Hej, jeg hedder Malene, og har været ædru i 44 år.

Jeg er i dag startet op i et intensivt gruppeterapi forløb, med andre som enten har fået konstateret PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion) eller akut belastningsreaktion. Jeg ved endnu ikke helt hvad jeg skal synes om det. Der er lidt; Hej, jeg hedder Malene (Hej Malene) og jeg har været ædru i 44 år, over det. Og det er jo løgn, for det har jeg ikke, har drukket mig en ordentlig bjælke i øret, mere end engang eller to. Men det lader til at der er meget, lytte, føle, høre, reflektere, hvad tænker du omkring det, hvad mærker du når du hører/fortæller det osv. Og så tænker jeg…. Støn, magter jeg det? Grundet min egen belastningsreaktion og ekstrem stress, er alle mine sanser på overload, jeg føler jeg kan mærke alle celler i min krop, jeg er blevet ekstrem overfølsom overfor lys/støj, jeg vil sågar sige mennesker, der er en grund til, at jeg har afholdt mig fra alt socialt de sidste par år. Min blog og facebook, har og er stadig, mit vindue ud til verden. Jeg ser kun de allernærmeste veninder, for jeg tager alt ind, registrerer hver en enkelt lyd og bevægelse, og det er anstrengende. Gruppeforløbet er også sindssygt grænseoverskridende for mig, jeg føler mig mere nøgen end de andre. Jeg hedder ikke Heidi Jensen, så jeg står ikke helt på samme anonyme blad som de andre. Måske ved de hvem jeg er, måske ikke. Forstår de ordets betydning af fortrolighed? Jeg håber det, forventer en gensidighed åbenhed, ærlighed og respekt for hinanden, det burde være selvskrevet, for det er jo hver i sær meget personlige ting som vi sidder med. Der er ikke noget der er nogen hemmelighed, alt hvad jeg siger derinde, kommer også til at stå i min kommende bog; Fra røvtur til optur, men jeg vrider mig alligevel lidt ved tanken. Det er lidt mærkeligt, for jeg er jo som person som en åben bog, men jeg føler bedre jeg kan styre det, når jeg skriver. Det er ikke altid jeg kan styre det der kommer ud af min mund. Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde en værge, der kunne træde til på belejlige tidspunkter, og så lige sy mine tænder sammen med en sømpistol, inden han syr læberne sammen med sejlgarn og hæfteklammer.

Support group therapy for male black widow spiders.

Allerede 10 minutter inde i forløbet, kortsluttede jeg på øverste etage. Jeg skulle mere end koncentrere mig om, hvad hver enkelt sagde, samtidig med, at det rum vi sad i, stødte op til sekretariatet, bvor man kunne høre alt hvad de sagde, og hvor jeg formoder de omvendt, også kunne høre alt hvad vi sagde. Døren ud til gangen var en glasdør, så jeg regisrerede også hele tiden dem der gik forbi, larmen fra radiatoren…. larm, larm, larm. Jeg har selv siddet i lort til halsen, sidder med en rygsæk, hvor alle gamle hændelser og udfordringer pibler ud fra hver en søm. Jeg er endelig ved hårdt arbejde med mig selv, i forhold til at trække stikket, gå ture hver dag, lytte til mine grænser for aftaler i kalenderen, et langt forløb som stadig kører, hos en stress coach, samt egne kurser i stresshåndtering ved at bevæge mig i rigtig retning. Jeg ligger stadig i hvad de betegner som rød zone, men det er nu jeg begynder at føle, at jeg vil begynde at rykke mig med større skridt. Mit overskud og energi er stadig minimal, jeg er et empatisk menneske, vil gruppe forløbet nu trække mig ned, og bliver det så tre skridt tilbage, for det lille skridt jeg endelig har bevæget mig i den rigtige retning?!

Jeg ved de første gange vil være de sværeste. Her sidder vi på skift og fortæller, hvorfor vi er der, altså hvilke belastninger/traumer vi hver i sær har været udsat for. Vi nåede ikke mig i dag, det er jeg glad for, for jeg frygter lidt, når jeg skal til at hive hele paletten frem. I dag fik jeg sat spot på, HVOR mange belastninger jeg egentlig har med mig i bagagen, og hvorfor jeg tilsidst kollapsede, trods jeg troede at jeg kunne klare hele verden. Men det viser også, at selv de mest robuste har en grænse for hvor meget de kan klare. Hvis du ikke når at komme dig efter et traume/belastning før du bliver ramt af et nyt og det gentager sig flere gange, så er det summen af belastningen der får dig ned og bide i græsset. Og jeg er sgu i bund og grund mere til en god mør bøf med sauce. Når det så er sagt, så har jeg valgt at gå ind i det med åbne arme. Det er ikke navlepilleri, for de to psykologer der kører gruppen, opererer efter det der kaldes ACT = Acceptance & Commitment Therapy, her ser man mest af alt menneskelig smerte som et alment vilkår, og i stedet for at fjerne den (hvilket du jo heller ikke kan, sket er sket), så arbejder man med måder at leve med den på. Accept og forandring må være nøgleord, for man kan jo heller ikke som jeg altid har praktiseret, pakke det ned i rygsækken og vandre videre som om intet er sket, for det er jo derfor jeg nu sidder her, med hele gøjemøget strittende ud af rygsækken som er gået op i alle sømmene. Der kan simpelthen ikke være mere lort der inde. Prøve at stave lort nok bagfra … KONTROL. Jeg har altid været kontrolmenneske, men mens jeg har været syg og sygemeldt, har jeg ikke haft kontrol over en skid, nu vil jeg tage kontrollen tilbage. Ja, min last har været sindssyg smertefuld i alle udfordringerne, men jeg kan ikke ændre dem, nu kan jeg lære at leve med dem og acceptere at de er der, og godt må være der. Det er okay. Jeg vil acceptere det der ligger uden for min personlige kontrol, og forpligte mig til, at handle på måder, som beriger mit liv.

Som alt andet her i livet, så handler det om at plukke de ting vi synes vi kan bruge til noget og lade det andet ligge. Jeg accepterer den nye; Hej, jeg hedder Malene  (Hej Malene – Ja ja det er fint, hej hej) proces,  og tænker jeg vil få værktøjer ikke bare til brug for mig selv og min egen proces og fremgang, men også værktøjer jeg kan bruge, når jeg kommer tilbage og selv bliver selvstændig i mit arbejde med stresshåndtering. Min røvtur SKAL bruges til noget konstruktivt. Jeg vil inspirere og gøre mit til, at hjælpe andre med at stoppe op og få vendt tingene på hovedet, inden de selv ryger så langt ned som mig, med de konsekvenser det har haft fysisk, psykisk og socialt. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage. Jeg ved jeg har så meget at give af – Jeg  er på vej!

IMG_2157

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (3 votes cast)
Hej, jeg hedder Malene, og har været ædru i 44 år., 5.0 out of 5 based on 3 ratings

Be first to comment