Af børn og fulde folk…

 

… skal man høre sandheden!

Min søn og jeg blev sat skakmat af datteren min i dag. Hun har, som sin mor og storebror, en stor retfærdighedssans og begge børn er opdraget med, at fortælle sandheden og at Mor ikke ved noget værre end folk der lyver. Min søn kom i dag med en lille nødløgn, udelukkende for at skåne mig. Det skal man så ikke, når lillesøsteren står ved siden af;-)

Jeg sad her til aften træt i haven, efter konfirmationsfest i går (mange mennesker, tager på min energi og ressourcekonto) og nød roen og min hjemmelavede burger, med dertil hørende indhold placeret sådan ca. fra hagen og op til midt på kinderne, da det ringer på døren. Begge unger havde lige forladt bordet og jeg udbryder højlydt; Nej, det magter jeg bare ikke! Og har ingen intentioner om at lette røven. Lige i det øjeblik, kan jeg slet ikke overskue at skulle konfronteres med “en eller anden” og skulle i nogen form for dialog. Lad mig nu bare sidde her og æde min burger i fred, tænker jeg.

Min store søn er tankelæser – det er jo også Mors dag i dag,  og kommer mig til undsætning. Han åbner døren og jeg kan høre ham sige; – Min mor er ikke hjemme. (Jeg tænker i mit stille sind, TAK Nicklas). Hvortil jeg så hører datteren min sige: – Joooo, Mor ER hjemme. -(Jeg tænker, åh nej, Phie. Støn, bare støn).
Nicklas: –  Nej Sophie, Mor er ikke hjemme. (Jeg holder vejret).
Sophie: – Jo hun er, hun sidder ude i haven. (Jeg tænker, så hold dog bøtte unge)
Nicklas: -ØØøhhh  neeeej (jeg kan næsten høre hans hjerne tænker, fuck… hvad gør jeg), han fortsætter: – jeg tror hun lige er gået ind til naboen.
Sophie: – Nej hun er ej, se selv, hun sidder lige der, ude i haven. Hvorfor fortæller du ikke bare sandheden?!
1pcs-lot-Cosplay-font-b-Witch-b-font-Long-font-b-Nose-b-font-Party-Props
(Jeg dunker hovedet ned i bordet og tænker, dét sagde du bare ikke Phie)! Nicklas får mumlet et eller andet med, at vi ikke lige har nogle penge, lukker døren og kommer så ud i haven, mens han siger; fuck hvor var det pinligt, hvad sker der for hende? Jeg ved jo godt at hun ikke lige tænker over det, men alligevel. Det var sgu pinligt, og jeg prøvede bare at redde den, og så trumfer hun lige med; Hvorfor fortæller du ikke bare sandheden?
Jeg er ikke blevet mindre træt end da jeg satte første bid i burgeren, så jeg kalder på Sophie; Sophie, hvorfor skal du absolut blande dig, når det er Nicklas der åbner døren og han siger jeg ikke er hjemme. Du vidste jo godt, at Nicklas godt vidste jeg sad herude. Sophie begynder at græde og siger meget højlydt; Jamen man må ikke lyve og det gjorde han lige dér.
TAK for oplysningen, det var vi ikke klar over. STØN, lige der håbede jeg bare på, at hvem det end var der havde ringet på døren, så havde de valgt at gå videre ned af strædet og ikke rundt om huset langs vores have, så det lidt pinlige scenarie i døråbningen ikke også skulle trumfes med et; – Jamen man må ikke lyve, på toppen.
Nej Sophie, man må ikke lyve, og jeg er stolt af at du altid overholder dine aftaler og ved forskellen mellem rigtigt og forkert, men liiiiige her, måtte du gerne have kendt til en nød-gradbøjning af begrebet, at lyve.
Så ja… Af børn og fulde folk…
Ps. Det var en indsamling til noget fodboldshalløj.
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/5 (2 votes cast)
Af børn og fulde folk..., 5.0 out of 5 based on 2 ratings

Be first to comment