træk stikket 100 %, spis, sov. That´s it. Du skal kun tænke på at komme dig, få RO og slappe af. Og det siger de til én man skulle tro havde damp. Jeg er blevet testet for ADHD, det har jeg ikke.  Men jeg er ekstrem aktiv  og energisk udleder de. En ustoppelig motor. Nå, det mener I alligevel? Jeg er ikke skide god i disciplinen – med at slappe af – det erkender jeg. Noget giver sig selv, så får jeg en ordentlig kontant røvtur, hvis jeg lige har trådt lidt på speederen eller sagt ja til en aftale, hvor hjerte sagde ja, men hvor krop og hjerne skreg nej. Jeg har lært, at jeg skal ikke overskride mine grænser, at jeg lige skal bede om betænkningstid, inden min impulsivitet overdøver min reelle formåen.

Men – det er også meget svært at komme sig fysisk og psykisk, og skabe mig den ro omkring mig der er nødvendig for, at jeg kan hele, når jeg konstant er truet på mit eksistensgrundlag. De to ting samarbejder ikke skide godt!

Jeg har fået anbefalet, at det med at trække stikket, også  gælder FB, min blog, mails og telefon. Tag lige den!

Denne blog og min facebook profil, er mit ansigt ud til verden, her er jeg for det meste bare “gamle Malene”, og jeg forstår sagtens at nogle tænker, hende er der sgu da ikke noget galt med, heller ikke hvis de skulle støde på mig in real life. Lige gyldigt hvem jeg møder på min vej, også selvom jeg selv føler jeg er under gulvbrædderne, uden snerten af energi og overskud, så bliver jeg mødt med ordene: Du har bare den fedeste energi og drive… det kommer bag på mig hver gang. Min egen indre tilstand, føles helt anderledes. Men det er sammen med mit overlever-gen min force og så alligevel, også min største fjende, for de der skal vurdere mig, kan hurtigt tage fejl af mig og min tilstand.

Jeg er i bevægelse, de færreste ville have kunne klare hvad jeg har gået igennem, igennem livet, både fysisk og psykisk, mit fighter-gen er min force, men er igen også min værste fjende. Hvor de fleste ville have blevet liggende, er jeg kravlet videre. Det kostede, og et eller andet sted, er jeg taknemmelig. For havde det ikke været så alvorligt, så var jeg igen kravlet videre, og så var der sgu nok ikke andet tilbage i FAT DET NU posen, så havde blodprop i hjernen eller hjertestop nok stået på menuen.

Vi snakker kronisk søvnforstyrrelse i gennem 25 år, kronisk hovedpine, kroniske reumatologiske smerter i lige så mange år, discusprolapser, piskesmæld x 3, slidgigt, hjertespasmer m(meget)m.

TAK for wake up call, beklager der skulle så mange advarsler til og det skulle blive så alvorligt, før jeg fangede pointen, eller … jeg kunne ikke andet, min krop og sind var kollapset. Beklager også til familie og venner der i gennem de sidste 25 år, har stået forpustet på sidelinjen og sagt STOP Malene, det ender galt. Specielt de sidste 6 år, hvor også læger har prøvet at få mig til at bremse op. Undskyld,jeg VILLE jo gerne, men jeg skulle overleve, jeg var stadig håbløst økonomisk bagud fra de år hvor min datter var syg og jeg ingen indtjening havde og heller ikke fik hjæp fra det offentlige.

408901_415745691814568_115365891_n

At fortsætte, kæmpe videre, var min eneste option, troede jeg. Men hvem skal tage sig af mine børn, hvis jeg pludselig ikke er her mere?

For 10 mdr. siden, ringede min tætteste veninde. Det første hun spurgte om var, hvordan har du det…. Jeg havde det ikke godt!

Hun begyndte at græde, skældte mig ud og bad mig tænke på mine børn, hun var bange for at der skulle ske mig noget, at jeg ville ende med at dø – og jeg havde lovet at vi skulle køre kørestolsrace på plejehjemmet når vi blev gamle… Jeg græd også – sandheden var, at jeg VAR bange. Hver et ord hun sagde, gik lige ind. Alle mine symptomer buldrede derud af, jeg kunne næsten ikke være i min egen krop for smerter, mit hjerte krampede i et væk, og mit hovede var som aktiviteten på en Le Man bane. Jeg frygtede selv at få hjertestop eller blodprop. Et par timer senere, var jeg (igen) indlagt. Kunne pludselig ikke se noget da jeg kørte bil, ekstremt migræne anfald og mit hjerte lavede voldsomt ballade (igen).

Til det jeg egentlig ville sige med dette indlæg…

friends

Jeg har de dejligste, skønneste veninder (og guttermænd). Nogle har jeg kendt “like forever”, andre er stødt til gennem årene – og hvilken berigelse.

I mit sygdomsforløb og med den akut belastning jeg har, er jeg ikke tilnærmelsesvis social som jeg plejer. Men også før dette, er der venskaber jeg ser ofte og andre mere sporadisk. Ikke at de betyder mindre, for vi finder altid hinanden, lige der i momentet, hvor vi fortsætter hvor vi slap, sidste gang vi sås. Det er dejligt. Jeg er værdsat, I er værdsat. Vi ved vi har hinandens ryg, lige gyldigt hvor lang tid der er i mellem vi ses.

602282_366613120072965_1102951413_n

Fra uventet kant og fra folk jeg dårligt kendte eller har/havde mødt in real life, har jeg også mødt udstrakte hænder, folk der uselvisk har rakt deres hånd og hjerte ud og spurgt; har du brug for hjælp? Jeg har aldrig været god til hverken at spørge om hjælp, eller tage i mod hjælp. Nogle gange har mit hjerte skreget på, at tage i mod den tilbudte hjælp, men min mund og hjerne har alligevel takket nej. Spørger mig ikke hvorfor. Jeg øver mig stadig.

Nogle har hjulpet mig med, at gøre hvad der sås som værende umuligt på tidspunktet, muligt. TAK, fra hver en celle i min krop.

Til alle jer som løfter mig fysisk som åndeligt. Jer som lytter,  jer som handler, jer som skriver, jer som “giver”, jer som tænker på mig i forskellige henseender,  Jer som fornemmer, og “dukker op” i mit liv, lige præcis der. hvor jeg mangler dig, jer som er.

Jeg er taknemmelig. TAK… af hjertet.

Unknown

Jeg vil så gerne name droppe, men min hjerne har taget lidt skade af alt det her, så jeg VED, at jeg vil glemme at nævne nogle, som jeg bør nævne. Jeg håber derfor, at netop DU vil føle dig ramt og vide, at du er én af dem jeg altid har i hjertet for at have gjort en forskel, for mig.

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (2 votes cast)
Husk at ét ord, én god handling, kan ændre en anden persons dag/liv, 5.0 out of 5 based on 2 ratings

Be first to comment