Jeg har ondt i krop og sjæl – Og gør noget ved det!

Jeg er af den faste overbevisning, at psyke og fysik hænger sammen. At kroppen husker psykiske påvirkninger som sorg, chok, trauma og stress – og manifesterer dette fysisk i kroppen i form af blokeringer og diverse sygdomme. Vi har alle bagage med fra barnsben. Ligegyldigt om det er fysiske eller psykiske belastninger, det er en del af livet. Jeg har måske så fået “lidt mere smæk for skillingen” end de fleste, og har også selv bragt min krop ud i et overdrev – ikke været selvkærlig, bare hamret derudaf, med Superwoman kappen flagrende efter mig, konstant lappet hullerne på min medfødte teflondragt, så jeg ikke helt mærkede omfanget af svigt, sorg, stress, chok og trauma.

Tårer har været få i mit liv, jeg har altid haft en vis evne til at slukke for kontakten, når mave og hjerte knugede sig sammen og vandstanden var ved at stige omkring øjenæblerne – pisse usundt, for tårer renser systemet, renser din sjæl, så slukkede jeg pr. automatik for kontakten. Det har været min måde at overleve på. Ingen tårer, fokuser på noget andet. Videre!

Overlever har været mit mellemnavn. Lige indtil kroppen sagde fra. Lige indtil jeg kollapsede, sådan for alvor. Mit system kortsluttede, i en sådan grad, at jeg fik at vide, at jeg kunne dø af det. Så snart jeg fik lappet ét hul i dragten, så opstod der en revne et andet sted. Så langt jeg kan huske tilbage har jeg kontinuerligt fejlet “noget”. Min krop har givet mig den ene advarsel efter den anden, symptomer blev mere og mere alvorlige, indtil der ikke rigtig var så meget mere alvorligt at give af. Next stop hjerneblødning eller blodprop. Point of no return.

 

Et livslangt stresset liv, som jeg ikke selv så , før det var for sent – og som jeg så alligevel slet ikke tog alvorligt, ikke engang da jeg fik at vide, at min krop var i en kritisk tilstand og at jeg kunne dø. Oven i den buldrende stress, kom der flere oven på hinanden eksistentielle trusler ind i billedet; svigt, sygdom, dårligt arbejdsmiljø og død samtidig med at jeg var truet på mit eksistensgrundlag 24/7. Belastning med belastning på.  Og jeg var alene i det. Ingen at støtte mig til. Ingen trøstende favn at søge ind til. Ingen der holdte om. Ikke engang mig selv. Dette er ikke en offertale, det er bare sådan det var – for jeg formådede ikke at række armen ud og bede om hjælp. Jeg formådede ikke at vise min sårbarhed. Jeg har altid været vant til at klare mig selv – så, jeg klarer mig selv.
Det er en dårlig idé. Vi mennesker er flokdyr, vi trives bedst med nogen omkring os. med nogen der holder om og tager sig af os. Fysisk kram og berøring, specielt når livet er svært og byder os ekstraordinære udfordringer.  Men jeg har  boet alene det meste af mit voksenliv, så der var altså “ikke andre til at hænge hylderne op”. Troede jeg. Fordi jeg ganske enkelt ikke vidste, hvordan jeg skulle række min arm ud og bede om hjælp.

Jeg var på autopilot. Økonomisk i smadder efter år uden indtjening grundet datters 2 1/2 års lange sygdomsforløb, at der ikke var “tid” til at mærke, at jeg støt og hurtigt, var ved at bryde min krop ned. At stoppe op og passe på MIG, var ikke en option, vi skulle jo overleve. JEG skulle overleve. Og det var jo sådan jeg var. den uovervindelige, et drive ud over det sædvanlige, som drevet af en indre motor. “100” aftaler om dagen, “1000! projekter igang, ingen søvn –  min krop kunne ikke, min hjerne var som en Formel 1 bane og hele mon krop agerede som var den på speed (har aldrig taget euforiserende stoffer, just for the record). Jeg blev nødt til at sidde og file på speederen, holde motoren i konstante omdrejninger, for ellers ville motoren stoppe – brænde sammen, så det gjorde jeg. Trådte på speederen.  med flere kroniske sygdomme og hjerneskade som følge af de mange belastinger og den mageårige koniske og svære stress. Det var først da en kær kvinde sagde; Du skal passe på dine børns mor! Der faldt noget på plads. Jeg indså, at skulle de beholde deres mor, så blev jeg nødt til at tage lægerne alvorligt, og ikke mindst mig selv alvorligt. Jeg godtog en sygemelding. Jeg kunne ikke andet. Kunne dårligt stave til Ib eller Bo. Min krop havde taget skade. Min hjerne havde taget skade. Mit nervesystem var flosset til atomer.

281d474a46a136a4811c61412c4e823d

Jeg går på mindfulness uddannelse, basically for at lære at trække vejret og finde ro – i uroen. Skabe balance i ubalancen. Lære at være i nuet og acceptere, der er dét der er. Det hjælper mig til at acceptere, at jeg lige her og nu, er hvor jeg er. Erkende tingenes tilstand. Min tilstand. Mit  sygdomsforløb og den lange sygemelding den kræver, som jeg hele tiden har nægtet at forholde mig til, og som jeg krampagtigt har forsøgt at forcere. “Jeg skal fandemig vise dem”. Her har en skøn kvinde rakt armen frem;  “jeg kender én jeg tror du vil have rigtig godt af at blive behandlet af”, og sat mig i forbindelse. Og jeg har taget i  mod hjælpen med taknemmelighed. Jeg øver mig nemlig i at tage i mod. Ikke en disciplin jeg er skide skarp i – men jeg øver mig.. Jeg kan ikke klare alt selv. Jeg SKAL ikke klare alt selv. Så nu er jeg i gang med et behandlingsforløb hos Kris, med Body Sds, foreløbeligt 5 gange.

Og hvad er Body sds så? Body sds arbejder med hele kroppen ud fra den forståelse, at der er en sammenhæng mellem muskler, led, organer og psykiske påvirkninger. Formålet er at lokalisere fysiske og psykiske blokeringer i kroppen og at arbejde med årsagen til problemet, i stedet for at symptombehandle. Filosofien er at give mig som klient, redskaber til at forstå og udvikle mig fysisk og mentalt, og dermed blive bedre til at frigøre ressourcer, som er blokeret i kroppen, og til at bearbejde og forløse ophobede følelser.

Jeg har prøvet det før. Af økonomiske årsager, desværre kun to gange. Første gang, var helt ubeskriveligt smertefuldt. Jeg var låst og blokeret i hele kroppen, og min ellers høje smertetærskel var i fuldstændig modsatte grøft. Tilbage til det flossede nervesystem. Men anden gang, der skete noget magisk. Pludselig blev der løsnet en blokering og det føltes som et indre brusebad på fuld blus. En form for indre orgasme, uden nydelsen vel og mærket;-) Men en helt igennem vild fornemmelse, seriøst som om nogen havde tændt for bruseren i mit indvendige system. Der kom flow, og energien og blodet strømmede igennem mine celler og system. ALDRIG har jeg prøvet noget lignende, og jeg var vitterligt ærgelig over, at økonomien ikke tilladte flere behandlinger, for hvad ville der ikke ske ved yderligere behandlinger, når dette kunne ske allerede ved anden behandling?

Jeg er derfor spændt på, hvad der vil ske på de fem behandlinger som jeg har aftalt med Kris. Der skete i hvert fald noget ved den første behandling, men det her indlæg er allerede langt, så det fortæller jeg dig om i morgen;-)

Kris har ikke hjemmeside (endnu), men du kan finde ham på facebook. Klik her

11049534_940061752723235_758428058949481187_n

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.7/5 (3 votes cast)
Jeg har ondt i krop og sjæl - Og gør noget ved det!, 4.7 out of 5 based on 3 ratings

Be first to comment