Den dag jeg blev sat i kræftpakkeforløb…

Jeg græder og kan dårligt trække vejret. Jeg er lammet af angst, og føler jeg skal kaste op. Lungekræft? Mig – som aldrig har røget? Are you fucking kidding me?!

Aldrig har jeg været så bange! Jeg kan slet, slet ikke rumme tanken om, hvad der skal ske med mine børn. Lungekræft? Det dør man sgu da af?
Eller, prognosen er i hvert fald ikke den mest fantastiske, det er den kræftform flest dør af. SLAM in your face!

Jeg er ikke bange for at dø, men tanken om, at mine børn i så ung en alder, måske skal miste deres mor, dér knækker filmen. Det er det eneste der kører rundt i hovedet, som en gammel LP med ridser; Hvad skal der ske med mine børn?! Hvad skal der ske med mine børn?!

FullSizeRender-1

Jeg prøver at berolige mig selv; “selvfølgelig har du ikke lungekræft”, gentager jeg igen og igen inden i mit hovede – men faktum er, at jeg har samtlige symptomer, – uden undtagelse – og det skræmmer mig. Angsten sniger sig langsomt igennem hver en celle. Jeg har sgu fejlet en del, mere eller mindre alvorlige sygdomme, igennem mit liv. Jeg har altid været rimelig cool med attituden; det går over. Men denne mulige prognose, slår luften ud af mig. Mest af al fordi jeg er så drænet efter sygdom på sygdom, at jeg tænker; Hvad fanden har jeg at kæmpe i mod med, jeg er jo fuldstændig i bund . Og mine børn? Jeg er bogstavelig talt ved at kaste op ved tanken om, hvad der skal ske med mine børn, i tilfælde af, at det ikke lige går som det skal.

De sidste 6 måneder, har jeg haft det “mærkeligt”. Jeg har ikke kunne sætte finger på hvordan. Bare, at jeg havde det rigtig dårligt – udover det sædvanlige.
Jeg har været til læge i tide og utide, og blevet sat i behandling med- og for, det ene og det andet, uden at få de bedre. Kun flere symptomer trådte løbende til.

Jeg har været så indædt træt, at jeg har måtte gå direkte tilbage i seng når jeg har afleveret min datter i skole. Hver anden time mødte jeg muren, og kunne næsten ikke komme igennem en dag. Jeg havde trykken for brystet – men det kunne lige så vel stamme fra min hjertesygdom. Samtidig havde jeg en let hævelse og rødme på brystkassen. Det passede med den sjældne diagnose Tietzes syndrom, som er en betændelsestilstand i brusken mellem ribbenene. Jeg røg i antibiotika.

Jeg opdager flere knuder i brysterne – til læge igen. Han mærker efter, og finder andre jeg ikke selv havde observeret. Jeg har altid haft et knudret bryst, så det er generelt svært med selvundersøgelse, og knuderne varierer i form. Nogle er ømme, andre er ikke.

Jeg bliver henvist til mammografi og ultralydsscanning. Det går stærkt. Allerede dagen efter, ligger der en indkaldelse fra Rigshospitalet. Jeg er bemærkelsesværdig rolig. Tænker i mit stille sind, at skulle knuderne være ondartede, så må de jo bare væk. Altså både knuderne og babbelutterne.

Jeg giver det ikke mere energi. De skal bare undersøges, så jeg kan handle. Videre.

Jeg joker med sygeplejersken der skal foretage mammografien. Forestiller mig, at skulle tage hjem, med et par dinglende flade pandekager under blusen. Seriøst lange og dinglende. Man tror jo ikke det er muligt at mase et par bryster så meget – men ååååh jo.  Det er sgu lidt spøjst at stå der og blive hevet i babserne, også selvom det er en sygeplejerske. Hun hiver og slider i mine bryster for at få dem godt ind på pladen, og så får de ellers “tryk 16″.
Jeg får at vide, at en læge skal vurdere billederne, og bliver så henvist til rummet ved siden af. Lægen skal lige tjekke mine knuder ved en ultralydsscanning.

Jeg har en hel del, både vandcyster og kirtelvæv, Jeg er også så “heldig” at de ligger i flere lag. Lægen tømmer de værste af dem med en sprøjte. Det lyder værre end det er, det var kun de af dem der lå dybere inde, hvor han skulle presse nålen igennem brystvævet, der var knap så behagelige. Jeg har tidligere flere gange haft cyster på æggestokkene, og sidste år blev jeg scannet i hovedet, hvor de fandt to cyster, hvilket var “meget normalt”. Jeg er åbenbart lidt af en cystedanner. Det gode er, at Rigshospitalet nu vil følge mig et par gange om året, da de godartede cyster, godt kan ligge og skygge for “dem vi ikke vil have”, og lægen siger, at hvis jeg danner flere der er generende inden de kalder mig ind igen, så skal jeg bare bede lægen om endnu en henvisning.

Efter fem års pause med fysisk træning, er jeg begyndt at træne barre træning. Og selv om det hele tiden havde været hårdt, fordi min krop stadig lider under stress og belastningsreaktion, så kæmpede jeg nu seriøst for at komme igennem en time. Det var nu mere reglen end undtagelsen, at jeg blev ekstraordinær utilpas – hvor jeg følte jeg var ved at besvime, det snurrede i kroppen, kvalme og åndenød, lang tid efter timen var slut. Nogle gange reagerede min krop i flere timer efter.

Antibiotikaen hjælper ikke. Jeg tænker det nok ikke er Tietzes syndrom. At jeg stadig har rødme på brystkassen og trykken for brystet, tillægger jeg ikke den store værdi. Jeg tænker som vanligt; “jeg har det sikkert bedre i morgen”.  Det havde jeg ikke.

Jeg begynder at ryste på hænderne konstant. Mister appetitten, så jeg må tvinge mig selv til at spise, og alligevel begynder jeg at tabe mig, støt og stigende. Lidt usædvanligt for én med lavt stofskifte.

Jeg har åndenød, bliver forpustet af at gå 5 trappetrin op. Jeg hoster, nogle gange så kraftigt, at det føles som om mine lunger klapper sammen og jeg slet ikke kan få luft. Ubehageligt for mig, men også for de omkring mig der oplever det, som springer hen for at klappe mig i ryggen, fordi det lyder som om jeg bliver kvalt. Jeg er på både slimløsende (morgen) og hostestillende (aften) hostesaft. Ingen bedring.

Mine lunger bliver røntgenfotograferet for evt. kold lungebetændelse. Røntgen viser ingenting.

Jeg er til mit jævnlige kontrol hos min endokrinolog, grundet mit lave stofskifte. Blodprøverne er stadig helt i hegnet, også ham fortæller jeg, hvor dårligt jeg har det, og spørger om der kan være noget af det medicin jeg får, som ikke harmonerer sammen. Han tilskriver min dårlige almen tilstand det faktum, at mine stofskifteal stadig er helt skæve, og øger det ene præperat af de to jeg får som kombinationsbehandling, 100%. Tak for kaffe, men det er svært og tager tid, at regulere et lavt stofskifte.

Jeg “sejler rundt”, er helt slatten, og til træning kan jeg seriøst ikke engang holde mine arme oppe i 2 sekunder, så føles de som bly. Jeg har udtalt muskelsvaghed, absolut ingen kræfter, som i INGEN. I en time får jeg et ildebefindende og må lægge mig på gulvet. Jeg forstår ikke hvad der sker, men det er en møg ubehagelig tilstand og tårerne sniger sig ud af øjenkrogen, mens jeg ligger og ryster. Der går et par timer før jeg føler mig i stand til at tage hjem. “Jeg har det nok bedre i morgen”, tænker jeg. Det har jeg ikke – tværtimod.

Jeg er til læge – igen. Han synes at jeg har haft det d, lige som da jeg var hos egen læge. ndlagt med hjertet.lejer, så han vil sende det til vurdering hos hjertelægerne på Køge Sygeårligt for længe nu, og at min krop lige trænger til “et los i røven, han sætter mig på binyrebarkhormon i sin reneste form. Piller jeg skal tage de næste 10 dage. Jeg får taget EKG, det ser lidt anderledes ud end det plejer, så han vil sende det til vurdering hos hjertelægerne på Køge Sygehus, hvor jeg flere gange har været indlagt med hjertet.

Aftenen efter, har jeg det så udtalt dårlig, men står med det sædvanlige dilemma. Min datter sover, min søn er på arbejde… Det er noget nær den eneste udfordring som alenemor. Når jeg er syg. Det har kostet nogle akutindlæggelser gennem tiden, fordi jeg har ignoreret symptomerne, mere fordi jeg ikke kunne overskue, hvor jeg lige skulle gøre af ungerne kl. lort om aftenen/natten, så er det nemmere – i mit hovede, at vente til det bliver dag og de er afleveret i skole. Det er ikke altid min krop har være enig i den disposition..

Nu er kl. 01.00 og min søn kommer hjem fra arbejde. Han kigger på mig: “Du ligner lort”, konstaterer han, og da jeg også har det “som en pose lort” spørger jeg, om jeg må sove hos ham. “Øøøøøh, tror du ikke du skal ringe til en læge”, svarer han, og mit åndsvage svar er; Nej, det kan jeg altså ikke lige overskue, Sophie sover – “jeg har det sikkert bedre i morgen”. Men jeg kan godt mærke, at jeg øjensynligt ikke vil have det bedre “imorgen”, og jeg har det så dårligt, at jeg ikke er tryg ved bare at lægge mit til at sove. Når min søn sover, kan der springe en bombe ved siden af – han registerer det ikke.

Jeg ringer til 1813 – Forklarer hvordan jeg har det og kvinden i den anden ende af røret siger, a hun vil sende en ambulance med udrykning med det samme. Jeg nægter først, prøver at overbevise mig selv – og hende om, at så slemt er det altså ikke. Hun beder om at få lov til at snakke med min søn, og hun begynder at udspørger ham om min tilstand. Hun sender en ambulance. Pis altså! Panik.

Sophie sover – der gør de fleste, hvis ikke alle andre vi kender, også. De skal begge op i skole, og jeg bander mig selv langt væk for at have ringet 1813. Jeg kunne vel for helvede godt have ventet til det blev morgen. Ambulancen er der kort tid efter. Jeg instruerer Nicklas, giver ham telefonnummer til Sophies far og en veninde der bor tæt på, med børn i samme skole som Sophie, og beder ham om at følge Sophie i skole, hvis ikke han får hul igennem nogle steder.

Afsted med ambulance, de tager også ekg, som igen ser “anderledes ud”, lige som da jeg var hos egen læge. Jeg bliver indlagt på hjerteafdelingen.
Her mener de, at det er min astma der skaber problemer, og når mit hjerte, som i forvejen er belastet, pludselig også skal kompensere for dårlig lungefunktion, så er det på overarbejde. Jeg bliver sat i gang med astmamedicin igen, både som inhalator og pilleform. Jeg bander alt det medicin langt væk, men kan omvendt heller ikke blive ved med at have det så dårligt.

Der går en måned, ingen bedring. Har stadig samtlige symptomer, men nu mister jeg fra den ene dag til den anden, også stemmen, jeg kan kun kvække et par hæse ord frem i ny og næ. Ingen forudgående forkølelse eller halsbetændelse. Stemmen ryger bare – I halvanden måned!

Vægten falder støt fra dag til dag, jeg får det værre. Ikke bedre. Jeg prøver med alverdens alternative løsninger, og får taget blodprøver for mulig magnesium toksicitet. Og selvom magnesium toksicitet kan give hjertestop og have dødelig udgang, er jeg stadig rolig. Jeg vil bare gerne vide hvad jeg fejler, jeg har det tydeligt for enhver, ikke godt!

Et par dage efter, er jeg igen på Rigshospitalet. Der er kun gået to måneder siden jeg sidst var der og få fjernet en masse cyster. Nu er der flere knuder, hårde som glaskugler og i forskellige størrelser. Jeg bliver ultralydsscannet igen – og jeps, den er god nok. Jeg er fyldt med væskefyldte cyster igen. Det er en anden læge end sidst og hun konstaterer tørt; “jeg kan altså ikke fjerne alle sammen, det bliver for voldsomt, de ligger i flere lag og så bliver vi jo aldrig færdige”. Øhhh, godt så!

Jeg tror alligevel, at der gik lidt sport i det. Jeg gik derfra med så mange stikmærker og plaster på babserne, at jeg ville have gjort enhver stiknarkoman grøn af misundelse – og så var der endda stadig knuder tilbage. Well, så har de også lidt at muntre sig med næste gang.

Dagen efter ringer jeg til lægehuset for at få svar på blodprøverne, om jeg har magnesium forgiftning eller ej. De er to fantastiske læger i mit lægehus og de har fælles patienter, men de sidste par år, har det mest været den ene af dem jeg har fået tid hos, så den anden som har morgenvagten, er ikke helt opdateret, og hun siger: – der er ikke tegn på magnesium forgiftning, dine hvide blodlegemer er forhøjede, men ikke så høje så vi vil sætte dig i kræftpakkeforløb, her og nu.

Jeg studser kun kort og tænker; kræft? Hvor fanden kom den lige fra? Men lægger så tanken fra mig igen. Videre i teksten – “jeg har det nok bedre i morgen”… Det havde jeg ikke!

Det er nu søndag, og jeg har forsøgt at træne barre, uden held. Min krop nægter, jeg bliver forpustet af, at vrikke med tæerne, jeg hoster og hakker, og kan stadig dårligt løfe mine arme, de føles stadig som bly.

Jeg sidder efterfølgende og snakker med min veninde som har studiet, og siger nærmest på vej ud af døren og med min sparsomme hæse stemme til hende; – Mærkeligt, at jeg bliver ved med at have rødmen på brystkassen som om jeg har en svag solskoldning, når jeg endnu ikke har været i solen, det ligner at jeg har en infection, selvom mine infektionstal er fine – nå, men det går nok snart ovee.

Jeg er blevet rimelig tynd for at sige det mildt, så inden jeg går i seng, laver jeg mig en stor skål havregryn og en shake med kokosmælk og bananer. Ikke fordi jeg er sulten, men fordi jeg vil undgå tab af flere kg. Jeg sætter mig foran computeren og jeg logger ind på sundhed.dk, vil lige med egne øjne se, hvad nogle af alle de blodprøver jeg har fået taget de sidste par måneder viser.

Her spærrer jeg øjnene op. Alle der ender med noget på –cytter, er forhøjede, og det kan jeg se de har været siden jeg for flere måneder siden, var indlagt med hjerte og lunger. Derfra har de været støt stigende hver gang. Fra indlæggelsen og ca. en måned frem, hvor næste hold blodprøver blev taget, er der en stigning. Den sidste uge hvor jeg har fået taget blodprøver flere gange, er de med tre dages mellemrum, steget mere, end hvad de gjorde den første måned? Jeg tænker om de allerede var forhøjede da jeg var indlagt, og hvor længe de måske har været det. Det ved jeg jo ikke, men mine infektionstal er ok. Mærkeligt.

Jeg ved ikke hvad der får mig til at tjekke “lungekræft” på nettet, men i det symptomerne kommer frem på skærmen, er det som et knynæveslag og kvalmen grundet chokket over, at jeg kan sætte flueben ved hvert eneste, rammer mig på stedet – jeg kan ikke synke den bid jeg har taget i munden.

Jeg skubber computeren væk. Tvinger mig selv til at tænke andre tanker og berolige mig selv– det er svært. Det der var dråben var, at jeg liiiiige for en sikkerhedsskyld dobbelt tjekker, så jeg laver en ny søgning på symptomer, og første linje på et af de links der kommer op lyder: “hos de fleste rødmer huden som ved en svag solskoldning”. Dét symptom, som jeg anså for at være “det mindste af det hele, men at det var lige de ord jeg tidligere på dagen selv havde brugt – jeg ved ikke hvorfor, men det var dét der slog benene væk under mig.

Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, i ét stort virvar. Jeg er  “lorten på bordet” typen, så selvfølgelig kigger jeg på prognosen – hvad er jeg oppe i mod, hvis det viser sig, at den er god nok. Den var ikke god – for at sige det mildt. Mellem 8-10% er i live efter 5 år. Jeg har kvalme, føler jeg skal kaste op – og mærker en frygt, så overraskende og stærk, at den er alt overskyggende. Jeg er sgu ikke en der tager sorgerne på forskud, men tanken om mulig lungekræft og en mulig konsekvens heraf – den rammer mig, som en dunhammer. Jeg søger febrilsk på nettet. Der må være andre – mere fordøjelige sygdomme, med samme symptomer – Jeg finder ikke nogen.

Jeg ryster over hele kroppen og mine ben er som gelé. Hvad der ikke ryger igennem øverste etage på kort tid, af katastrofetanker; Sophie har sin far – en travl mand som har hende 8-10 dage om måneden, det vil være en stor omvæltning for ham og hans kæreste, hvis han pludselig skal have hende fuldtid, men selvfølgelig vil det løse sig – hvis det skulle blive aktuelt. Men Nicklas?!  Jeg kan slet ikke bære tanken om, hvis han skulle blive forældreløs. Han lider i forvejen under ikke at have nogen far. Han har været så grueligt meget igennem, som han ikke har fortjent. Skulle han nu også miste sin mor?

“Fandemig nej! Det skal blive løgn”, tænker jeg og retter ryggen, “der må sgu stå nogle andre foran mig i køen”.

Men frygten vinder, skuldrene falder sammen igen og jeg hulker, bogstaveligt talt. For hvad skal jeg kæmpe i mod med? Mit immunforsvar er helt i bund.

Jeg har altid sagt, at hvis jeg nogen sinde skulle få kræft, så ville jeg takke nej til kemo. Jeg tror det gør mere skade end gavn, og at der er andre mere hensigtsmæssige og naturlige behandlingsmetoder. Det er selvfølgelig en meget individuel og personlig vurdering og beslutning, og jeg har fuld forståelse for de der ikke tør andet, end at benytte sig af den kommercielle behandling med kemo og stråler.

Min hjerne er gået i beredskabsmode. Jeg kæmper i forvejen rigeligt, er samtidig med sygdom maksimalt presset økonomisk, da jeg intet rådighedsbeløb har, og konstant jonglerer rundt med, hvilken rykker der skal betales først og hele tiden sætte et eller andet til salg, bare for at vi kan få mad på bordet. At være presset på sit eksistensgrundlag 24/7, er ikke noget der ligefrem fremmer en bedring, fysisk som psykisk. Hvordan skal jeg finde ressourcer til at kæmpe denne kamp også? Hvordan skal jeg få råd til cannabisolie , diverse kosttilskud og alternative behandlinger? Mine øjne scanner stuen og hukommelsen, efter et eller andet jeg kan sælge her og nu, så jeg kan bade mig selv i cannabisolie. Jeg er klar til at sælge alt inventar og flytte i papkasse.

Selvmedlidenheden banker også på, og jeg lukker den ind. Det er bare ikke fair. Nu har jeg levet en stor del af mit liv i modstand. Mange år har handlet om overlevelse, sygdom og diverse udfordringer, der seriøst har trukket tænder ud. Det er jo for fanden nu, at jeg så småt skal komme i bedring og leve resten af mit liv i lethed og med ro og glæde i sindet. Jeg har så mange drømme og mål jeg skal realisere, skal jeg lige “rykke tilbage til start, uden at indkassere de 4.000”.

“Malene stop dig selv. Det er nu du beder om hjælp, inden du hidser dig selv op til højder som giver iltmangel”.

Men angsten klæber til hver en celle – jeg kan ikke beskrive hvor bange jeg er. BANGE!

Det er midnat, men jeg må tale med nogen, jeg kan slet ikke finde ro. Min datter sover, ham den lange kommer hjem fra job inden for en time, og her står jeg helt opløst. Jeg ringer til min veninde Line, hun bor tættest på. Så snart hun tager røret, ryger den selvbeherskelse jeg lige havde fået mobiliseret, og jeg hulker bare ind i røret, mens jeg med hæs og næsten ingen stemme, prøver at forklare. Line er chokeret, hun har aldrig hørt – eller set mig græde på den måde før, og hun har svært ved at forstå hvad jeg siger, men et kvarter efter står hun ude foran min hoveddør. Jeg falder hende grædende om halsen.

Vi sætter os op i stuen. Line prøver at være rationel, og vi gennemgår og vender alt i forhold til hvordan jeg har haft det, det sidste halve år og i forhold til, hvad vi kan finde på nettet, der kunne tale for noget andet. Line sidder og vrider sig i sofaen. Jeg kan tydeligt fornemme, at hun ville ønske hun kunne sige noget andet, noget der blankt kan afvise muligheden for lungekræft – men hun bliver nødt til at erkende, at mine symptomer og forløb unægteligt peger i din retning, men prøver så godt hun kan, at berolige mig, samtidig med, at jeg omvendt prøver at berolige både hende og mig selv ved at sige; det kommer ikke til at ske. Jeg giver ikke op uden kamp, og jeg vinder lige gyldigt hvad og gentager igen; der må stå andre i køen foran mig! Alligevel hører jeg også mig selv sige; Jeg ved godt, at hvis jeg er ked af det, så forskanser jeg mig, og hverken ringer eller tager min telefon. Men den må I ikke lade mig gøre denne her gang, det her klarer jeg ikke alene. Tror det er første gang i mit liv, at jeg fuldstændig har smidt paraderne, og bare sagt; HJÆLP!

Line sidder hos mig hele natten, men jeg sender hende hjem og sove ved 5 tiden.
Udover angsten, så er jeg helt tom inden i. Jeg prøver selv at sove, men tankerne kører rundt i forhold til, hvad jeg kan gøre, hvem der vil kunne hjælpe mig, hvis det ender med en reel kræftdiagnose.

Min anden veninde og sjælesøster Britt, ringer op så snart hun vågner, hun kan bare se at jeg har sms´et sent og spurgt om hun sov, og hun kunne fornemme at der var noget galt. Jeg når kun at fortælle lidt, og siger at jeg vil ringe tilbage til hende, for nu er klokken 8, og jeg skal have fat i min læge.

Jeg er nummer 7 i køen… Jeg benytter ventetiden på at trække vejret dybt og gentage for mig selv; Malene rolig nu, alt er ok.
I det min læge tager røret, så bryder jeg alligevel sammen; Nikolaj, jeg er pisse bange!

Alene det, at skrive det nu, kan jeg mærke er svært. Lige præcis sætningen; Nikolaj, jeg er skide bange, sætter VVS-arbejdet i gang i mine øjne. For det var præcis det jeg var; pisse bange, og at skrive det, genkalder de følelser der var forbundet hermed. “Kan du være her om 20 minutter”, spørger han. Og det var jeg, sammen med Britt, som kom i det samme jeg havde lagt røret på. Hun er desperate, og bønfalder min læge om at indlægge mig med det samme, men sådan fungerer det jo ikke, men han sætter mig i kræftpakkeforløb med det samme og siger, at jeg vil høre noget inden for 24 timer og hvis ikke, skal jeg ringe til ham.

I henvisningen på Sundhed.dk kan jeg se at der står:

Henvises venligst til Diagnostisk Enhed på mistanke om alvorlig sygdom – kræftpakke.

Henvises til udelukkelse af kræftsygdom eller anden malign lidelse. Patienten er informeret om at hun indgår i et accelereret udredningsforløb på mistanke om kræft. Godt så!

Britt får ringet til Sophies far, og beder ham om at hente sophie efter skole og have hende en ekstra dag. Vi kører forbi Line, for at opdatere hende. Jeg sidder bare stille og det eneste jeg rigtig får sagt er; Fuck, jeg er bange. Mine børn og specielt Nicklas, bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig, uagtet, at jeg forsøger at fortælle mig selv, at det er falsk alarm.

Vi kører ud i Britts kolonihavehus. Jeg skal bare væk hjemmefra. Selvom jeg prøver at holde masken, så vil Nicklas med det samme – og havde det med garanti allerede, opfanget, at der var noget galt. I hvert fald kredsede han rundt om mig, som kitten om den varme grød om morgen, efter Line havde været der. Men selvfølgelig kan jeg ikke stå og involvere mine børn i noget så alvorligt og slet ikke når det kun var “på mistanke”.

Britt og jeg går lang tur ved stranden, snakker om hvordan og hvorledes, og jeg fortæller hende, at jeg ikke vil takke ja til kemo, hvis det skulle blive et aktuelt spørgsmål. Først er hendes reaktion; “Nej Malou, det mener du ikke”. Selvfølgelig sagt i frygt, men når jeg forklarer mit ståsted i forhold til det, så forstår og accepterer hun mit valg. En 3. Veninde har i mellemtiden sat alle sejl til i forhold til at skaffe mig CBD olie (cannabisolie) og diverse kosttilskud der kan styrke mit immunforsvar og er “anti-cancer”. Det er også hende der forinden, har vejledt mig i, at spise en mere plantebaseret kost. Der går ikke lang tid, så ringer hun; kom, jeg har skaffet det til dig,, så du kan komme igen- og Britt og jeg kører afsted for at hente arsenalet af “fuck you cancer” pakken og jeg starter op på stedet.

Om aftenen kommer Nicklas forbi, han vil gerne hygge med os to kramper i kolonihaven. Mens jeg sidder ude i haven og får telefonisk vejledning i, hvordan jeg skal tage de forskellige tilskud, spørger Nicklas Britt; “hvad er det med min mor”, og hun pakker det ind og siger hvad han i forvejen ved, at jeg er lidt presset i forhold til økonomien og min manglende energi, så jeg bare lige havde brug for at trække vejret. Vi har en hyggelig aften på sofaen alle tre, og jeg formår at lægge katastrofetankerne væk – så godt som. Dagen efter tager jeg hjem, selvom min veninde spørger om om jeg har brug for at hun er der, men jeg har brug for at være alene med mine tanker.

To dage efter ringer min læge og fortæller at han har ringet og rykket hospitalet for en indkaldelse, jeg er blevet godkendt i deres visitation, men på grund af “den nye sundhedsplatform i region Hovedstaden”, så kan de ikke helt overholde de 24 timer, men jeg lå I deres bunke, og ville snart høre noget.

De første 2 døgn i chok og massiv angst er nu gået, og så tager fanden ved mig.
Den frygt, jeg havde, blev erstattet af et overlevelsesinstinkt – en diciplin jeg er rimelig skarp i, men det her var ekstraordinært. Jeg rettede ryggen. Tog beslutningen: DET KOMMER IKKE TIL AT SKE! Og jeg troede på det!

stay strong

Den beslutning og min tro på, at alt nok skal gå godt, fortæller jeg de tre omtalte veninder. Jeg delagtiggører ikke andre om mit kræftpakkeforløb, for jeg har ikke lyst til at give det energi, eller have daglige opkald eller sms forespørgsler om; “hvordan går det, har du hørt noget”. Jeg vil ikke åbne op for andres tanker og bekymringer, der kan få mig ud af kurs og vakle i min beslutsomhed og egen konkludering omkring, at jeg IKKE har kræft. Så jeg holder fast i følelsen af, “det er ikke min tur nu”!

I stedet tager jeg det som en massiv advarsel til mig, fra et højere sted. Jeg skal – desværre, helt derud, hvor jeg seriøst frygter for mit liv, før jeg tager mig selv og mit liv helt alvorligt, og nu forstår jeg om noget, at jeg skal lytte meget mere til mig selv og hvad min krop konstant prøver at råbe mig op om. RO på, også selvom eksistensgrundlaget ryster under fødderne på dig. Du kan ikke forhale tingenes – eller dit helbreds tilstand. Træk vejret. Sæt dig selv først.

Det er syret hvordan jeg knivskarpt, kan gå fra den ene tilstand til den anden. Jeg føler en ro og tyrkertro på, at det her, det skal jeg nok klare, ligegyldigt hvad prognosen siger. Jeg føler mig fucking uovervindelig!!!

Jeg insisterer også på, at tage alene afsted, da jeg fire dage efter kræftpakken er sat i gang, sidder til samtale hos kræftlægen på hospitalet. Jeg er bemærkelsesværdig rolig, mens han sidder og fortæller om det kommende forløb og hvad der “nu skal ske”. Jeg fortæller ham, at skulle det vise sig at være lungekræft, så ønsker jeg ikke kemo, jeg er allerede i gang med cannabisdråber og diverse kosttilskud, men at det jo i bund og grund er irrelevant at sige; for jeg har jo allerede besluttet, “at der står andre i kø før mig”. Han er cool, men beklager at vi jo nu går ind I påske, så jeg bliver desværre først kaldt ind til CT scanning af alle organer fra hals til bækken, efter påske. – Det er fint nok, hører jeg mig selv sige; God påske.

Jeg bliver sendt videre ind til min kontaktsygeplejerske, som også forklarer lidt om hvad der skal ske og som stikker mig en masse blodprøveblanketter i hånden, og som spørger om de må tage et ekstra glas til forskning. –Ja ja, I tapper bare løs, og jeg tøffer videre ned af gangene for at få taget blodprøver – jeg havde så heller ingen idé om, hvor mange glas der skulle tappes. Holy moly!

IMG_8172

Henover påsken, er jeg alene, heldigvis ingen påskefrokoster, ingen “pretending”, bare mig alene i min tro på, “jeg klarer det her”. Det var så vild og fed en følelse og så surrealistisk. Den der uovervindelighedsfølelse, sad bare printet i hver en celle.
Første dag efter påsken, er jeg til scanning. Rolig og afklaret. Min veninde er med og vi fortæller hinanden, at det her, det skal nok gå. Jeg har næsten lyst til at tage en kappe på, og brage råbende ned igennem hospitalsgangene med den ene arm strakt foran kroppen: “Jeg er fucking uovervindelig”, bare lige for at sætte et statement, men det er måske alligevel lige kækt nok. Men i hovedet, der tror jeg på det. Selvfølgelig vil jeg helst undgå diagnosen lungekræft og de menneskelige og familiære omkostninger det vil få og den styrke der skal til, for at overvinde det. Men jeg føler mig klar til en eventuelt kamp. Mentalt har jeg hævet sværd og skjold. Jeg klarer det! Og jeg skulle ligesom lige I gang med noget andet. Leve livet foreksempel.

To dage efter, skal jeg til samtale, nu med en anden kræftlæge, da de kører turnus hver måned, og der lige har været “vagtskifte”.
Jeg bliver ved med at sige til Britt, at hun ikke behøver at tage med mig, for “jeg fejler jo ikke noget”. Men hun insisterer; “Du får ikke lov til at tage afsted alene”, og det var så åbenbart ikke til diskussion ;-)

Lidt mærkeligt fænomen, det der med, at lægerne går på turnus hver måned, specielt på sådan en afdeling, men det har de nok deres grunde til.

Jeg var bemærkelsesværdigt rolig og afklaret i forhold til, hvad der end måtte komme ud af lægens mund. Fuldstændig fattet, uden det mindste kriller i maven. Virkelig syret fornemmelse –  alt taget i betragtning.

Lægen starter ud: “Du kan godt tage det roligt, vi har ikke fundet tegn på lungekræft”. – Det er jo det jeg sagde, der står andre i kø før mig”, smiler jeg til hende og min veninde, som sidder og jubler. Hun fortæller om blodprøve resultaterne, alle de “grimme, der endte på noget med -cytter “, var hoppet indenfor normalområdet igen. “Jeg kan godt se, at du har været meget syg, men jeg kan ikke fortælle dig hvad det har været, eller hvorfor tallene pludselig er faldet efter så lang tid, mit bedste bud er en slem infektion”, hvilket bare står i kontrast til, at mine infektionstal, ikke har været forhøjede. Til gengæld havde de på scanningen fundet to store cyster på mine æggestokke – ja selvfølgelig. Det i sig selv er ikke farligt – og jeg har jo haft det før, men de havde bare en størrelse, der lå over deres grænseværdi der gjorde, at hun allerede havde sendt en henvisning videre til gynækologisk afdeling, så de kunne tage over og vurdere hvad der skulle ske. Og hvis jeg ikke fik det bedre i forhold til alle mine symptomer, som stadig var der, pånær stemmen som stille og roligt var på vej tilbage, så skulle jeg til udredning på medicinsk afdeling.

Halle-fucking-lujah, jeg har ikke lungekræft. TAK, det er jeg meget taknemmelig for.  Lige meget hvad der end må komme nu, så kan det bare komme an!

Derhjemme kan jeg endelig fortælle sandheden til min søn, fortælle hvorfor jeg har været så meget ind og ud hos læger og hospital, hvorfor mine veninder dannede ring omkring mig og at jeg ikke havde delagtiggjort ham det, da jeg ikke ville have at han skulle gå og være unødigt bekymret eller bange. Han spørger lige en ekstra gang, som for lige at være sikker; så du har ikke lungekræft? NEJ, Nicklas, det har jeg ikke, og alt andet er i småtingsafdelingen! Jeg kan se han ånder lettet op, og det gør jeg også indeni. Nu skal jeg bare koncentere mig om at få det bedre, selvom det selvfølgelig kunne have være rart, at finde ud af, hvad dælen jeg fejler. Men jeg fortsætter på cannabisolie, og det har jeg tænkt mig at gøre, til jeg lukker mine øjne, endeligt.

Jeg hverken skriver eller påstår, at cannabisolien har været svaret og årsag til at tallene regulerede sig ned til normalområdet. Men de har i hvert fald ikke gjort det værre. Nu er jeg bare spændt på, hvad mine blodprøver for diverse siger næste gang, og om der er ændring på cysterne, når de skal tjekkes igen.

Med gode veninders hjælp, er det muligt for mig, at komme på en uges detox, i bjergene i Spanien, som én af mine veninder står bag og arrangerer. Kan varmt anbefales, men det vil jeg skrive om i et andet blogindlæg, på et senere tidspunkt.

Er du gal, jeg var mast. I den grad trængte jeg til at komme afsted. Væk fra forpligtelser, trække vejret, og kun tænke på mig selv. En uge, hvor det kun handlede om mig og om at få renset ud i kroppen og tarmsystemet. Silent walks, se solopgang…

IMG_8834

og solnedgang…

IMG_8893

Meditere, blid træning, gåture i olivenlundene og bare væren. Få minimeret giftstofferne i kroppen, få et reboot, og komme hjem med lidt fornyet energi i krop og sjæl.

IMG_8795

Her gik det op for mig, hvor presset jer er – og har været, og at en uge ikke er nok – langt fra, men det var en begyndelse og et skridt på vejen, og jeg vil gøre alt for, at det kan blive en realitet, at jeg kan komme væk for mig selv, en gang om året. Få tanket lidt op på reservetanken, så resten af tanken med tiden kan blive fyldt op.

Jeg har ikke udenlandstelefoni, så jeg købte et spansk data kort, så jeg stadig havde hul igennem derhjemme. En aften lidt over halvvejs inde i retreatet skriver Britt, om jeg havde snakket med Nicklas, hun var lidt bekymret fordi hun havde snakket med ham dagen før, hvor han havde sagt at han havde det elendigt, og læreren havde sendt ham hjem fra gymnasiet, og nu svarede han hverken opkald eller sms. Jeg havde også skrevet til, mig svarede han heller ikke. Pludselig kan jeg se han begynder at skrive, men så stopper det, jeg skriver til Britt at jeg har hul igennem, men i det samme svarer hun, i to korte sætninger.

Han besvimer. Ring til naboen.

Jeg skynder mig at svare tilbage, om vi er ude i en 1830, samtidig med at jeg skriver til Nicklas, at han skal skynde sig at låse hoveddøren op, så nogen kan komme ind til ham, og at der er hjælp på vej. Jeg låner en telefon af min rejsebuddy, ringer til naboen, men de tager ikke telefonen. Ny besked. Han kan ikke trække vejret. Han besvimer i telefonen. Vi har ringet efter ambulance, jeg er på vej.

SHIT, der står jeg i Malagas bjerge, min søn fejler et eller andet, der er en ambulance på vej, og jeg kan ikke gøre en skid. Ringer til Line, hun bor tættere på end Britt, hun kører afsted med det samme. Og så er der ellers stille, jeg kan ikke komme igennem til nogle af dem. Jeg prøver at bevare roen. Pludselig får jeg fat i Line, hun er på vej på hospitalet efter ambulancen, Britt er i ambulancen med Nicklas. Hun fortæller, at Nicklas lå på gulvet i gangen foran døren, da hun kom, og at han havde svært ved at trække vejret, var badet i sved og hyperventilerede. Hun havde sat sig med ham og han havde bare lænet sit hoved mod hendes skulder, i mens hun havde nusset og beroliget ham og sagt, at det nok skulle gå, og at hjælpen var på vej. Lige efter ankom både ambulance og Britt. Da Line fortæller, at Britt var brudt sammen da hun havde set Nicklas, og havde måtte gå ud i bryggerset, så han ikke kunne se at hun græd, så brød jeg sammen, for så var jeg godt klar over, at han havde det mere end skidt. Ambulancefolkene, frygtede lidt at der var tale om meningitis, men den blev afblæst på hospitalet. Han blev lagt i drop med det samme og sat i kraftig antibiotikabehandling, da hans infektionstal var skyhøje. Det viste sig, at han havde en slem infektion og hans luftveje var næsten helt tillukkede. Av mit hjerte, hvor ville jeg ønske at jeg havde kunne være der. Jeg var ved at blive kvalt i dårlig samvittighed over, at jeg stod i Spanien, og han var mandsopdækket af mine veninder og ikke mig, hans mor, men jeg blev nødt til, at parkere lidt af den dårlige samvittighed,. som han selv sagde, da han ringede til mig fra hospitalet dagen efter. Mor, ingen kunne vide, at det her ville ske, du skal ikke have det dårligt. Efter et døgn bliver han dog udskrevet med antibiotika og smertestillende og en formaning om at sygemelde sig en uge.

Men hold nu kæft, hvor er jeg taknemmelig og føler mig velsignet af de to dejlige kvindemennesker jeg har i mit liv, som bare smed hvad de havde i hænderne og greb min søn, når jeg nu ikke selv kunne. Jeg havde travlt med at gribe mig selv og få det bedre, så jeg kunne komme hjem med lidt ny energi til at indtage min Mor rolle igen, og alt hvad det indebærer. Jeg tænker at det var et mindre kollaps. At også hans krop sagde fra. Nu har han siden han var 13, set mig blive kørt afsted med ambulance flere gange. Oplevet mig blive indlagt på hjerteafdelingen, mere end en handful gange. Han er selv maks. presset og stresset, og på et tidspunkt siger kroppen bare fra.

Da jeg har oplevet god effekt med indtagelse af cannabisolie, og stadig tager det både forebyggende og I håb om, at det kan have en god effekt på nogle af de andre kroniske sygdomme jeg bliver medicineret for, har jeg også sat ham i gang med CBD olie. Inden du eventuelt bliver forarget, så er han myndig, og cbd har modsat THC ingen euforiserende effekt.. Det er naturligt, og skulle have god effekt i forhold til stress og beroligelse af nervesystemet, og indeholder derudover mange antioxidanter, mineraler og vitaminer, der generelt har en positive indflydelse på kroppens funktioner. Hvorfor ikke?

Nu er der gået knap to måneder efter jeg blev sat i kræftpakkeforløbet – og jeg er i bedring. Stemmen er retur, jeg hoster knap så meget, har fået appetitten og de tabte kg tilbage, knap så udtalt åndenød og en smule mere energi. Stadig træt og udmattet, men klart i bedring og ud fra egen overbevisning – og den er min alene, grundet en kombination af livsstilsændring – jeg undlader så vidt muligt kød, sukker og mælkeprodukter, jeg mediterer, tager cannabisolie 2 x dagligt, og så mit mindset. Dét jeg vælger at vande og give gødning, fremfor noget andet. I den tid jeg indtil nu har taget cannabisolie, har jeg kunne slippe to former for medicin. På sigt er mit håb, at jeg kan slippe det hele, både hjerte, lunge og stofskiftemedicin.

Jeg er helt med på, at er du syg, så er du syg. Men jeg tror også på, at psyke og fysik hænger sammen, og der hvor du lægger dine tanker, det vokser.

Jeg tror fuldt og fast på, at du kan gøre meget, alene med dit mindset. Dette kan måske lyde totalt hippie-happy-go-lucky-hallelujah provokerende for dig, hvis netop du, lige nu og her, er igennem et forløb med alvorlig sygdom, og jeg skriver det ikke for at støde nogen, det er blot min tro og overbevisning.

Flyt fokus på det der virker, fremfor det der ikke virker. Og husk taknemmeligheden, for selv de små ting. Jeg ved sgu godt, at det kan være nemmere sagt end gjort, men du har altid et valg.

Jeg har valgt at være egoistisk og sætte mig selv først. Forstået på den måde, at jeg mærker efter, inden jeg siger ja til noget. Er det noget jeg har lyst til det her? Er det noget jeg har overskud til? Er svaret nej, så vælger jeg også fra. Slut med at sige ja til noget, “bare fordi jeg ikke kan lide at sige nej, eller jeg ikke føler jeg kan være andet bekendt” JO, hvis det er på min bekostning. Hvorfor er ordet egoistisk, et negativt ladet ord. Hvad er der galt med at sætte sig selv først? Det betyder jo ikke, at man er ligeglad med alle andre. Blot, at man er bevidst om, at man bliver nødt til selv at tage iltmasken på først, før man kan hjælpe og være noget for andre.

Jeg har i hele mit lange sygdomsforløb ikke været social, stortset kun holdt mig til mine to nærmeste veninder, med få undtagelser. Efter kræftpakkeforløbet, økonomiserer jeg endnu mere med den sparsomme energi jeg har. Jeg vælger med omhu hvem og hvad jeg vil involvere mig i. Det betyder ikke, at jeg har afskrevet alle, som jeg før har væet social med, men jeg skal være i overskud på energikontoen, hvilket jeg stadig sjældent er, hvis jeg skal træde ud af min comfortzone.

Jeg holder mig væk fra negative mennesker, eller energisugerne, dem der dræner mig for energi. Negative mennesker, er som gift for din krop og dit sind, og de smitter, lige som influenza. Tro mig du vil kunne mærke en mærkbar forandring hvis du ændrer kurs, og retter næsen mod dem der løfter – de positive, fremfor dem der dræner – de negative.
Jeg scroller også forbi negative statusopdateringer på de sociale medier. Før kunne jeg godt lade mig rive med og kommentere og give mit besyv med i debatten, men det er energi der suger, så nu kører jeg let og elegant videre til næste indlæg, der er knap så negativt ladet. Det gør sgu bare det hele meget lettere. Det handler ikke om, at foregive at alt er lyserødt, når det i virkeligheden er lort, for hvis der er noget jeg er fortaler for, så er det ægthed og autenticitet. Jeg deler både op og nedture og har altid gjort det. Men der er forskel på lige at komme med et hick up, når livet giver dig tæv, og så på en general offerrolle med ynk og brok, dag efter dag. Det magter jeg simpelthen ikke at tage stilling til, eller være en del af., for det suger al saft og kraft ud af dig – specielt hvis du selv er syg og udfordret. Så mærk efter, har jeg lyst til det her? Det er okay at sige fra, det hedder, at vælge dig selv til.
Ingen kan gå igennem livet uden knubs og traumer, men spørgsmålet er, hvordan vi vælger at gå til dem.

Jeg tænker også mere over, hvad jeg selv bidrager med til verden og mine omgivelser. At række hånden ud uselvisk og uden bagtanker om “noget for noget”.

ee5c428a9587f2181d375af1cf5c2835

Jeg gør mere, af det der gør MIG glad. Jeg vælger at sætte mig selv først og jeg forstår vigtigheden – for mig, i alenetid – og stilletid. Jeg trives faktisk rigtig godt i mit eget selskab.

jeg kan godt lide at være alene

Jeg har været mor 24/7 i snart 20 år. Det er okay, at prioritere mig selv og dyrke egenomsorgen. Og det skal på realiseringslisten. Én gang om året, skal jeg rejse væk for mig selv, og nyde det lille hulrum, hvor der ingen forventninger er til mig og heller ingen forpligtelser, andet end at dyrke egenomsorgen. Nu skal økonomien bare også være til det, jeg er jo håbløst bagud, men det er dét der gør mig godt. Det er sådan en lille ekstra sikkerhedsventil, som gør, at jeg lige kan trække vejret. En solid indånding, til næste dybe dyk.

Den dag jeg blev sat i kræftpakkeforløb – blev mit liv for alvor sat i perspektiv!

Du behøver ikke vente til den dag. Der er ikke noget forkert, egoistisk eller odiøst i at sætte sig selv først og passe på sig selv. Dine grænser er din integritet, og selvbeskyttelse er en helt grundlæggende færdighed, som du skal kunne mestre, for at opnå trivsel, glæde, lethed, indre ro, og et sundt selvværd. Lov dig selv, at du vil være mere selvkærlig.

c7798809c60ee696ea3ab9b57dcec58b
Grænser handler ikke kun om at sige nej, det handler i lige så høj grad om at sige ja – bare til nogle andre ting.

Til dig der netop nu kæmper i mod kræft eller anden  livstruende sygdom, sender jeg et stort kram, kærlighed, tanker og al min styrke din vej.

Kærligst,

Malene.

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.0/5 (5 votes cast)
Den dag jeg blev sat i kræftpakkeforløb..., 4.0 out of 5 based on 5 ratings

2 Comments

  • Reply June 16, 2017

    Karina

    <3 For det har du brug for at få – al den kærlighed der kan hjælpe hele dig og din familie i dette mareridt, som sætter alt i perspektiv for altid.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    • Reply August 16, 2017

      Malene Hasselblad

      <3

      VN:F [1.9.22_1171]
      Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Leave a Reply