En vovet date … – Part 2

Slagteren – jep – det er hans synonym, bestod prøven! Han havde ellers sagt, at han ikke kunne nå kirken, men hvem troppede alligevel op og sad ved min side? Hak i bogen. Køreturen til Oure på Fyn, som jeg havde frygtet mest, for tænk, hvis vi pludselig ikke havde så meget at snakke om, gik lige efter bogen. Snakken flød, og det var naturligt. Han hoppede i stiv arm med på dagens aktiviteter, som blandet andet bød på, at vi alle skulle lære at danse lancier, men at vi ikke måtte danse med den, vi var kommet med. Værsgo, velkommen til bryllup sammen med Hasselblad.

Fantastisk aften, selv det seksmandsbord, vi blev placeret i hver vores ende af, klarede han til UG. Brudens kusines kæreste lagde ud med at spørge, om vi var gift. Jeg var ved at få en musling galt i halsen, men Slagteren svarede bare cool: ”Ikke endnu.”

Jeg fik sunket muslingen og ville så ikke holde mig tilbage for kækheden, så jeg proklamerede straks: ”Prøv lige at høre her. Jeg kan jo ikke hedde Hansen. Men der havde han også et svar parat, for jeg kunne da bare få smidt hans mellem- navn i nakken i stedet … Okay, det er i hvert fald bedre end Hansen, I am not an ordinary girl, and won ́t never ever take an ordinary name, not even for the hottest man in the world.

Couples-love-17221552-500-332

Han var til at lokke ud på dansegulvet. Rent faktisk var det os der lukkede ballet tidligt om morgenen sammen med brudens kusine og hendes kæreste. Så langt så godt. Perioden frem til, at vi vågnede, skal jeg heller ikke klage over, på trods af, at i hvert fald jeg, havde lidt af en hestekoger brandert på. Ingen af os var i hvert fald specielt appelsinfri. Men så var det, filmen knækkede.

Jeg vågnede med den vildeste hovedpine. Jeg håbede, at det ikke var den, som kaldte sig Migræne, for hende bryder jeg mig virkelig ikke om. Men det fandt jeg desværre hurtigt ud af, at det var, da de almindelige hovedpinepiller, jeg havde været inde og hamstre hos naboen, ikke havde nogen virkning, ’what so ever’.

Jeg er bestemt ikke verdens bedste til at kaste op. Jeg vil gå så langt som til at sige at jeg har opkastningsfobi. Jeg vil hellere være syg en måned, bare jeg kan slippe for at kaste op. Måske fordi jeg bare ikke kan brække mig med stil. Det er der nogle der kan, bare lige sådan, ud med det, og så er det overstået, uden det store påstyr end når strålen rammer… noget – om det er bunden af en pose eller cisternen. Mig? Jeg brækker mig med en decibel der overstiger Roskilde Festivalen, og fordi jeg har den skide fobi, holder jeg så meget igen, at det lige pludselig kommer med 480 i timen, igennem både næse og mund. Føler mig lidt som hende fra Exorcistenthe-exorcist
Fandemig klamt, sgu da ikke underligt at jeg har opkastfobi. Så bliver du dårlig i min nærhed, skal du ikke forvente hjælp, men i stedet synet af min røv og skosåler. “Meeek-meeek, og så er jeg væk, som strudsen fra Disney. Du ved, ham Hjulben, hedder han ikke det? Strudsen… Er det egentlig en struds? Fuck it, ham der løber hurtigt. Men her havde jeg det så dårligt, at jeg på jagt efter flere piller forsøgte at stikke fingrene i halsen. Somebody shoot me, slagteren havde jeg efterladt inde i hytten, med undskyldningen om, at jeg lige gik på jagt efter nogle piller. Gud ved hvad han tænkte, for jeg var i hvert fald væk i en halv time. Fingrene i halsen – shoot me one more time – men min krop havde suget al næring fra aftenen før og drænet al væsken (og dét var ellers ikke så lidt, der kom indenbords af vodkasjusser) for intet kom op. Maven krampede, og jeg havde det lige dårligt. Så meget for at spille mundbillard mod drøvlen.

Tilbage til Slagteren, “har du fået det bedre?”… jeg tror kun jeg kunne fremvise en noget anstrengt grimasse, og så hen og have brunch med brudeparret og de andre gæster. Jeg forsøgte mig med lidt frugt på tallerkenen, men bare en bitte bid af en vandmelon fik det hele til at snurre rundt i mig. Jeg kunne mærke, at jeg umuligt kunne køre hjem uden at have fået fat i noget migrænemedicin. Lige da jeg havde opsnappet et apotek i Svendborg, som havde søndagsåbent, kom en sød lille køkkenmus hen og tilbød mig nogle piller. Hun havde hørt, jeg havde det rigtig skidt, og hendes og hendes mor led tit af migræne, så de havde altid piller derhjemme. Om, jeg ville have én? Ja tak, og gerne med det vuns!

Jeg ved godt, det er dumt at tage andres receptpligtige medicin, rigtig dumt. Men når du har så ondt i knolden, at du ikke kan stave til hverken Ib eller Bo, og du samtidig har den ondeste kvalme, så er du parat til at tage hvad som helst. HVAD SOM HELST. Jeg måtte lægge mig ud på en sofa og vente på pillernes virkning. Slagteren sad troligt ved min side hele tiden. Jeg lå bare i fosterstilling. ’How pathetic can you get?’, men jeg var ikke i stand til andet. Jeg indrømmer, havde det været omvendt, skulle han edderbroderemig have slået benene væk under mig for, at jeg ikke skulle have sagt; lad os lige ringes ved, ikk? (som i aldrig). Jeg formåede virkelig, at vise mig fra min mest charmerende side. På anden date!

tumblr_mlp2dyNGzd1snk4ngo1_500
Selvfølgelig var der en kvinde fra aftenens selskab, der kom forbi, og som lige skulle fortælle, at hun altså også tit fik migræne, når hun havde drukket for meget. Lige i det øjeblik, havde jeg lyst til at sige: ”Du lukker bare søster,” men jeg svarede i stedet pænt: ”Ja, jeg bliver straffet for hårdt nu.” Jeg plejer så ikke at få migræne, ligegyldigt hvor mange promiller, jeg gavmildt har udstyret mig selv med. Desværre fandt jeg først ud af, at han ikke havde kørekort, da jeg havde slugt pillen, og den gavmilde giver fortalte, at jeg endelig ikke måtte køre bil bagefter. WHAT?! Intet kørekort?! Du bliver 43 år i næste måned? Gud ved, om det er blevet taget, eller om han virkelig bare aldrig har fået taget et kørekort? Godt, han ikke har læst min første bog ”Hvad er det lige med os kvinder?!” Her beskriver jeg et sted i bogen alle de der lattterlige krav, specielt vi kvinder kan have til en ny potentiel kæreste. Ét af mine var, at jeg ikke mente, at jeg ville kunne have en kæreste, som ikke havde bil … Hmmm, den må jeg så æde nu. Jeg er trods alt blevet lidt ældre og gammel nok til at vide, ’you can’t have it all’, men det kunne da være meget fedt.

I det øjeblik der var gået 45 minutter, ville jeg rejse mig op, og jeg kunne med det samme mærke, at der var noget galt. Alt snurrede rundt, og jeg kunne dårligt stå på benene, da jeg med det samme kunne mærke, at NU skulle jeg kaste op, beder jeg Slagteren om at gå ind til køkkenmusen og tjekke, om der er morfin i pillerne, for det VED jeg, at jeg ikke kan tåle. Og så ville jeg også gerne af med ham, inden jeg fik overbroderet ham, med utidigt maveindhold. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok ud ad døren. Det er ikke fedt at stå og kaste op midt i festsalen med bryllupsgæster vadende frem og tilbage. Jeg nåede lige ud på gårdspladsen, og her måtte jeg top charmerende bare stoppe op og kaste op, hvor jeg stod. Der kom kun den smule væske op, som jeg havde slugt pillen med, men jeg fik stavret mig om bag et stakit, hvor jeg satte mig på hug. Og så er det lige jeg spørger, har du

  1. lyst til at knække dig foran gårdsdagens bryllupsgæster, som med garanti tænker: ”Hun skulle nok ikke have drukket så meget i går med den bagbrandert.”
  2.  lyst til at vise denne festlige side af dig selv til en ny potentiel kæreste på blot den anden fucking date?Svar = NEJ! Nej, til begge dele!

Jeg kom med rystende knæ på benene igen. Jeg kunne ikke kaste op, min mave krampede bare, og jeg tænkte kun på at få kastet mig ind i bilen, så kunne jeg da ikke falde så langt. Slagteren kom ud i det samme. Kunne ikke umiddelbart se, at der stod noget om morfin.

For fanden, hvor havde jeg det dårligt. Udover hovedpine og kvalme, som er kendetegnende for migræne, var jeg svimmel, døsig, og jeg rystede over hele kroppen, på trods af at jeg ikke frøs. Men det værste var den snurren i hele kroppen, helt ud i fingerspidserne, som jeg kun har mærket lige inden de gange, jeg har prøvet at besvime. Ikke fedt, når du ved, du har halvanden time hjem i bil.

De halvanden time blev til tre en halv. Jeg troede ALDRIG, vi skulle komme hjem. Jeg måtte flere gange smide bilen ind til siden og kaste mig ud og lægge mig på jorden. Ikke lige i denne stil, nok mere som en udjokket edderkop, lå jeg der i rabatten og jamrede.

images1

Første gang lige før broen, fra Fyn til Sjælland. Der var en lille nødvej, og jeg tænkte bare, IKKE ud af bilen på den store bro, IKKE besvime på den store bro, og det tror jeg faktisk var sket, hvis jeg havde fortsat. Jeg væltede ud af bilen, bad Slagteren hoppe med ud, da jeg var sikker på, jeg ville besvime. Jeg smed mig ned i rabatten og så gik min krop bare amok i en stor rystetur, og pludselig skulle jeg kaste op. ÅH FUCK, nu kunne jeg jo ikke sende ham nogen steder hen. Han ville se mig! Oven i al min elendighed var jeg bare flov. Jeg stavrede over til en lygtepæl klamrede mig til den og kom så med den yndigste lydeffekt: ”UUUUUUUUULLLRRIK, UUUUUUUUUULLLLR- RRIIIKKK,” kaldte jeg, men intet kom op. Jeg kunne bare stå og spytte lidt med krum ryg.
Lige da jeg rejste mig og sagde, jeg skulle kaste op, havde slagteren vendt mig ryggen, og jeg tænkte: ”Okay, det er måske lige i overkanten af, hvad han kan klare. At se sin date stå og klamre sig til en lygtepæl, mens hun øgler, eller i hvert fald forsøger på det.” Men han kom hurtigt over og rakte mig en serviet. Jeg smågræd bare ynkeligt og sagde, at jeg ikke engang kunne formå at kaste op. Han var også sød nok til i bilen at sige: ”Lige meget hvad du siger og gør på denne her tur hjem, så er du tilgivet på forhånd.”

524167_10205687787142067_9049514192534937060_n

Jeg tog nogle dybe indåndinger, og jeg ville bare hjem og ligge. Den var helt gal. Ind i bilen igen, hvor jeg fik kæmpet mig over broen. Benene rystede som en epileptikers. Jeg kunne dårligt fokusere på vejen, og det var meget dumt overhovedet at forsøge at køre bilen. Jeg ved det!

Kunne mærke, jeg var ved at få én af de store rysteture igen og fornemmelsen af, at NU besvimede jeg. Jeg overhørte første advarsel og kørte forbi en rasteplads. Jeg troede aldrig, jeg skulle nå til den næste, men det var også på et hængende hår. Jeg kravlede stort set ud af bilen. Slagteren hjalp mig over på en bænk, og så lå jeg ellers der med hele kroppen hoppende i et kvarter-tyve minutter. Han spurgte, om han skulle ringe efter en ambulance, men jeg syntes, det var for voldsomt. Indrømmet, jeg var tæt på at sige ja. Jeg blev selv forskrækket over min krops reaktion. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det var virkelig, virkelig ubehageligt. Men jeg tænkte kun på, at jeg skulle have bilen med hjem. Jeg skulle jo hente mine børn senere. Ja, Falck er opfundet, og ja, børneafhentning kunne arrangeres, men jeg var vel egentlig så dårlig, at jeg ikke tænkte helt klart og rationelt. I stedet for begyndte jeg at græde, og INGEN mennesker ser godt ud, når de hyler. Men for fanden da, hvor havde jeg det skidt. En kvinde, fortalte Slagteren senere, var gået forbi fire gange og havde kigget og spurgt, om hun kunne hjælpe os. Nej, nej, nej, ikke flere, der skulle delagtiggøres, tak. ’Trippet’ skulle bare overstås. Jeg følte mig som en mellem- ting mellem en epileptiker og en hardcore junkie på afvænning.

Efter at det værste var overstået, og jeg havde sundet mig lidt, begyndte det selvfølgelig at regne. Slagteren spurgte, om han skulle hente min dyne. ”Nej, vi må bare hjem,” sagde jeg, og mens jeg støttede mig til ham, kom jeg ind i bilen igen. Damen, der havde spurgt om hjælp, sad og observerede os i bilen. Hun må have troet, han var sadist, siden han ikke overtog rattet, og jeg igen satte mig klar til at køre.

Langt om længe kom vi hjem, to timer senere end vi ellers skulle have været der. Slagteren afsluttede med et kæmpe kram, kys (godt jeg ikke havde øglet, den heftige af slagsen, men så havde han nok også holdt næbet for sig selv) og ordene: ”Jeg synes, du er dejlig.”

hug-couple-love-feelings

Dejlig? Mig? Altså hende der har kravlet rundt i rabatten og krumrygget stået og klamret mig til en lygtepæl, med ynkelige lydeffekter som akkompagnement?

Kan man andet end at holde af sådan en mand, som har overlevet sådan en weekend med mig. Jeg vil mene, at når han stadig synes, jeg er fantastisk efter sådan en omgang, så er der grobund for noget mere!

Blev det så til mere? Det kan du læse mere om i min bog:40_min_bare_roev_sLån den på biblioteket, eller endnu bedre, bestil den hjem i din nærmeste boghandler;-)

Fik du ikke læst part 1, finder du den her

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (1 vote cast)
En vovet date ... - Part 2, 5.0 out of 5 based on 1 rating

1 Comment

  • Reply April 15, 2015

    Frederik Henriksen

    Ak ja, kan ikke være mere enig end din afsluttende konklussion..
    Kan man på et så tidligt stadie holde af en person der viser sin værste side totalt blottet, så kal man nok klare en del..
    Bedre grobund findes vist ikke..
    Ingen er perfekte, (Ikke engang mig, min mås er feks. revnet :-P ), men nogen er perfekte for hinanden..
    Så mangler vi ellers bare del 3, hvor det afsløres inden for få dage, at én af jer er totalt uispirerende seksuelt..
    – Men siden den del blev afløst af en hel bog er det vel næppe tilfældet..
    Pas på med at leve livet, du risikere at dø af det ( Med tiden ).. ;)

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 5.0/5 (1 vote cast)

Leave a Reply