En hyldest til de skæve eksistenser

80´erne er synonym med Kim Schumacher, snow wash cowboybukser, Ball trøjer, permanentet hår, collegesko med kvast, Pisang Ambon, læder slips, hårlak, Duran Duran og Depeche Mode.

Men os der gik i byen i København i 80´erne, husker også Boogie-Preben, Sanger-Søren, der stod og vuggede, med øjnene op mod himlen og sang Shu-Bi-Dua sange. Han sang altid Shu-Bi-Dua. Boogie-Preben er død. Lever Sanger-Søren endnu? Og hvad blev der af ham “Har du to kroner?” og den blinde fyr med legetøjs keyboardet og to melodier (godt og vel) på hånden? Jeg håber de stadig lever, og har det godt – der hvor de er i livet.

Vi møder dem på gaden, på værtshuse og på bænke rundt omkring. De utilpassede. De tiloversblevne. De excentriske og skæve eksistenser. De skal ikke romantiseres. Men de skal rummes og omfavnes. Som en intakt og værdig ingrediens i vores perfekte strømlinede kultur og bybillede. Vi har sjældent tid til at forholde os til dem, og allerhelst (og desværre) vil mange helst lade som om de ikke eksisterer. Men det gør de (og hurra for det – hurra for forskellighed). Næste gang jeg støder på én, vil jeg stoppe op, kigge, lytte, give et smil. Et møde med ét af disse såkaldte skæve eksistenser, kan være ganske underholdende, lærerigt og perspektiv åbnende. You probably make their day, bare for at give opmærksomhed. At se dem, uden foragt, hån eller “stakkel” brillerne på.

Jeg vil vende retur til Boogie Preben. Den middelaldrende fyr med cyklen og ghetto blasteren. Ham som stod i en smørre, eller indhak til en butik på Strøget stod og spassede electric boogie om natten. Ham, som folk slog cirkel omkring og kastede mønter efter. Gerne femmere. Det var kotume at tyre mønter efter ham. Hvis man kastede femmere, så smed han sig ned på den gennemkolde asfalt og lavede Ormen, der i mange år var the move indenfor breakdance.

BoogiePreben

Hver weekend drog Boogie-Preben, med det borgerlige navn Preben Mogensen ind på Strøget og lod sig både hylde og fornedre med sin særegne dans. Jeg ryger lidt ud af den eksistentielle tangent. At der er noget tristhed ved at lade sig ydmyge på den måde, men at vi ikke aner, hvad der driver folk. Og at ingen i dag ved, hvorfor han gjorde det. Og heller ikke kommer til det.
I 10 år var Boogie-Preben en markant del af det Københavnske natteliv omkring Strøget.

Preben var hverken hjemløs, vagabond, alkoholiker eller retarderet, som de fleste nok troede. Der var ikke for alvor noget galt med Preben Mogensen.Han boede i en herskabslejlighed på Frederiksberg med sin søn, datter og sin kone. I en alder af 49 år, i 1984, startede Preben Mogensen med at danse sin egen mærkværdige version af electric boogie og breakdance. Ingen i familien fandt for alvor ud af, hvorfor Preben skulle ind på Strøget. Men sønnen kunne i ugens øvrige dage konstatere, at Preben var et dybt isoleret menneske.

Vil du læse hele historien om Preben, så læs denne artikel, der er lavet over interview med hans søn, Per Mogensen.

Du kan også se et par af hans legendariske moves I denne musikvideo Op til jul, med Bossen & Bumsen

Jeg husker tydeligt hvordan det føltes at stå der som sen-teenager og se både jævnaldrende og lidt ældre, tiljuble og ydmyge en dybt isoleret mand for sjov. Tyre mønterne i hovedet på ham, og jeg mener tyre.

Jeg har også grint – jeg har også jublet; Lav Ormen Preben, lav Ormen. Men aldrig med hånligt eller nedladende følelser som afsæt. Jeg håber han kunne høre forskel. Jeg var forundret, målløs og alligevel også ydmyg på én og samme tid. Så skæv en karakter, hvad drev ham? Indrømmet, hans moves var pisse sjove at se på. Men det gjorde ondt i mit hjerte at opleve, dem der bevidst hånede og nedgjorde ham – gjorde ham ondt. For det gjorde de. Det gør sgu da naler at få tyret mønter I hovedet for helvede. Og så bare fordi de kunne.

Jeg sagde altid fra og “svinede” tilsvinerne retur eller bad dem lade ham være, men gør det mig til et bedre menneske? Næppe! Og slet ikke når jeg erfarer, at Boogie-Preben når han kom hjem, knuget af trodsig stolthed, en stolthed over at være, Strøgets Elvis, var dybt fortvivlet over sin ensomhed, der åbenbart var så desperat, at selv ydmygelsen fra unge mænd, kunne forløse ensomheden en smule. Han græd tit når han kom hjem har jeg erfaret. Græd over vreden og skammen. For mens vi som forbipasserende eller tilskuere nemt kunne tro, at Preben oplevede virkeligheden anderledes end os andre, så gjorde han faktisk ikke. Han mærkede tydeligt mønterne der blev tyret på kroppen, han fornemmede godt hånen i jublen – og det giver mig dårlig smag i munden.

I min videre færd ud i livet, vil jeg huske mig selv på, at alle har en berettigelse på denne jord. At vi aldrig ved, hvad der driver det enkelte menneske ud i forskellige handlinger, og at vi ikke kender historien bag det enkelte menneske. Who am I to judge? And who are you?

Dette blogindlæg er dedikeret til alle de skæve eksistenser out there. Boogie-Preben døde i 1997, men jeg vil altid huske ham – og de følelser han afstedkom.

Ære være dit minde Preben!
boogie1

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 3.5/5 (2 votes cast)
En hyldest til de skæve eksistenser, 3.5 out of 5 based on 2 ratings

Be first to comment