Forkert nummer

Jeg VED godt, at jeg ikke trækker stikket alle steder som min læge har anbefalet og som jeg også ved jeg BURDE, men det er fandeme svært for én som mig, som ellers altid har gang i 1000 ting, bare at lægge sig ned og end ikke bruge energi på “at slå en prut, ikke bare en lille siver”. Det kan jeg IKKE. Der er hele tiden “noget luft der bare vil ud”.

Jeg prøver at tage en kold tyrker. Havde jeg muligheden, HAVDE jeg stukket af til Langtbortistan, alene og hvor jeg kunne dyrke roen og få helet  min sjæl. Jeg bilder mig ind, at solen skinner og der er varmt i Langtbortistan.

Jeg har ikke taget min telefon siden jeg blev udskrevet, først i går aflyttede jeg telefon svareren.

Der var besked fra Wahid, fra et autoværksted i Ishøj, som bad mig ringe, da mit forsikringsselskab ikke kunne få fat i mig. Jeg tænkte, at det måske var ét af de autoværksteder mit forsikringsselskab havde ringet til, for at høre om lånebil, den dag ruden i min bil var blevet smadret og min taske stålet.

Samtidig lå der en besked fra en dame fra Tryg forsikring, der bad mig ringe vedrørende den skade jeg havde haft i sommers, de manglede lige mit registreringsnummer. Hvabehar? Skade i sommers? Jeg har sgu ikke haft nogen skade i sommers, og jeg har ikke Tryg forsikring og har aldrig haft det.

ARE YOU FUCKING KIDDING ME … Is this some kind of a bad joke?!

Fuck, jeg orkede slet ikke at tale i telefon, men blev nødt til at finde ud af hvad det drejede sig om, for hun havde ringet flere gange. Ringer op og får Jette i røret. “Ja, det er angående den påkørsel du har haft på en af vores kunder, vi mangler dit registreringsnummer”. Mig: Undskyld hvad for noget? Påkørsel? Jeg har ikke kørt ind i nogen, der må være sket en fejl?! Fortæller at min rude i bilen blev smadret i sidste uge, og at mine identitetspapirer, kørekort, visakort, sygesikring mm. blev stjålet, så om det kan være nogle der har brugt det? Nej, for skaden var sket i sommers.

Jette: “Det er dit navn og telefonnummer kunden har oplyst og som du selv har givet”. Mig: Okay, godt nok kunne jeg mistænkes for alzheimer light, men jeg vil mene jeg godt ville kunne huske hvis jeg havde påkørt nogen, og ydermere udleveret mit nummer, det er ikke sket. Jeg vil gerne have din kundes telefonnummer, for det er ikke korrekt. Hun giver mig nummeret på “en bekendt, der er kundens kontaktperson, da kunden ikke taler særlig godt dansk, han hedder Wahid, og du får nummeret her”.

1208514084

Wahid? det var ham der også havde lagt besked?! Mit hjerte og trykken for brystet går helt amok, synes jeg har rigeligt at tænke på, skal jeg nu også forholde mig til en forsikringssag, hvor nogen udgiver sig for at være mig…. ååååååhhhhh magter det ikke.

Ringer til Wahid (som viser sig at være “modpartens” mekaniker) som siger: “Ja hej Malene, det var godt du ringede, vi har ikke kunne få fat i dig (nej, for jeg har hemmeligt nummer, men teleselskabet må have kommet til at åbne det op, da jeg spærrede mine simkort og telefon ved tyveriet og fik nyt simkort, med samme nummer). Vi mangler registreringsnummeret på din bil, så vi kan få afsluttet sagen”. Mig: Hør nu her, jeg har ikke påkørt nogen, der er ikke nogen sag, i hvert fald ikke med mig som ene part. Wahid: “Jo der er, jeg har da selv talt med dig i telefonen, i hvert fald én som havde samme stemme som dig (nu har jeg skærebrænderstemme, men jeg tænker at Wahid måske har taget lidt for meget af vandpiben, hvis han mener han kan genkende alle kvindestemmer som han må have haft i røret, faktum er, at det er første gang at han har mig i røret).

Han bliver ved med at påstå at det er mig, og siger så, at så må han ringe til politiet. Jeg siger, bring them om, dem vil jeg RIGTIG gerne tale med, når jeg fortæller dig at det ikke er mig, så er det ikke mig. Hvor har de fået mit navn fra? Ja det havde han selv fundet frem til via oplysningen. Den “modpart” som jo altså ikke er min modpart (to ældre mænd af anden etnisk herkomst), havde bare givet ham en lap papir hvor nummeret stod på. Spørger ham om det kan tænkes at han læser et af tallene forkert? Nej, det står meget tydeligt.

Wahid: Du var sammen med en mand i bilen, og det var ham der gik ud og skrev dit nummer ned, det skete på en parkeringsplads i Hedehusene.

Mig: (sammen med en mand, okay den var sjov) For fanden, jeg ved ikke engang hvor Hedehusene ligger, andet end at det vidst er i nærheden af Tåstrup eller Roskilde, jeg har ALDRIG været i Hedehusene. Men okay, hvilken bil har efter sigende påkørt din kundes bil? Ja, det kunne de ikke huske? Mig: Okay, måske de ikke kan huske mærket, men de må vel for helvede kunne huske, hvad farve bilen havde, om det var en 2/4 dørs, om den var lille/stor, et eller andet, og havde der havde været en påkørsel, var der vel også lidt farve fra “min bil” på deres bil? Det kunne han ikke huske, for det var flere måneder siden han havde lavet den, nu var de bare kommet til ham igen og bedt om hjælp, da de havde fundet ud af, at de selv skulle betale deres selvrisiko.

Mig, Hvordan så bilen ud? Wahid: Det var en mørk høj bil, ala en stationcar med 7 sæder, men høj. Mig: Se, det lyder interessant, for i juli måned kørte jeg rundt i en lille hvis fiat 500 med beige kaleche, og der kan man kun med god vilje sidde fire. Sig mig engang,. kender du “modparten”? Wahid tøvende: njaaaaahhrr, ikke sådan, men vi glemmer det bare så, jeg er ligeglad, jeg skal nok få mine penge via forsikringen. Mig: Glemmer det bare? Hvad tror du selv? Der er nogen der har oplyst mit nummer, om det er dine kunder der fusker og har skrevet et tilfældigt nummer, eller om det er ham der var med i den bil der påkørte dem, det ved jeg ikke og det er jeg egentlig også skide ligeglad med, men jeg er ikke ligeglad med at jeg bliver rodet ind i en forsikringssag jeg intet har med at gøre.

Jeg beder Wahid om at få sin kunde til at beskrive hvordan “jeg” så ud, højde, drøjde, hårfarve, langt/kort/krøllet/glat og så kommer jeg gerne ud til en konfrontation. Sidder så samtidig og tænker, hvorfor fanden jeg skal bruge den energi jeg ikke har, på at køre ud til et værksted i Ishøj. Hvis de to gamle nisser for alt i verden vil undgå at betale deres selvrisiko, kan de jo bare enstemmigt sige: Ja, det er hende?!

Fortæller Wahid at jeg selv vil tage kontakt til både politi og “modparts” forsikringsselskab i morgen, og han vil samtidig tage fat i sin kunde.

…. Fuck jeg er træt, helt drænet bare efter den ene telefonsamtale.

Ugen før jeg blev indlagt, havde jeg aftalt biftur med min veninde. Det huskede Teenageren, så han sagde, Mor, tag afsted, du SKAL tage afsted. Jeg har ikke været ude for en dør siden jeg blev udskrevet, kun da jeg tog ned og blev skrevet op i det ene boligselskab og da jeg inspicerede The Ghetto Hell. Alt i mig skreg NEEEEEEEEJ, er du fuldstændig vanvittig, gu´røv skal du da ej tage i biografen, hvad tænker du på? Men Teenageren var insisterende, Mor jeg VIL have du tager afsted.

Det eneste han har set af sin mor siden jeg blev udskrevet , er mig som ligger i min seng, når han står op og går i skole, og mig der enten ligger på min sofa eller i min seng når han kommer hjem. Tænkte at det måske var meget godt alligevel, at bryde “rytmen”. Så jeg sagde ja, selvom min krop sagde nej.

Jeg nåede ud til bilen, før jeg opdagede at jeg stadig havde sutsko på… Jøsses, ind igen og skifte til støvler.
Hele vejen i bilen, sad min krop og skreg nej-nej, som om jeg kørte over for rødt konstant. Og da jeg slog røven i sædet i biografen, følte jeg mig sp udmattet og tænkte, hvad fanden har du gang i Malene. Min veninde sagde bagefter, at jeg havde siddet og rømmet mig hele vejen igennem filmen, og midt i det hele, havde jeg lige hvisket et eller andet i hendes øre, som INTET havde med filmen at gøre. Det viser bare at min hjerne kører sit helt eget Formel 1 løb oppe i hovedet på mig.

Men bortset fra det, filmen var god; The Counselor, go see it.

En time efter blev jeg straffet for hårdt. Mega migræne og jeg sov ikke hele natten, dét havde alligevel været for meget. Men tror min søn syntes det havde været rart, at hans mor lige lignede sig selv et kort øjeblik, i stedet for at ligge helt stille under dynen.

Da jeg stod op, uden at have sovet i nat, gjorde alle muskler i ryg og nakke ondt og var spændte som en flitsbue, må have ligget og spændt hele natten pga. hovedet.  Det føltes som om jeg havde flyttet en 10 værelses lejlighed med klaver og marmor-chatol med skuffer fuld af blylodder. En gammel bekendt og arbejdskollega som jeg ikke har set i flere år, havde skrevet at jeg bare skulle sige til hvis hun skulle hjælpe med noget, købe ind, komme med mad eller andet, og jeg husker hun er massør, så her trækker jeg mit “tag i mod hjælp kort”, jeg spørger om hun kan massere min ryg og nakke én af de nærmeste dage. Svar: Jeg kan være hos dig om ti minutter. Mia, du er en engel, tak!

Er du sunshine, det gjorde naller, er du sunshine, det gjorde godt. På tide at JEG fik massage. En halv time efter var migrænen der igen, men jeg er også spændt i hele kroppen… Overdrevet spændt. Mia kommer igen på torsdag, jeg ligger klar allerede;-)

NU forstår jeg så også dem der går rundt med psykiske diagnoser, deres frustration over at folk ikke kan se “deres sygdom”. Hvis jeg mødte mig selv, ville jeg tænke, okay, hun ser måske lidt træt ud (underdrivelse, jeg ligner en smadret havelåge), men ellers ser hun da ud til at have det ok, så slemt kan det da ikke være? Og hun kan tage i biografen? (Ja, det kunne jeg jo så heller ikke, skulle min migræne fortælle mig bagefter)  Og hun kan skrive det her blogindlæg? Ahr okay, mon ikke hun bare overdriver lidt?

Men det er sådan jeg er. Mange akut indlæggelser jeg har haft, har været fordi der har stået en læge som har sagt: Altså hvis du fejler dét og dét, så ville du ikek kunne være til for smerte, så ville du ikke kunne stå på dine ben, eller, når du kan dét og dét, så kan det ikke være…. Well surprice, jeg har altid fejlet lige dét, eller haft dét. Jeg HAR en høj smertetærskel, og jeg ligner bare aldrig én der er “så syg”, og så er det bare sådan jeg er.

Jeg overlever, det er det jeg kan, det er det jeg altid i en eller anden forstand har gjort, så MIT største problem er også, at jeg mobiliserer nogle kræfter og et overskud som slet ikke er der, jeg bagatelliserer mine symptomer overfor mig selv, og er der bare et splitsekund hvor jeg har en mikrosnert af et “overskud”, så er jeg i sving med et eller andet, eller, jamen så kan jeg jo godt tage på arbejde og så kører jeg på pumperne, og så narrer jeg ikke bare andre, så narrer jeg mig selv.  Altså nok ser jeg træt ud og ligner en smadret havelåge, men ingen ser, hvor ondt jeg har fysisk, og hvor meget det buldrer og brager inden i. Ikke engang mig selv.

Kan jeg få en voksenværge, én der både kan sige; okay, én ting idag, det er okay, men SÅ er stikket også trukket. At sige jeg INTET må, og hive stikket overalt og på alle fronter som min læge anbefaler, det ville være fedt, men det kan jeg bare ikke finde ud af, så jeg har sat mig selv på aktivitets og arbejds-antabus. Nogle dage vil jeg kunne holde det, andre ikke. Hjælp mig med at sige, så, enough is enough, RO PÅ NU.

Nu giver det sig selv, for jeg er færdig efter at have skrevet det her og et andet indlæg på facebook, så jeg trækker selv stikket og siger:

GODNAT gassen er røget af ballonen for i dag!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

1 Comment

  • Reply November 12, 2013

    Christina

    Århhhh sødeste Malene
    Hvor giver det bare så meget genklang hos mig pt
    Jeg sende dig de aller største kram og masser af kærlige healende tanker

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Leave a Reply